Operation af kræft i binyremarven
Hvis kræft i binyremarven opdages tidligt, er den primære behandling operation, hvor kirurgen fjerner binyren (adrenalektomi) på den syge side. I de tilfælde er det muligt at fjerne al kræften. Operationen kan i nogle tilfælde udføres som en kikkertoperation.
Ved operationen fjerner kirurgen binyren (adrenalektomi) på den syge side.
Hvis kirurgen har mistanke om, at kræften er vokset uden for binyren, vil du også få fjernet vævet, der ligger omkring binyren, og de nærmest liggende lymfeknuder.
Hvis kræften har spredt sig til omkringliggende organer, er det ofte ikke muligt at blive opereret. Men i visse tilfælde kan du også få fjernet nyren, milten, dele af tarmen eller dele af leveren for at fjerne kræften.
Blodtryksregulerende medicin før operation
Bedøvelsen og operationen kan få kræftcellerne til at frigive store mængder adrenalin og noradrenalin. Det medfører, at blodtrykket stiger meget, hvilket kan give alvorlige følger. For at modvirke dette får du blodtrykssænkende medicin, som forhindrer adrenalin og noradrenalin i at binde sig til modtagemolekyler i kroppen (alfa receptorerne). Du får medicinen fra omkring to til tre uger før operationen.
Efter operationen stopper man med at tage medicinen, og blodtrykket plejer at blive normalt igen.
Hvis det ikke har været muligt at fjerne al kræftvæv ved operationen, kan hormonproduktionen fortsætte, og du kan derfor have behov for at fortsætte behandling med blodtrykssænkende medicin.
Læs mere om medicinen:
Alfa-blokkere mod forhøjet blodtryk
Selektive betablokkere, der sænker pulsen
Genoptræning efter operationen
Efter operationen vil du i gennemsnit være indlagt i 1-4 dage. Det er almindeligt at opleve træthed i en periode, som kan strække sig over flere måneder. Der kan også være smerter i sårene, og de første 6 uger efter operationen må du ikke løfte noget tungt. Det er derfor vigtigt at have fokus på genoptræning, evt. med fysioterapeut, suppleret med daglige gåture. Læs om mulighederne for genoptræning generelt:
Kontrol af binyremarvhormoner efter operation
Efter operationen er det vigtigt at få undersøgt blod- og urinprøver. Normale værdier af binyremarvhormoner tyder på, at al kræftvæv er fjernet.
Hvis man får fjernet den ene binyre, kan den anden producere al den nødvendige mængde hormon. Hvis man får fjernet begge binyrer, er det nødvendigt at få tilskud af binyrebarkhormon som tabletter hver dag resten af livet.
Lindrende medicinsk behandling og strålebehandling ved spredning af kræft i binyremarven
Hvis du ikke kan blive opereret, har symptomer eller sygdommen har spredt sig, findes der flere muligheder for behandling. Lindrende behandling vil ikke fjerne al kræften, men kan hjælpe på generende symptomer og forbedre livskvaliteten.
Der findes flere forskellige typer behandling:
- Strålebehandling kaldet radionuklidbehandling
- Kemoterapi, ekstern strålebehandling eller målrettet medicin ved spredning
- Radiofrekvensbehandling, kryoterapi eller embolisering