Klinisk mammografi
Hvis din læge har mistanke om, at du kan have brystkræft, får du tilbudt en klinisk mammografi. Det er en grundig undersøgelse af bryst og armhuler, som lægen bruger til at af- eller bekræfte mistanken om kræft eller forstadier til kræft.
Lægen undersøger bryst og armhuler
Lægen undersøger dig for synlige og mærkbare forandringer, som kan være hud- eller brystvorteforandringer. Lægen føler også begge bryster grundigt igennem for at mærke efter eventuelle knuder. Armhulerne bliver også undersøgt for, om lymfeknuderne er hævede.
Røntgenbilleder af brystet (mammografi)
Ved en klinisk mammografi får du taget røntgenbilleder fra tre forskellige vinkler.
Undersøgelsen kan også blive suppleret med en 'kontrast mammografi', hvor der sprøjtes jodholdig kontrastvæske ind i blodbanen for bedre at kunne se kræftknuden.
Mammografien kan i nogle tilfælde afsløre forandringer i brystet ned til få millimeter, det vil sige længe før, man selv kan mærke noget med fingrene.
Ultralydsundersøgelse af bryst og armhuler
Den kliniske mammografi suppleres ofte med en ultralydsscanning, hvor brystet og armhulen også bliver undersøgt ved hjælp af lydbølger, der bliver sendt ind i kroppen. Lydbølgerne bliver derefter omdannet til billeder, som lægen kan se på skærmen, mens scanningen bliver foretaget. Læs mere:
3-dimensionnelle billeder af brystet
Hvis mammografi viser en knude, vil man i nogle tilfælde få foretaget en såkaldt tomosyntese.
Tomosyntese er en teknik, der giver 3-dimensionelle billeder. Ved at tage millimetertynde snitbilleder af brystet, er det nemmere at se knudens afgrænsning, fordi der ikke er overlejret væv, som kan skjule eller sløre knuden. Denne metode er også velegnet til at undersøge kvinder, der har tæt kirtelvæv i brystet.
Lægerne bruger undersøgelsen som supplement til den almindelige mammografi.
Tomosyntese bliver også brugt til at undersøge nogle af de kvinder, som ikke har tegn på brystkræft, men som kan have øget risiko for at få brystkræft. Det kan f.eks. være, at familiens sygehistorie kan give lægerne mistanke om, at der kan være tale om arvelig brystkræft.
Vævsprøve ved knude i brystet
Hvis røntgenbillederne eller ultralydsundersøgelsen viser en knude eller andet, der tyder på kræft, får du taget en celle- eller vævsprøve (biopsi).
Prøven vil oftest blive foretaget under en ultralydsscanning af brystet, men hvis forandringerne kun kan ses på mammografi, vil man få en røntgenvejledt (stereotaktisk) biopsi.
Nogle kvinder oplever dette som ubehageligt. Men det gør som regel ikke mere ondt end at få taget en blodprøve.
Celle- eller vævsprøven bliver undersøgt i mikroskop og kan vise, om der er tale om kræft eller forstadier til brystkræft.
I sjældne tilfælde kan det være nødvendigt at få fjernet hele knuden, for at lægen kan stille en sikker diagnose. Det kan gøres ved en lille operation i fuld bedøvelse eller lokalbedøvelse. Knuden bliver derefter undersøgt i mikroskop.
Resultat af vævsprøven
Der vil som regel gå ca. en uge, før du får resultatet af celle- eller vævsprøven.
Hvis prøven viser, at der er kræftceller til stede, kan der være behov for flere undersøgelser for at opnå en mere præcis beskrivelse af, hvilken undertype brystkræft det drejer sig om eller for at få klarlagt udbredelsen mere præcist.
Først når den endelige diagnose foreligger, kan man få tilbudt den bedst egnede behandling.
Godartede forandringer
Prøven kan selvfølgelig også vise, at der er tale om godartede forandringer. Hvis der er tale om en godartet knude, vil den i nogle tilfælde blive opereret væk, men de fleste godartede forandringer kræver ingen behandling. Læs mere:
Hvis du har brystimplantat (brystprotese)
Det kan være sværere at få gode røntgenbilleder ved en mammografiscreening, hvis du har brystimplantater. Årsagen er, at implantater kan skygge for kirtelvævet i brystet, og det kan derfor også være vanskeligt for lægen at vurdere røntgenbilledet.
Hvis implantatet ligger bag brystmuskulaturen, er det som regel muligt at skubbe implantaterne væk fra kirtelvævet under undersøgelsen.
Brystimplantater, der sidder foran brystmuskulaturen, kan ikke skubbes væk, og det er derfor ikke muligt at få udført en teknisk fuldstændig god mammografi, men oftest blive det meste af brystvævet vist på billederne.
Der findes ikke klinikker eller hospitaler, som har specialiseret sig i at undersøge kvinder med brystimplantater, men erfaringen er generelt størst på brystcentrene på regionernes hospitaler.
I meget sjældne tilfælde er det rapporteret, at implantater kan være bristet i forbindelse en mammografi. Der er dog ingen kendte tilfælde i Danmark, hvor mammografi har været årsag til implantatbrist.
Hvis du alligevel er bekymret for, at det skal ske, kan du tale med personalet på hospitalet om det.