Se videoer om børnekræft i klassen
Når børnekræft bliver en del af klassefællesskabet, kan der opstå mange tanker, spørgsmål og følelser blandt klassekammeraterne. Find her på siden videoer til alle klassetrin, som kan hjælpe med at starte samtaler om, hvad det kan betyde at have kræft som barn eller ung eller have en syg søskende.
Forbered dig, inden I ser videoerne
Du finder her på siden videoer til alle klassetrin med temaerne:
- Hvad er kræft?
- En forandret krop
- En ændret hverdag
- At have en søskende med kræft
De første tre videoer er lavet til klasser, hvor et barn har kræft, men kan også vises i klasser, hvor der er børn, der er søskende til det syge barn.
Få herunder enkle anbefalinger til, hvordan du kan forberede dig, inden I ser videoerne sammen i klassen.
Sørg for på forhånd at have afklaret med familien og barnet, at I kan tale specifikt om deres situation og forløb i klassen.
Videoerne herunder kan ses som en generel introduktion til, hvad børnekræft er og betyder samt hvordan det kan være at leve med en syg søskende. Men de lægger også op til, at samtalerne i klassen efterfølgende omhandler den syge klassekammerat eller den klassekammerat, der har en syg søskende. Derfor er et samtykke fra familien om at tale om familiens situation vigtigt.
Herudover anbefaler vi, at I fortæller barnet og familien, når I gerne vil bruge videoerne. Det skal gerne skabe en større tryghed for barnet, at der er åbenhed om, hvad der bliver talt om i klassen – også i de tilfælde, hvor barnet måske ikke selv kan være der.
Tal med familien om, hvorfor I gerne vil se videoerne sammen i klassen.
I kan for eksempel fortælle, at formålet med videoerne er, at klassekammeraterne får en større forståelse for, hvad det betyder at få kræft som barn eller ung, få idéer til at holde kontakten under fravær og et indblik i hvordan børnekræft påvirker hele familien.
Er barnet i din klasse søskende til et barn med kræft, kan det være godt at tale med familien om, at det at se filmene og tale om børnekræft i klassen ikke betyder, at barnets vilkår som pårørende til en syg søskende, skal fylde en masse i skolen.
Nogle børn med en syg søskende har brug for, at skolen ikke er fyldt med sygdom og bekymrede miner. Derfor kan en del af samtalen i klassen efterfølgende også handle om, at klassekammeraterne ikke behøver gøre en masse anderledes eller tage mange hensyn.
Du kan for eksempel spørge barnet, der går i din klasse om:
- Vil du (kan du) være til stede, når vi ser den? Eventuelt online?
- Hvad er vigtigt, at jeg får sagt inden, vi ser videoen i klassen?
- Er der bestemte emner i videoerne, som du synes, er svære eller særligt vigtige at tage op bagefter?
- Hvilke råd i videoen synes du, passer til din situation?
- Hvilke råd passer ikke så godt til dig?
Selvom filmene er rettet mod børnene, er det ikke børnenes ansvar at skabe et sundt og trygt klassefællesskab og støtte deres klassekammerat – uanset alder.
Sæt rammen fra start: Det er os som klassefællesskab, der sammen skal give plads til alle i klassen også, når nogen har det svært. Men det er vores ansvar som voksne at sætte gang i, hjælpe jer på vej og holde fast i indsatsen.
Videoerne kan ses uafhængigt af hinanden. Vælg derfor den film, der bedst matcher jeres behov her og nu og tilpas videoernes forslag og råd til jeres klasse.
Videoerne giver ikke færdige svar på, hvad kræften og behandlingen betyder for netop det barn, I kender, eller hvad det betyder at have en syg søskende for netop det barn, I kender, eller hvordan I bedst støtter op i klassen.
De er oplæg til dialog og refleksion i klassen.
For mange børn vil der dukke nye tanker, følelser og spørgsmål op undervejs i kræftforløbet. Derudover kan lange forløb afmatte klassekammeraternes engagement i at holde kontakt. Vend derfor tilbage til videoerne, når I mærker et behov for at starte samtalen i klassefællesskabet igen.
Klasser hvor barnet har en søskende med kræft
Videoerne Hvad er kræft?, En forandret krop og En ændret hverdag er målrettet klasser, hvor et barn er syg – men i nogle tilfælde vil det give god mening at se dem også i jeres klasse. Det kan være, hvis klassen kender det syge barn godt eller har mange spørgsmål til et børnekræftforløb.
Hvis I vælger at se dem, er det vigtigt at introducere børnene til, at videoerne ikke taler til dem – men til klassen med det syge barn.
Spørgsmål, tanker og følelser om at et barn er syg med kræft stopper ikke nødvendigvis, når skoledagen slutter.
Husk at inddrage klassens forældre, så de kan følge op med børnene derhjemme.
Informér klassens forældre om hvilke(n) video(er) I har set i klassen og send gerne link til denne side, så forældrene selv kan se med. Det kan gøre det nemmere for dem at fange, hvis deres børn referer til noget fra en video. Del også med forældrene, hvis der er noget særligt, der har fyldt i samtalen i klassen.
Børn kan reagere forskelligt på at se videoer om børnekræft.
Nogle børn reagerer prompte og giver straks udtryk for tanker og følelser, der dukker op hos dem. Andre kan gå og summe over det i noget tid og først senere fortælle, hvad de tænker eller føler.
Særligt for de ældre elever kan det være svært at vise, hvordan man har det over for alle klassekammeraterne.
Vær derfor opmærksom på, at der kan dukke spørgsmål og reaktioner op i tiden efter. Mød børnene i deres spørgsmål, tanker og følelser.
Læs mere: Tal med børn om børnekræft (e-bog)
Videoer:
Om børnekræft, kroppen og hverdagen
Find videoer om børnekræft tilpasset jeres klassetrin herunder.
Til indskolingen
Få hjælp af Bertram, Astrid og Alex til at forstå, hvad det betyder at have kræft som barn. De har nemlig selv haft kræft og svarer sammen med lægen Mogens på nogle af alle de spørgsmål, som deres venner havde, da de var syge.
Til mellemtrinnet
I de tre videoer herunder møder I Emma, Yasmin og Carl, der alle har haft kræft. Videoerne kan give jer svar på nogle af de spørgsmål, man kan have, når en klassekammerat har fået kræft.
Til udskolingen
Der er mange spørgsmål, tanker og følelser, der kan dukke op, når en klassekammerat får kræft: ”Hvad er kræft egentlig”? ”Hvordan får man behandling?” ”Og hvad betyder det for ens hverdag, når man får kræft”? Det og meget mere gør de tre videoer jer klogere på sammen i klassen.
Videoer:
At have en søskende med kræft
Til de yngste
I videoen fortæller Frida, Sonja og Amir om, hvad det betyder for dem at have en søskende, der er syg med kræft.
Til de ældste
"Når et barn eller et ungt menneske får kræft, så rammer det hele familien", fortæller Maria Hartmann fra Kræftens Bekæmpelse i den her korte video, hvor I kan høre om nogle af de ting, der kan ændre sig, når man har en søskende, der har kræft.