Til dig, der er sorggruppeleder
Er du sorggruppeleder? Her kan du finde inspiration til din rolle som gruppeleder samt relevante materialer og kurser.
Arbejdet som sorggruppeleder kræver, at du kontinuerligt reflekterer over din egen praksis. Det er vigtigt af flere grunde. For det første vil det hjælpe dig til at blive mere opmærksom på, hvordan de enkelte børn og gruppen som helhed bedst guides af dig. For det andet vil det hjælpe dig til at få øje på, hvordan du kan udvikle dig fagligt som gruppeleder. Når du giver dig selv tid til at stoppe op, muliggør du læring og forandring. Du får mulighed for at formulere tydeligere for dig selv og andre, hvorfor du gør, som du gør.
Derudover anbefaler vi, at du evaluerer og udvikler sorggruppetilbuddet med faste mellemrum. Det kan du gøre ved alene eller sammen med din gruppemakker at reflektere over de metoder, I anvender i gruppen, undersøge sorggruppens formål eller overveje børnenes udbytte af det nuværende tilbud. Du kan finde en tjekliste til evaluering af sorggrupper i Håndbog for sorggruppeledere i skolen. Her kan du også finde refleksionsspørgsmål til faglig udvikling samt øvelser til brug i sorggruppen.
Inspiration til din rolle som sorggruppeleder
Materialer til dig, der er sorggruppeleder
- Håndbog for sorggruppeledere i skoler – viden vejledning og inspiration til arbejdet med børn i sorg
- OmSorg – Samtalekort
- Min far spiller fodbold i himlen
Grundlæggende sorggruppelederkursus
Kurset er primært målrettet fagpersoner, der endnu ikke er sorggruppeledere. Men du kan også få et godt udbytte, hvis det er længe siden, du har været på kursus i børns sorg eller du ikke tidligere har deltaget på kurset.
På kurset får du viden om sorgteori, rollen som sorggruppeleder, om gruppedynamikker og grundlæggende samtaleteknikker.Du lærer også om de organisatoriske og praktiske aspekter, det kræver at oprette og drive en sorggruppe. Herudover bliver du introduceret til, hvordan du kan sikre et godt forældresamarbejde og afholde for-samtaler. Du får indblik i børns forskellige sorgreaktioner samt hvilke temaer, der ofte tales om i en børnesorggruppe.