Behov og udfordringer på gymnasiale uddannelser
Kræftens Bekæmpelse har udført en undersøgelse om unges ønsker, behov og udfordringer i forbindelse med kritisk sygdom eller tab af en nærstående under gymnasial uddannelse. Den belyser også de vanskeligheder, personalet møder i støtten til eleverne. Her finder du en opsummering af de vigtigste råd og indsigter fra rapporten.
Sorg i gymnasiet:
Om undersøgelsen
Rapporten Sorg i gymnasiet belyser på baggrund af en større undersøgelse de udfordringer og støttebehov, som både elever og personale oplever, når elever på gymnasiale uddannelser rammes af sorg. Med udgangspunkt i spørgeskemaer og interviews med rektorer, studievejledere, undervisere og elever præsenterer rapporten centrale indsigter i, hvordan gymnasier kan forbedre deres støtte til elever, der oplever kritisk sygdom eller dødsfald i familien. Derudover giver rapporten konkrete anbefalinger til, hvordan gymnasier kan skabe bedre rammer for sorgstøtte gennem eksempelvis opkvalificering af personale og udvikling af sorghandleplaner.
Udvalgte indsigter:
Resultater fra undersøgelsen
Herunder kan du læse udvalgte indsigter fra rektorer, studievejledere, undervisere og elever, der har deltaget i undersøgelsen.
"Når vi har et ungt menneske inde, påtager vi os et kæmpe ansvar i én af de vigtigste perioder i deres liv for, hvem de bliver som menneske. [...] Vores formål er at sørge for, at de ikke fraviger den rejse, de er på."
Bo, Rektor
Rektorerne i undersøgelsen er enige om, at gymnasiet har en vigtig rolle at spille, når elever oplever kritisk sygdom eller dødsfald blandt deres nærmeste. De betragter gymnasiets rolle som todelt: dels handler det om at sikre elevernes faglige udvikling, dels om at støtte dem i deres personlige dannelse. Når en elev oplever sorg, er det derfor vigtigt, at gymnasiet hjælper dem igennem svære perioder, så de kan fastholde muligheden for endt uddannelse. Rektorerne i undersøgelsen understreger dog, at gymnasiet ikke har kapaciteten til at fungere som behandlingsinstitution.
"Vi er nok ovre i det der med at få det spor til at fungere, der handler om hverdagen og praktiske ting, fremfor at arbejde med selve sorgen."
Hanne, Studievejleder
Undersøgelsens studievejledere ser deres hovedopgave som at sikre, at kriseramte elever på sigt kan genfinde en stabil hverdag. Ofte er der fokus på fravær og fastholdelse, men flere vejledere fremhæver behovet for mere personlig opfølgning og skræddersyet støtte. Et tæt samarbejde med underviserne er afgørende, da vejlederne ikke er til stede i klassen, og derfor ofte mangler det fulde overblik over elevens trivsel.
"Jeg tror også, jeg er lidt påpasselig med at spørge, fordi er det virkelig den rolle, jeg skal have?"
Liv, Underviser
Mange af undersøgelsens undervisere føler sig usikre på deres rolle i sorgstøtten. Selvom de gerne vil støtte eleverne, er der ofte tvivl om, hvor meget involvering, der forventes af dem. Denne usikkerhed skaber stor variation i undervisernes engagement, hvor nogle tager ansvar, mens andre vælger at fokusere på den faglige del af deres rolle. Dette skaber store forskelle i, hvor meget støtte elever oplever på underviserniveau.
Gymnasiet tager sig ikke af dig på samme måde, som dine folkeskolelærere gjorde … Det er ikke lige så personligt. Og mine klassekammerater er ikke nødvendigvis mine venner. De er bare mine klassekammerater her.
Merle, Elev
Undersøgelsens elever oplever ofte, at gymnasiet er mindre personligt og støttende end grundskolen. Mange savner en mere aktiv indsats fra både undervisere og studievejledere, som de føler er for fokuserede på fravær fremfor de trivsels- og præstationsudfordringer, der naturligt følger med kriser. Eleverne efterspørger en mere empatisk tilgang og løbende opfølgning fra deres lærere og studievejledere.
Gå i dybden:
Læs undersøgelsesrapporterne
Har du lyst til at vide mere? Så kan du her dykke ned i undersøgelsens resultater ved gratis at downloade undersøgelsens hovedrapport: "Sorg i gymnasiet – Støttebehov og udfordringer blandt elever og personale på danske gymnasiale uddannelser"
Du kan også downloade den kvantitative rapport: "Sorg i gymnasiet – En spørgeskemaundersøgelse om sorgberedskabet på danske gymnasier"
For viden og vejledning om gymnasielle uddannelsers udvikling og vedligehold af sorghandleplaner kan du læse mere og snart hente en praksisnær manual til processen her
Saras blev grebet af sin studievejleder
Sara Sønderskov Larsens far døde i 1.g, og hendes gymnasieår var præget af sorg. Rammerne på skolen betød, at gymnasietiden alligevel blev god. Det er ifølge studievejleder Gitte Tilling vigtigt at give eleverne rum til at fortælle om deres sorg. Hun mener, at studievejledere har kompetencer til mere, end de selv umiddelbart går og tror.
Læs artiklen på gymnasieskolens hjemmeside