Kemoterapi ved analkræft
Kemoterapi i forbindelse med strålebehandling har vist sig at øge mulighederne for at blive helbredt. Man får derfor ofte kemoterapi sammen med strålebehandlingerne.
Kemoterapi er behandling med stoffer, der standser cellernes deling på forskellig måde. Der findes mange forskellige typer stoffer, og de angriber især de celler, der deler sig hurtigt, sådan som kræftceller gør.
Før eller under strålebehandling
Man kan få kemoterapi før eller under et strålebehandlingsforløb for analkræft. Kemoterapi sammen med strålebehandling har vist sig at nedsætte risikoen for, at sygdommen kommer igen. Man får derfor oftest kemoterapi i forbindelse med strålebehandlingen. De mest brugte stoffer til kemoterapi ved analkræft er csplatin og fluorouracil eller capecitabin.
Læs mere om medicinens virkning og bivirkninger:
Hvis man får kemoterapien inden strålebehandlingen, får man ofte flere forskellige stoffer samtidig og det sker med 3 ugers mellemrum. Kemoterapien kan gives med det formål at gøre kræftknuden mindre inden strålebehandlingen, hvis kræftknuden er meget stor. Som regel får man to til tre behandlinger med kemoterapi, inden man påbegynder strålebehandlingen.
Hvis kemoterapien gives sammen med strålebehandlingen, kan man få det dagligt de dage man får strålebehandling eller én gang ugentligt – typisk først på ugen.
Man kan få kemoterapien gennem et drop i en blodåre i armen. Derudover kan nogle kemoterapeutika gives som tabletbehandling (capecitabine). Behandlingen er ambulant, dvs. at man ikke er indlagt.
Bivirkninger ved kemoterapi
De fleste oplever træthed i forbindelse med kemoterapi. Trætheden er oftest størst i dagene efter hver behandling og aftager derefter. Derudover oplever nogle kvalme, eventuelt med opkastning eller diarré i dagene efter hver behandling. Det er vanskeligt at behandle trætheden, hvorimod der findes gode muligheder for at behandle kvalme og opkastning.
Graden og arten af bivirkninger vil afhænge af hvilke stoffer, man får og i hvilken dosis. Det er derfor ikke alle, der vil opleve alle bivirkninger.
Kemoterapien kan også påvirke knoglemarven, så antallet af røde og hvide blodlegemer samt blodplader bliver mindre i en periode efter, at man har fået kemoterapien. Der er derfor større risiko for blodmangel, blødninger og infektioner under kemoterapien.
Hvis du får feber eller andre symptomer på infektion eller får blødninger er det vigtigt at tage kontakt til den afdeling på hospitalet, der har ansvaret for din behandling.
Kemoterapi med især cisplatin kan påvirke hørelsen og give susen for ørerne. Nerverne i arme og ben kan også blive påvirket og give en brændende, stikkende, snurrende fornemmelse i fingre og tæer (paræstesier).
Det er vigtigt at fortælle det til din læge, hvis du får påvirkning af hørelsen eller oplever stikkende og snurrende fornemmelse i fingre og tæer, da disse bivirkninger kan blive kroniske.
Nogle oplever at miste håret under behandlingerne med kemoterapi, men det afhænger af hvilken type kemoterapi man bliver behandlet med.
Kemoterapi
Kemoterapi er behandling med medicin, som standser cellers deling og 'angriber' kræftceller.
Mere om kemoterapi