Årsager til analkræft
Cirka 90 pct. af alle tilfælde af analkræft (analcancer) skyldes en infektion med human papillomavirus (HPV). HPV er en meget almindelig virus, som smitter ved seksuel kontakt. Andre faktorer kan være HIV-infektion, AIDS, analsex, rygning og et svækket immunsystem.
HPV og analkræft
Dobbelt så mange danskere får HPV-relateret kræft i endetarmsåbningen sammenlignet med for 30 år siden. Den højeste stigning er sket blandt kvinder under 60 år. HPV smitter ved seksuelt samvær. Man kan blive smittet hvis man dyrker analsex. Man kan dog godt blive smittet med HPV uden at have haft analsex.
En HPV-infektion giver ingen symptomer, og den forsvinder ofte af sig selv, men hos en lille gruppe bliver infektionen kronisk og kan udvikle sig til kræft.
Der findes mange forskellige HPV-typer, men det er især HPV type 16 og 18, som kan give analkræft, livmoderhalskræft, kræft i skeden og i de ydre kvindelige kønsorganer samt visse former for hoved-halskræft. Vaccination mod HPV (HPV type 16, 18, 31, 33, 45, 52 og 58) anbefales som del af det danske børnevaccinationsprogram. Læs mere:
Faktorer der øger risikoen for at få analkræft:
- HPV-infektion
- HIV-infektion og AIDS
- Analsex
- Rygning
- Tilstande eller behandlinger der hæmmer immunsystemet i lang tid, f.eks. organtransplantation eller autoimmune sygdomme
- Visse hudsygdomme, f.eks. Bowens sygdom (forstadie til pladecellekræft)
Man kan dog godt få analkræft uden at have HIV, AIDS eller have haft analsex.