Symptomer på analkræft
De mest almindelige symptomer på analkræft er smerter ved afføring, kløe ved endetarmsåbningen og blødning fra endetarmen. Det er dog alt sammen noget, man godt kan opleve, uden at det betyder, at man har kræft.
Analkræft forveksles ofte med hæmorider og rifter i endetarmen. Det betyder, at du skal være opmærksom, hvis du gennem længere tid har symptomer, som minder om hæmorider. Lad være med at tage stikpiller til behandling af hæmorider uden at blive undersøgt hos lægen først.
Gå til læge, hvis du har mistanke
Har du en mistanke om, at du har kræft, skal du kontakte din læge og blive undersøgt nærmere.
Symptomerne behøver ikke at være tegn på kræft, men du bør alligevel tage dem alvorligt. De kan være tegn på, at du er ved at udvikle en kræftsygdom. Hvis det er tilfældet, er det bedst at blive behandlet så tidligt som muligt.
Du kan læse mere om symptomer på kræft her:
Svært at gå til lægen?
For nogen kan det være svært at gå til lægen, når det handler om symptomer i endetarmen. Prøv at huske på, at der for lægen ikke er forskel på symptomer i endetarmen og symptomer andre steder på kroppen. Jo før du kommer til lægen, jo større sandsynlighed er der for, at eventuelle kræftknuder ikke når at vokse sig store.
Nogle gange bliver analkræft opdaget i forbindelse med screening for tarmkræft. Læs mere om screeningsprogrammet, og om hvordan undersøgelsen foregår: