Livet med analkræft
Det er forskelligt, hvordan man har det under og efter behandlingen for analkræft. For mange gør træthed og bivirkninger fra behandlingen det svært at opretholde den hverdag, man før kendte. Her på siden kan du finde hjælp til at takle de bivirkninger og senfølger, som du måske oplever. Læs også om, hvordan blandt andet kost og motion kan være med til at give energi og styrke livskvaliteten.
Reaktioner på alvorlig sygdom
Alvorlig sygdom en kæmpe omvæltning, som for de fleste fører til en masse mange uvante tanker og følelser med sig.
Der er forskel på, hvordan man reagerer - og hvornår man reagerer. For mange kommer den psykiske reaktion først, når behandlingen er færdig, og når smerterne måske ikke længere er dominerende. Det kan overraske én - ligesom omverdenens reaktioner også kan overraske én. På godt og ondt.
Det kan også være svært at være pårørende til en kræftramt, og de mange følelsesmæssige svingninger kan påvirke parforholdet. Reaktionerne er helt naturlige, men kan være svære at takle. Find råd og vejledning her:
Træthed
En del oplever at være meget trætte i perioder. Det kan skyldes selve sygdommen eller være en bivirkning ved behandlingen.
Hvis man lider af længerevarende eller kronisk træthed (fatigue) - og måske også søvnløshed - kan man opleve en overvældende følelse af svaghed og mangel på energi. Det kan gøre det svært at koncentrere sig og måske også svært at tænke og tale klart. Læs om, hvordan du tackler hverdagen med træthed bedst muligt:
Skadet hud ved strålebehandling
Huden, der udsættes for bestråling, bliver efter nogen tid rød og skoldet, og man kan risikere at få sårdannelse især når behandlingen er ved at være færdig. Man skal derfor være forsigtig, når man vasker sig, og undgå at bruge sæbe med parfume. Da huden i perioder kan være meget øm, kan det nogle gange lindre, hvis man skyller med bruseren efter toiletbesøg.
Under strålebehandlingen vil personalet i kræftafdelingen anbefale specielle cremer til at lindre generne. Efter behandlingen heler huden hurtigt og bliver oftest pæn igen.
Hyppig vandladning
Hvis du oplever hyppig vandladning, mens du er i strålebehandling, skyldes det som regel, at blæren bliver irriteret. Ofte vil lægen eller sygeplejersken tage en urinprøve for at udelukke en urinvejsinfektion. Det er en god idé at drikke rigeligt med væske for at forebygge en infektion.
Diarré og smerter
Behandlingen i forbindelse med analkræft giver irritation i tarmslimhinden og diarré, og mange oplever at skulle på toilettet tit. Da det samtidig kan være meget smertefuldt på grund af hudløsheden i det bestrålede område, er der mange, der har det bedst med at være derhjemme, mens behandlingen står på og ofte også et stykke tid efter. Det kan betyde, at man kommer til at føle sig meget isoleret, og det kan være godt at huske på, at det for langt de fleste bliver bedre med tiden.
Hvis du har smerter ved afføring, er det vigtigt at forsøge at undgå hård mave. Husk at drikke vand i løbet af dagen, og tag eventuelt tage noget smertestillende medicin på den tid af dagen, hvor du ved, at smerten er værst. Nogle finder det lindrende at skylle med lunken vand efter toiletbesøg. Bed din læge om hjælp til at dæmpe smerterne.
Spørg også på den afdeling, du er tilknyttet, om hvad du kan få af hjælpemidler. Mange kan f.eks. have glæde af en skumgummipude til at sidde på i tiden efter behandlingen, hvor området kan være skadet, og det derfor kan gøre ondt at sidde.
Besvær med at kontrollere afføringen
I en periode efter behandlingen er afsluttet, kan man kan have svært ved at kontrollere afføringen, men for langt de fleste er det et forbigående problem.
Hvis problemet bliver kronisk, kan man nogle gange have gavn af fysioterapi med træning af bækkenbunden. I nogle tilfælde kan lægen forsøge at indoperere en såkaldt neurostimulator, som gør det muligt at kontrollere afføringen.
Blod i afføringen
Da tarmen ofte vil have nogle stråleskader i slimhinden, kan man godt opleve at have blod i afføringen, uden at det betyder noget. Det er dog vigtigt at få det undersøgt hos lægen, da blod i afføringen også kan skyldes andre årsager end strålebehandlingen.
Der er gode mulighed for at få behandling af vedvarende problemer med blod i afføringen efter strålebehandling. Det er derfor en god ide at tale med lægen, hvis du oplever blod i afføringen.
For enkelte kan det blive nødvendigt med en stomi
De fleste oplever at være generede af maveproblemer i en periode efter strålebehandlingen. Oftest aftager generne med tiden, men der er desværre nogle få, der oplever så mange gener fra endetarmen at det er nødvendigt at få en stomi. En stomi er en kunstig tarmåbning, hvor afføringen tømmes ud i en pose på maven.
Risiko for hævede ben efter strålebehandling af lysken (lymfødem)
Hvis du har fået strålebehandlet lyskerne, er der risiko for at få hævede ben (lymfødem). Hævelserne skyldes ophobet lymfevæske, som ikke kan transporteres væk som normalt, da lymfebanerne er skadet af strålebehandlingerne.
Lymfødem er en kronisk lidelse, men der er gode muligheder for at kontrollere og begrænse lymfødemet, så det generer mindst muligt i dagligdagen. Få mere information om lymfødem og behandling:
Bækkensmerter
Efter strålebehandlingen oplever nogle at få smerter i bækkenet. Ved MR-scanning kan der nogle gange ses små brudlinjer i knoglen som tegn på, at knoglerne har taget skade af strålebehandlingen. Stråleteknikkerne er dog blevet mere moderne, og det ser ud til, at generne er blevet mindre hyppige, sammenlignet med tidligere.
Smerterne opstår hyppigst omkring et år efter behandlingen og forsvinder oftest efter måneder til år. Hvis du oplever smerter i bækkenet efter endt strålebehandling er det vigtigt at drøfte det med lægen, da smerter i
bækkenet bør undersøges. Hvis det drejer sig brud i bækkenet, kan det være en god ide at få ordineret smertestillende medicin i en periode.
Kunstig overgangsalder
Da strålebehandlingen rammer bækkenet, kan det betyde, at æggestokkene sættes ud af funktion, og at slimhinderne i livmoderen bliver påvirket. De fleste kvinder vil derfor gå i overgangsalder og kan som udgangspunkt ikke blive gravide.
Du kan godt få hormonbehandling mod generne, men det er noget, du skal drøfte med din læge, da der kan være andre grunde til, at man helst ikke skal have hormoner. I nogle tilfælde kan du nøjes med at få stikpiller med hormoner lokalt i skeden. Hormonerne går ikke ind i resten af kroppen, men hjælper med at holde slimhinden i skeden rask.
Læs mere om kunstig overgangsalder, og hvad man kan gøre ved eventuelle gener:
Sammenholdet (app)
Sammenholdet er en gratis app til kræftpatienter og deres pårørende, der gør det nemt at koordinere hjælp i hverdagen fra familie og venner. Med appen kan du oprette et netværk, hvor I kan koordinere opgaver som madlavning, børnepasning og transport - og du kan opdatere dit netværk på, hvordan det går i sygdomsforløbet.
Hent 'Sammenholdet' gratis:
Ændret kropsopfattelse
Din sygdom og behandling gør måske, at du skal lære at leve med en ændret krop. Og selv om den måske ikke har ændret sig, kan det være, at din egen opfattelse af kroppen er blevet anderledes.
De fleste oplever, at jo længere tid man er sygdomsfri efter et behandlingsforløb, jo mere fortrolig kan man blive med sin krop igen.
Manglende sexlyst
Manglende lyst til sex er én af de mest almindelige bivirkninger ved sygdom og behandling. De færreste har lyst til sex i tiden lige efter behandlingen for analkræft, da mange har ondt og er meget trætte. Der kan også være bekymringer for fremtiden, og om man bliver rask igen. De fleste oplever, at lysten kommer igen, når sygdommen er kommet på afstand.
Hvis du er i et parforhold, er det vigtigt, at du og din partner forsøger at dele jeres tanker om kærlighedslivet, så I ikke risikerer at tage fejl af hinanden. Sammen kan I måske finde ud af andre måder at dyrke intimiteten på. Hvis det er svært at tale om, er det en god idé at få hjælp til det. Tag f.eks. kontakt til en kræftrådgivning i nærheden af dig.
Særligt for kvinder
For kvinder kan strålebehandlingen betyde, at slimhinderne i skeden kan vokse sammen. Vokser slimhinderne sammen, bliver skeden kort og snæver, og den kan ikke åbnes igen.
For at modvirke afkortning af skeden pga. arvævsdannelse anbefales det at bruge en såkaldt hegar. En hegar er en stav, der er lavet af stål, glas eller glasfiber. Du kan få udleveret en hegar på den afdeling, hvor du er blevet behandlet.
Hegaren indføres forsigtigt i skeden og mindsker risikoen for, at skedevæggene klæber sammen eller skrumper efter behandlingen. Det er en god ide at anvende en form for glidecreme både under eventuelt samleje og ved brug af hegar.
Særligt for mænd
Når mænd får strålebehandling mod endetarmen, er det svært at undgå, at bestrålingen rammer nerverne til penis, da de løber meget tæt på endetarmsåbningen. Det kan give rejsningsproblemer.
Har man fået en lidt højere stråledosis, kan det gå ud over produktionen af mandlige kønshormoner. Det vil oftest først vise sig som træthed og senere som manglende lyst til sex og nedsat potens. Det er vigtigt at gøre lægen opmærksom på nedsat sexlyst og potensproblemer, da impotensen kan afhjælpes af hormontilskud eller midler mod impotens. Læs mere om seksualitet og sygdom:
Kost og kræft
Du kan styrke din krop under en kræftbehandling ved at have fokus på, hvad du spiser. Efter kræftbehandlingen kan sund mad være med til at give dig ny energi og styrke kroppen. Din vægt og appetit er afgørende for, hvad der er sund mad for dig.
Følg de almindelige anbefalinger, hvis du ikke har spiseproblemer
Hvis du kan spise, som du plejer, og ikke taber dig, kan du følge de samme retningslinjer for sund og kræftforebyggende mad, som gælder for alle andre. Dvs. at spise en varieret kost med fokus på fuldkorn, frugt og grønt, fisk og skaldyr, lyst kød og planteolier.
Gode råd hvis du har problemer med at spise
Sygdommen og behandlingen kan medføre en række gener, som mindsker lysten til mad eller gør det svært at spise normalt. Hvis du har lille appetit og taber dig, er det vigtigt at sørge for, at du ikke taber dig mere. Spis mad med højt fedtindhold og protein. Spar på frugt, grønt og fuldkorn, da de mætter meget, men har et lavt energiindhold.
Læs mere om, hvad der godt at spise og drikke, når man har kræft - hvad der er myter, og hvad man skal holde sig fra:
Arbejde under og efter kræftforløbet
Nogle kan fortsætte med deres arbejde, mens behandlingen står på. Andre er sygemeldt i hele perioden - og måske også et godt stykke tid efter, at behandlingerne er afsluttet. Det er ikke alle, der kan vende tilbage til arbejdsmarkedet efter at have været syg - men mange kan, og der er flere muligheder for at komme tilbage til arbejdet på forskellige vilkår. Læs mere om arbejde under og efter sygdom her:
Mentale teknikker og tro
Mentale teknikker som visualisering og meditation kan bruges til at lindre smerter, afhjælpe angst og forbedre livskvaliteten, når man er i behandling for kræft.
Træning og genoptræning
Hvis du har kræft, er det godt for dig fortsat at motionere og røre dig. Motionerede du ikke, før du blev syg, kan du roligt gå i gang med det. Efter kræftbehandling kan motion være med til at styrke både krop og sind.
Efter operation, kemoterapi og/eller strålebehandling har nogle brug for genoptræning, fordi de har fysiske gener. Det er vigtigt, at man får en genoptræningsplan, inden man bliver udskrevet fra hospitalet, for at have ret til genoptræning.
Brug Kræftrådgivningen nær dig
Har du spørgsmål eller brug for at tale med nogen? Rundt om i hele landet har vi kræftrådgivninger, hvor du kan få en samtale med en rådgiver. Du kan også deltage i kurser og fysiske og kreative aktiviteter sammen med andre, der er berørt af kræft.
Find en rådgivning nær digSkriv med andre på cancerforum
Cancerforum er et online forum, hvor du kan stille spørgsmål og skrive sammen med andre, der er berørt af kræft. Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende.
cancerforum.dk