Nøgleord på siden:
Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Danmark i verdenseliten i rygestop |
|
På ti år er antallet af danske dagligrygere gået fra 31 procent til 19 procent af befolkningen. Faldet er så stort, at det kun overgås af ét andet land ud af i alt 34 OECD lande. Danskerne drikker også mindre alkohol end for ti år siden. Til gengæld er antallet af svært overvægtige mere end fordoblet på ca. 20 år. Det er bare nogle af oplysningerne i en ny OECD rapport, der sammenligner sundhedsdata i OECD landene.
På 10 år er der kommet knap 40 procent færre rygere i Danmark. Til sammenligning er der gennemsnitligt kommet 20 procent færre i alle OECD lande. Det viser OECD rapporten ’Health at a glance 2011’. Kun Sydafrika overgår Danmark, når det kommer til at kvitte tobakken.
Det er både glædeligt og flot, at antallet af rygere er nedbragt så meget, men det er desværre ikke nok til at fjerne os fra den halvdel af lande, som har flest rygere. Ifølge rapporten var det i 2009 19 procent af de voksne danskere, der røg hver dag. OECD fremhæver da også rygning, som en af de væsentligste faktorer at ændre, hvis sundheden skal øges.
- I løbet af de 10 år har vi blandt andet fået et forbud mod tobaksreklamer og regulering af, hvor man må ryge, samtidig med at rygestopkurser og andre tilbud til rygere er blevet udbredt. Desværre halter vi stadig efter de øvrige nordiske lande på stort set alle punkter, og eksempelvis har cigaretpriserne ikke fuldt med den almindelige prisudviklingen de seneste 10 år , siger Niels Them Kjær, projektchef i Kræftens Bekæmpelse.
Der bliver drukket mindre alkohol
Alkohol er en anden stor risikofaktor i forhold til kræft. I OECD landene drikkes der i gennemsnit, hvad der svarer til 9,1 liter alkohol om året. I Danmark er det 10,1 liter, og det er knap 14 procent mindre end for ca. 20 år siden.
Alkoholindtaget er også faldet betragteligt i mange andre lande. Ikke mindst i de vinproducerende lande, som Frankrig, Spanien og Portugal. Men selv om franskmændene drikker næsten 40 procent mindre alkohol end i 1980’erne, topper de listen med 12,3 liter alkohol om året. Danmark ligger nummer 14.
Overvægt et stigende problem
Endelig viser rapporten også, hvordan det står til med antallet af overvægtige og svært overvægtige. Her går det alt andet end nedad. I 19 ud af 34 OECD lande er mere end 50 procent af befolkningen i dag overvægtige eller svært overvægtige. I USA, hvor det står værst til, er over 30 procent ligefrem svært overvægtige.
Danmark ligger i den pæne ende af listen, men også her er antallet af svært overvægtige steget markant i løbet af de seneste 20 år. Fra 6 procent i 1990 til 13 procent i 2009.
Link til rapportenTil top Tilbage
Af journalist Mai Brandi Ludvigsen
Sidst ændret: 16-12-2011
Nøgleord på siden: