Symptomer på prostatakræft
Det er normalt, at prostata bliver større med alderen og kan give symptomer, men forstørrelsen alene er ikke kræft. Hvis symptomerne udvikler sig over kortere tid, og især hvis de optræder i 40-50-årsalderen, kan de være tegn på kræft i prostata.
Symptomer på godartet forstørrelse af prostata
Mange ældre mænd oplever, at vandladningen gradvist ændrer sig. Prostata (blærehalskirtlen), der ligger under blæren, bliver større med alderen og trykker på urinrøret.
Symptomer på godartet forstørrelse af prostata begynder som regel med, at man hyppigere skal tisse i dagens løb. Når man mærker vandladningstrangen, kan man ikke holde sig så længe som før. Det kan også være besværligt at komme i gang med at tisse, der er ikke så meget kraft på strålen, og man skal op om natten.
Aldersbetingede vandladningsgener uden yderligere mistanke om prostatakræft bør ikke lede til en PSA-test, da der ikke er påvist sammenhæng mellem forhøjet PSA på grund af aldersbetingede vandladningsgener og prostatakræft. Det er altid godt at holde øje med forandringer, så tal med din læge, hvis du har symptomer.
Symptomer på prostatakræft
De første symptomer på prostatakræft kan ligne symptomerne på en godartet forstørrelse af prostata. Som regel vil der være tale om en godartet forstørrelse af prostata.
Blod i urinen og blærebetændelse er sædvanligvis tegn på sygdom i urinblæren og nyrerne, men kan også skyldes kræft i prostata. Blod i sæden er oftest et uskyldigt fænomen, men kan ligesom aftagende sædmængde ses ved prostatakræft.
Smerter ved endetarmen og mellemkødet (perineum) samt forstoppelse kan også forekomme, hvis knuden trykker på endetarmen.
Hvis symptomerne udvikler sig over kortere tid, og især hvis de optræder i 40-50-årsalderen, kan de være tegn på kræft i prostata.
Gå til lægen, hvis du har et eller flere af disse symptomer
Hold øje med forandringer og gå til lægen, hvis du oplever:
- Blod i urinen
- Blod i sæden
- Aftagende eller manglende sædmængde
- Blærebetændelse
- Vedvarende smerter i mellemkødet
- Rejsningsbesvær
- Hævelse i benene
- Vedvarende smerter i ryggen, lænden, bækkenet eller hofterne
- Uønsket vægttab
Næsten alt, der kan være symptomer på kræft, kan lige så godt være symptomer på noget andet. Men det er vigtigt at søge læge og blive undersøgt, så du kan slippe mistanken eller blive behandlet, hvis der er tale om kræft.
Symptomer på prostatakræft opstår sent
Prostatakræft giver som regel ingen symptomer i starten, da kræftforandringerne oftest opstår i de ydre dele af blærehalskirtlen, hvor der er god plads.
Der er mange mænd, som lever med en lille kræftknude i prostata, der aldrig bliver opdaget. Hos de fleste mænd udvikler kræft i prostata sig langsomt. Det kan tage flere årtier, før kræftknuden giver symptomer eller eventuelt spreder sig.
Gør en forskel for kræftsagen
Som medlem af Kræftens Bekæmpelse er du er med til at sikre banebrydende forskning, forebyggelsesindsatser og støtte til alle, der er berørt af kræft. Vi tilbyder forskellige typer medlemskab, så du kan støtte på den måde, der passer dig.
Bliv medlemVil du være frivillig?
Fantastiske events, politiske indsatser og støtte til mennesker berørt af kræft. Kræftens Bekæmpelses frivillige laver mange slags arbejde, men alle har de det til fælles, at de gør en forskel for kræftsagen.
Bliv frivillig