Diagnose ved kræft i binyremarven
Diagnosen kræft i binyremarven stilles som regel i forbindelse med undersøgelse af blod- og urinprøver ved forhøjet blodtryk. Det er vigtigt at få stillet den præcise diagnose, så du kan få tilbudt den behandling, som er bedst for dig.
For at kunne stille diagnosen binyremarvkræft vil lægen typisk bruge blodprøver og scanningsbilleder til at se efter tegn på, om det drejer sig om en kræftknude.
Forhøjet produktion af hormoner
Metanefriner dannes, når kroppen nedbryder hormonerne adrenalin og noradrenalin. Ved kræft i binyremarven kan der dannes store mængder af disse hormoner. Mængden af metanefriner vil derfor være højere end normalt i blodet, og i urinen vil der være forhøjet indhold af adrenalin og noradrenalin.
Både en CT-og MR-scanning kan vise, om der er en knude, hvor stor den eventuelt er og om den har spredt sig.
MIBG-skanning viser, om knuden sidder i binyrebarken eller -marven
Med en såkaldt MIBG-skanning kan lægen skelne mellem kræft i binyrebarken og i binyremarven, og desuden se, om der er spredning til andre dele af kroppen. Scanningen kan påvise selv små knuder og spredning.
Endelig diagnose ved operation
Ofte er det først mulig endeligt at vurdere , om der er tale om en god- eller ondartet knude ved operationen, hvor kirurgen også kan vurdere, hvor udbredt sygdommen er.
Vævsprøve ved operation
Ved operationen vil kirurgen fjerne binyren (adrenalektomi) og sende den til nærmere undersøgelse.
Det fjernede væv og evt. nogle lymfeknuder bliver undersøgt i mikroskop for at se, om der er kræftceller til stede og i så fald, hvilken type kræft det drejer sig om. Hvis det er et fæokromocytom, er det oftest ikke muligt at vurdere på mikroskopien, om der er tale om et godartet eller et ondartet fæokromocytom.
Nogle kræftknuder i binyrerne viser sig at være spredning fra kræft, der er opstået et andet sted i kroppen (metastaser).
Yderlige undersøgelser kan vise om kræften har spredt sig
Kræft i binyremarven kan vokse ind i nærliggende organer og kan sprede sig til lymfeknuder. Spredning kan også ske til andre steder i kroppen via blodet og lymfebanen til andre organer, oftest til lever og lunger.
En række undersøgelser kan vise, om der er spredning, og hvor udbredt sygdommen er. Det har væsentlig betydning for planlægningen af behandlingen og for sygdommens prognose.
Læs mere om de undersøgelser, man bruger for at se, om der er tegn på spredning:
Reaktioner på en kræftdiagnose
For de fleste mennesker kommer en kræftdiagnose som et chok – også selvom man måske længe har haft mistanke om noget alvorligt.
Det tager tid at forholde sig til en kræftsygdom – både for dig selv og for dine pårørende. Mange føler sig meget uafklarede i tiden efter, de har fået stillet diagnosen, og der kan være mange ting, du skal tage stilling til. Læs mere:
Stadieinddeling af kræft i binyremarven
Der findes ingen standard stadieinddeling af kræft i binyremarven. Læs mere om stadieinddeling af kræftsygdomme generelt:
Brug Kræftrådgivningen nær dig
Har du spørgsmål eller brug for at tale med nogen? Rundt om i hele landet har vi kræftrådgivninger, hvor du kan få en samtale med en rådgiver. Du kan også deltage i arrangementer, kurser samt fysiske og kreative aktiviteter sammen med andre, der er berørt af kræft.
Find en rådgivning nær digSkriv med andre på cancerforum
Cancerforum er et online forum, hvor du kan stille spørgsmål og skrive sammen med andre, der er berørt af kræft. Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende.
cancerforum.dk