Metoder til vandladning efter bortoperation af blæren

Sammen med lægen, der skal operere, kan man diskutere fordele og ulemper ved de forskellige metoder til afløb for urinen. Flere studier viser, at man får en god livskvalitet, uanset hvilken for fom urinafledning man vælger.

Ens egne ønsker bliver højt prioriteret, men præcis hvilken type ny blære man kan få afhænger af:

• Alder, fordi evnen til at holde på vandet med en tarmblære er dårligere ved højere alder
• Eventuel anden sygdom
• Kræftens placering i blæren
• Om man selv kan og vil tømme blæren med et kateter
• Om man er opereret i tarmen
• Om man har fået strålebehandling mod den nedre del af bughulen
• Om man har inflammatorisk tarmsygdom
• Om man kan holde på vandet inden operationen

Herunder kan du læse nærmere om tre forskellige metoder til urinafløb:

• Urostomi
  Urinen føres ud i siden af maven og tømmes via en stomipose
  
  
• Tarmblære
  Urinen føres ned i en ny blære lavet af et stykke tarm, og man tømmer blæren gennem urinrøret
  
  
• Tarmblære med stomi
  Urinen føres ned i en ny blære lavet af et stykke tarm, og man tømmer blæren ved hjælp af et kateter

Urostomi

En urostomi er en åbning i huden, hvor urinen kan ledes ud. Skal man have en urostomi, får man lavet en udførselsvej for urinen af et stykke tyndtarm.

Under operationen klipper kirurgen et stykke tyndtarm ud, hvis ene ende bliver syet sammen med urinlederne. Den anden ende af tyndtarmsrøret bliver ført ud gennem huden i den ene side af maven. Selve tyndtarmen bliver syet sammen igen og kommer til at fungere normalt.

Ved denne metode bliver urinen ledt via tyndtarmsrøret ud i en pose, der er klistret på huden. Posen har en ventil i bunden, og når den er fuld, kan man tømme urinen gennem ventilen ud i toilettet. Man skal tage posen af og skifte den ud par gange om ugen, hvilket man som regel selv kan gøre.

Urostomi kaldes også Brickerblære efter kirurgen Eugene Bricker, der opfandt metoden omkring 1950.

Bivirkninger ved urostomi

Man kan leve et normalt liv med en urostomi og foretage sig stort set alt, hvad man tidligere har gjort. Der er dog den kosmetiske ulempe, at åbningen i huden (stomien) og posen til urinopsamling er synlig på maven, medmindre man har en løsthængende trøje over. Man kan også få hudproblemer omkring stomien. Enkelte (cirka 5 pct.) får brok eller en forsnævring ved selve stomien, hvilket kan afhjælpes ved en operation.

Tarmblære

Hvis urinrøret er rask, kan man i mange tilfælde få lavet en slags blære af et stykke tarm, der forbindes med urinrøret. Dette kaldes en blæresubstitution, neoblære eller tarmblære. 

Ved operationen klipper kirurgen et stykke tyndtarm ud. Tarmstykket klippes op, foldes og sys sammen på en måde, så det får form som en kugle. Derefter bliver urinlederne syet ind i tarmblæren, som så forbindes til selve urinrøret. Urinrørets lukkemuskel fungerer stadig, selvom blæren er fjernet, og derfor kan tarmblæren holde tæt.

Selve tarmen bliver syet sammen og kommer til at fungere på normal vis igen.

Med en tarmblære kan man ikke selv mærke, hvornår det er tid til at lade vandet. Derfor skal man lære at tømme blæren via urinrøret cirka hver 3. time, også om natten.

Når man skal lade vandet, slapper man af i lukkemusklen. Men da tarmblæren ikke kan trække sig sammen som en normal blære, er det nødvendigt at sætte tryk på ved at spænde bugmusklerne. Præcis som man gør, hvis man har hård afføring.

Der findes forskellige måder at folde tarmen på, hvorved tarmblæren navngives efter den kirurg, der først beskrev denne metode. De oftest anvendte måder at folde tarmen på kaldes således hhv. en Studer-blære eller en Hautmann-blære.

Bivirkninger ved tarmblære

I få tilfælde kan man få problemer med at tømme tarmblæren helt. Det kan så være nødvendigt selv at indføre et tyndt plastikrør (et kateter) gennem urinrøret op i tarmblæren og tømme urinen ud derigennem.

Dette er en metode, som mange mennesker, hvis blære ikke fungerer ordentligt, bruger. Den foregår ganske problemfrit, når man har vænnet sig til det. Hvis man får problemer med at lade vandet, skal man gå til sin læge.

Op mod en tredjedel af alle opererede med tarmblære har besvær med at holde på vandet om natten (natlig inkontinens). Inkontinens i dagtimerne er mindre hyppigt, men ses i større eller mindre grad hos mindst 10 pct.

Andre bivirkninger kan være mangel på B 12-vitamin, hvis tarmstykket, der optager B-12 vitamin, er brugt til at konstruere den nye tarmblære.

Mangel på B-12 vitamin behandles med indsprøjtninger, mens generne ved inkontinens kan bedres ved hjælp af træning og brug af bleer.

Bækkenbundstræning

Tarmblære med stomi

Hos nogle patienter med tarmblære er det ikke muligt at bruge urinrøret som udførselsvej for urinen. I stedet kan man få syet et stykke tarm til tarmblæren og føre det ud gennem en åbning i huden (en stomi). Denne løsning anvendes oftest til de patienter, der har sygdom i urinrøret og ikke ønsker en stomipose.

Urinen kan ikke umiddelbart løbe ud af tarmblæren, og derfor tømmer man den ved at føre et tyndt plastikrør (kateter) ind gennem åbningen (stomien) i huden og ind i selve tarmblæren. Derefter lader man urinen løbe gennem røret og ned i toilettet. Man skal tømme tarmblæren på denne måde hver 4.-6. time, også om natten.

Når tarmblæren er tømt, tager man plastikrøret ud. Til sidst sætter man et lille plaster over åbningen i huden (stomien), indtil man næste gang skal tømme tarmblæren.

Tarmblære med stomi kaldes også Indiana Pouch, Lundiana Pouch eller Mansura Pouch afhængigt af, hvilket stykke tarm og hvilken teknik der er anvendt.

Bivirkninger ved stomi

Omkring halvdelen af alle, der har en tarmblære med stomi, får behov for at blive opereret igen.

De mest almindelige bivirkninger er forsnævringer omkring stomien og blæresten. Man kan også få problemer med at tømme tarmblæren helt og med at holde på vandet.