Når en elev mister i den nærmeste familie
Når et barn mister en forælder eller søskende, har det brug for ekstra støtte og opmærksomhed fra ansvarlige voksne – også i skolen. Læs her, hvad I kan gøre for eleven og familien lige, når et dødsfald sker og i tiden, der følger
Man kommer jo til at mangle personen resten af livet. Hvorfor skal man så kun være ked af det i en kort periode af livet?
I kan som skole spille en vigtig rolle, når en elev mister en forælder eller søskende eller en anden nærtstående. I kan være den trygge hverdag, et tiltrængt åndehul og give eleven en vished om, at I støtter, så meget I kan.
Hvem gør hvad på skolen?
Lige når en elev mister en forælder eller søskende, er der ofte en række praktiske spørgsmål, som I med fordel kan afklare sammen på skolen til at starte med:
- Hvem er primær ansvarlig for kontakten til familien og støtte til eleven?
- Hvordan og hvornår kontakter I familien?
- Hvem har ansvaret for at informere forskellige grupper (elever, forældre, personale)?
- Hvem deltager (eventuelt) i begravelsen? Og hvis der gives en bårebuket, hvem køber den?
- Hvem støtter og sparer med den ansvarlige lærer?
- Hvad gør primærlæreren i forhold til andre opgaver i den akutte periode?
Emner til det første møde med familien
En af skolens vigtigste opgaver er at kontakte den berørte familie. Det er ofte en stor lettelse og hjælp for familien, hvis I tager initiativ til at mødes. Har kan I tale om, hvad der er sket, hvordan familien har det, og hvordan I som skole kan støtte eleven. For nogle familier vil det være rart, hvis I kommer på besøg hos dem. For andre vil det være uoverskueligt og måske grænseoverskridende hjemme hos dem. Her kan I eventuelt foreslå, at samtalen kan foregå over telefonen.
Den første samtale efter et dødsfald
Det er en god idé at starte et møde med at opsummere, hvad der er gået forud for dødsfaldet. Læs familiens historie lidt bedre at kende. Undersøg, hvordan familien klarer situationen, og hvad børnene ved om dødsfaldet. Under denne del af samtalen er det også muligt at afsøge, om familien har et stærkt netværk, som støtter op, eller om de er overladt til sig selv.
Dødsfald er forskellige, og der kan være store forskel i støttebehov alt efter om barnet f.eks. har mistet efter et langt kræftforløb eller ved selvmord. Har barnet selv fundet den afdøde, kan det skabe helt andre udfordringer, end hvis dødsfaldet har været ventet og barnet har haft mulighed for at sige ordentligt farvel. Når I kender omstændighederne for dødsfaldet, kan I tilpasse jeres hjælp til familien og eleven.
Nogle familier vælger at skjule dele af sandheden særligt ved traumatiske dødsfald. Vi anbefaler, at man fortæller sandheden. I praksis er det svært at holde styr på forskellige historier om det skete, ligesom det kan skabe stor mistro til både forældre og lærere, hvis barnet senere opdager, at det er blevet løjet for.
Det kan være svært at kende og sætte ord på, hvad man har brug for, når man lige har oplevet et dødsfald. Brug derfor en del af mødet på at fortælle familien, hvilke tiltag I som skole kan igangsætte for at støtte eleven. Giv dem som åbne tilbud, familien kan takke ja eller nej til.
Afslutningsvist er det en god ide at aftale, hvor ofte og hvordan den videre kommunikation forgår, f.eks. igennem telefonsamtaler, mails eller intra. At have faste kommunikationsveje sikrer, at skolen er opdateret på, hvad der sker i hjemmet og omvendt. Dermed bliver det nemmere at samarbejde om elevens trivsel.
Støt eleven
De støttetiltag barnet har behov for vil ofte være afhængige af blandt andet tabets type, barnets alder og personlighed, familien ressourcer og netværk. Lad den primære støtteperson tage en samtale med den berørte elev og gennemgå skolens støttemuligheder, og finde sammen frem til den rigtige støtte for den berørte elev.
Husk på at støttebehov løbende kan ændre sig, som barnet bearbejder og får nye forståelser af sin sorg. Der kan derfor være behov for at ændre og justere på tiltag. Nogle af de tiltag, I kan overveje, er oplistet nedenfor.
Forhold jer til den kommende begravelse
Vend altid med familien og eleven, hvad deres ønsker er til jeres deltagelse i bisættelse eller begravelse. Tilbyd, at deltage i ceremonien – og accepter det, hvis der bliver takket nej.
Mange familier vil gerne have en åben begravelse, hvor alle er velkomne, mens andre kun ønsker, at den nærmeste familie møder op.
Langt de fleste børn i sorg ønsker, at klassens lærere, forældre og kammerater er med til begravelsen. Det giver en fælles referenceramme for en vigtig begivenhed i den elevens liv og vidner om, at klassen støtter og er berørt på familiens vegne. Begravelsen kan blive et godt udgangspunkt for en senere snak om dødsfaldet i klassen.
Det er afgørende, at de andre børn, der eventuelt deltager, er sammen med en eller flere voksne, som har overskuddet til at være der for dem under og efter begravelsen.
Samarbejd med eleven
Forskning viser at det kan være både skræmmende og ubehageligt for elever at vende tilbage til en skole, hvor man ikke ved, hvad der kommer til at ske, eller bliver påduttet nogle støtteordninger, man syntes er grænseoverskridende eller endnu ikke er klar på.
Måske kunne læreren sætte sig ned, og lave en overordnet plan. Du ved, sige: ”Det her er, hvad vi har tænkt os at gøre – hvad synes du om det?” Så eleven ligesom er involveret.
Det er derfor vigtigt, at I taler med eleven om skolens sorgstøtte, og ser eleven som både ligeværdig samarbejdspartner og ekspert på egen sorg. Vi anbefaler derfor, at I mødes med barnet og gennemgår, hvad I har tænkt sig at gøre og giver eleven mulighed for at komme med input til om eleven vil have ændret eller tilføjet noget.
Tjek løbende ind med eleven og hør, hvordan det går og om der er behov for at ændre den planlagte støtte.
Meningsfulde ritualer
Ritualer kan have mange udtryk. I kan samles og synger en sang i skolen, besøger gravstedet eller tænder et lys i klassen. Mange sorgramte elever er skeptiske over for sådanne tiltag, da de føler, at de gør unødig opmærksom på dem i en tid, hvor de allerede har det svært. Ritualer kan dog også være med til at understrege den alvorlige situation, og at skolen forstår tabet. Der er ofte stor forskel på, hvad det enkelte barn ønsker, ligesom alder spiller en rolle. Generelt har yngre børn det nemmere med ritualer.
Den enkelte skoles størrelse spiller også ind på beslutningerne. Befinder man sig på en skole med tusinde elever, er der ikke behov for, at alle ved, hvad der er sket. Er man på en mindre skole, hvor alle kender hinanden, er det en god ide at få informationen ud, da der nok alligevel tales om det. Det bedste råd er derfor, at I diskuterer sådanne tiltag med eleven og lytter til hans eller hendes ønsker og behov i situationen.
God støtte til eleven og klassen
God støtte til eleven og klassen
Selvom langt de fleste skoler er gode til at støtte eleven i tiden efter et tab, oplever mange elever, at deres tab, som månederne går, ofte bliver glemt. For de sorgramte elever er sorgen ikke noget, der går over efter et par måneder. Det er en ny livsomstændighed. Derfor er det vigtigt, at I som skole forholder jer til de berørte børns tab igennem hele skoletiden. Det kræver både at i hjælper eleven med at vende tilbage til skolelivet og klassen på en god måde, samt sikrer jeg at der bliver fulgt op elvens sorg over tid.
Find undervisnings- og trivselsmaterialet om sorg til alle klassetrin her
Det giver også god mening at overveje udviklingen af en individuel elevhandleplan, hvor det langsigtede sorgarbejde nedskrives og struktureres, så det ikke glemmes. Du kan læse mere om elevhandleplaner, i sorghandleplan 2.0.
Personalets ramme for sorgarbejde
Det er en helt central præmis, at for at kunne passe på en sorgramt elev, skal man også passe på sig selv. Mødet med familier, som oplever sygdom og dødsfald, kan ofte være psykisk belastende, da det fører til egne tanker om dødelighed, ligesom tidligere personlige erfaringer med kritisk sygdom og dødsfald kan få gamle minder og traumer til at blusse op. Skal støtten til den kriseramte familie lykkes og være holdbar på lang sigt, er det derfor vigtigt, at den primære lærer har de nødvendige rammer til at varetage dette arbejde. Her er fire råd til, hvordan I kan skabe de rammer.
Det er altid i orden at sige fra over for noget, man ikke kan rumme, da dette også påvirker kvaliteten af den støtte, man kan tilbyde. Det vigtigste er at få sat klare rammer for, hvem der så overtager støttefunktionen, så eleven ikke står alene tilbage.
Sorgarbejde med den berørte elev og familien er ofte fyldt med dilemmaer. Det er en stor støtte at være mindst to personer til at håndtere de svære emner. Selvom der bør være en primær kontaktperson til det berørte barn og dets familie, er det vigtigt, at det personalemedlem, som varetager denne rolle, også har en sparringspartner og støtteperson. En person, man kan vende situationer med, når tingene bliver svære, eller som man kan tale med, hvis man bliver berørt.
Et vigtigt fundament for at kunne give god støtte er at have de nødvendige rammer til at udføre denne opgave. Skolen bør derfor, allerede inden den står i en situation med kritisk sygdom eller et dødsfald, have en aftale om, hvilke ressourcer personalet har tilgængelige til dette arbejde.
Ønsket om at hjælpe den sorggramte elev dog føre til, at nogle lærere ender med at blive så arbejdsmæssigt overbebyrdede, at de går ned med stress. Det kan hurtigt blive en uoverskuelig opgave, hvis man gerne vil hjælpe både barnet, den tilbageværende forælder og familiens øvrige børn. Det er derfor vigtigt at huske på, at kerneopgaven er at støtte det barn, der går på skolen. En del af dette arbejde nødvendiggør også samtaler med forældrene om, hvad der foregår i hjemmet, da dette påvirker barnets trivsel. Oplever man dog, at forældre eller andre børn i familien mistrives, bør fokus være på at få henvist familien til de rette støttetilbud fremfor at forsøge at løse sådanne udfordringer selv.
Gratis rådgivning
Arbejder du med børn og har brug for rådgivning eller sparring vedrørende et barn i sorg?