Strålebehandling ved analkræft
Strålebehandling er den mest effektive behandling af analkræft og kombineres som regel med kemoterapi.
Du vil ofte blive tilbudt strålebehandling sammen med kemoterapi. Kemoterapi som supplement til strålebehandlingen øger chancen for helbredelse og nedsætter risikoen for tilbagefald og for at få en stomi. Nogle kan dog ikke tåle kemoterapi og får derfor kun strålebehandling.
Strålebehandling af kræft
Strålebehandling er en form for røntgenstråler i høj dosis. Strålebehandlingen påvirker kræftcellerne, så de enten dør med det samme eller holder op med at dele sig og dør efter en periode. Strålebehandling kan give bivirkninger, men som regel kun i det område, som medbestråles. Læs mere om strålebehandling og bivirkninger:
Før strålebehandling
Før du begynder på strålebehandling, skal du igennem en række undersøgelser, så lægen er sikker på, at strålebehandlingerne rammer hele knuden og oftest også lymfeknuderne i bækkenet og lyskerne. Samtidig forsøger man at ramme så lidt af det normale væv som muligt for at mindske risikoen for bivirkninger.
Du vil få foretaget en speciel CT-scanning eller en MR-scanning til planlægning af strålbehandlingerne. Lægen vil gennemse skanningerne og indtegne kræftknuden og hos de fleste lymfeknuderne i lysker og bækken. Derudover vil de raske organer i bækkenet blive indtegnet.
Dosisplanlægning
Der går altid nogle dage, fra du bliver scannet, til behandlingen kan påbegyndes, da der skal laves en dosisplan, hvor der vil blive foretaget en præcis beregning af, hvordan strålebehandlingerne skal gives for at ramme kræftknuden og samtidig skåne de raske organer i bækkenet bedst muligt. Dosisplanen laves i et samarbejde mellem læger, fysikere og radiografer.
Hvor, hvornår og hvor længe får man strålebehandling?
Man får som regel mellem 28 og 30 strålebehandlinger fordelt på ugens fem hverdage. Behandlingen foregår ambulant. Selve behandlingen tager nogle minutter og gør ikke ondt.
Oftest får man også strålebehandlet lymfeknuderne i bækkenet og lyskerne. Det skyldes, at kræften kan have spredt sig til lymfeknuderne, også selvom man ikke kan se det på scanningerne.
Bivirkninger ved strålebehandling
Når man modtager strålebehandling, forsøger lægerne at skåne det normale væv så meget som muligt, men man kan desværre ikke undgå bivirkninger. Det er dog forskelligt fra person til person, hvilke bivirkninger man oplever, og hvor alvorlige de er. Du kan læse mere om bivirkninger, og hvordan du kan håndtere dem her:
Strålebehandling
Ved strålebehandling anvender man ioniserende stråling til at skade og dræbe kræftceller.
Mere om strålebehandling