Børns og unges fortællinger om sorg
Herunder kan du se små videoer om børn og unges erfaringer med at leve i en familie, hvor enten far eller mor er syg eller er død. De fortæller deres historier - om at have en syg forælder, om at miste og om at tackle sorgen.
Dicte, 11 år og Malte, 8 år
Dicte og Malte mistede deres mor efter et kræftforløb, som havde varet det meste af deres liv. I filmen fortæller Dicte og Malte, at den største og hårdeste forandring var, da deres mor ikke længere kunne gøre, som hun plejede. De havde vænnet sig til én slags mor - og pludselig var hun en anden mor.
Marcus 10 år og Tobias 9 år
Tobias og Marcus mistede deres mor efter et års kræftsygdom i mavesæk og spiserør. I videoen fortæller de om den dag, de fik at vide, at deres mor var syg og om, hvordan hendes kemo- og strålebehandlinger foregik. Det har de nemlig været med til på sygehuset. Til sidst forklarer Tobias, hvordan han holder mindet om mor ved lige.
Janice, 15 år
Janice mistede sin far til lungekræft.
"Jeg har altid sagt til mig selv, at jeg ikke tror, jeg kommer videre. Jeg tror bare, jeg lærer at leve med det. Jeg tror bare, jeg lærer, at han stadig er der. Han er her bare ikke fysisk. Han er ikke foran mig."
Karoline, 15 år
"Det er svært at rumme alle følelser, men samtidig har jeg også haft den tanke, at jeg ikke gider at gå rundt og græde hele tiden. Så får jeg ikke noget godt ud af livet. Jeg vil hellere lægge ham på hylden lidt og ikke rigtig tænke på ham - så det ikke er hver dag, at jeg tænker på, hvor meget jeg savner min far".