Hvis kræften er vendt tilbage
Det kan være svært at forholde sig til, at man har fået tilbagefald af kræftsygdommen, men er det tilfældet, er der flere muligheder for behandling.
Kræften er vendt tilbage - hvad nu?
Tilbagefald betyder, at sygdommen er vendt tilbage igen, efter man har været fri for kræft. Det kaldes også recidiv.
Risikoen for tilbagefald afhænger af sygdommens stadium før behandlingen, og hvilken behandling man tidligere har fået. Det er overvældende at få besked om, at kræften er kommet igen, men er det tilfældet, er der nye muligheder for behandling.
Man kan få lokalt tilbagefald og/eller tilbagefald med spredning:
Lokalt tilbagefald
Det kaldes lokalt tilbagefald, hvis kræften vender tilbage til den del af kroppen, hvor kræften først opstod.
Analkræft kan komme igen ved endetarmsåbningen. Hos kvinder kan sygdommen vokse igennem væggen til skeden. Hos mænd kan den vokse ind i blærehalskirtlen (prostata). Hos både mænd og kvinder kan analkræft vokse fast på bækkenknoglen.
Tilbagefald med spredning
Kræft kan også vende tilbage i form af spredning af sygdommen. Kræften kan være vokset ind i lymfebanen og derfor have spredt sig til lymfeknuderne. Eller den kan være vokset ind i blodbanen og via blodet være spredt til andre organer i kroppen.
Det kaldes metastaser, når kræftceller fra en kræftknude spreder sig med blodet eller lymfen og danner nye kræftknuder andre steder i kroppen.
En metastase består af samme type kræftceller, som den oprindelige kræftknude bestod af. Det vil sige, at f.eks. brystkræft, der har spredt sig til knoglerne, består af brystkræftceller.
Hvis analkræft spreder sig, sker det oftest til lymfeknuderne eller til skeden hos kvinder
Hvis kræften ikke forsvinder
Selvom der er muligheder for behandling, kan det være, at man skal indstille sig på at leve med en kræftsygdom, der måske ikke kan helbredes.
Ingen kan forudsige, hvordan netop dit forløb bliver, men lægerne kan på baggrund af viden, statistik og deres erfaring sige noget om, hvad du kan forvente.