Behov og reaktioner hos syge børn og unge
Børn og unge, der får kræft, har grundlæggende behov for de samme ting som andre børn og unge. I forbindelse med en kræftsygdom kan man opleve, at nogle deres behov bliver større, og andre bliver mindre.
Når et barn eller en ung får kræft, påvirkes hele familien. Både barnet/den unge, forældrene og andre nære pårørende kan reagere med følelser som magtesløshed, bekymring og angst. De færreste har tænkt, at dette kunne ske for netop deres familie, for netop deres barn.
Mange oplever, at de umiddelbare følelser af chok og uvirkelighed, i løbet af lidt tid, kan blive afløst af eller suppleret med mere handlingsorienterede tanker og et fokus på at gøre noget aktivt.
Børn og unge reagerer forskelligt
Ligesom voksne reagerer børn og unge forskelligt, når de udsættes for situationer, som kan virke belastende eller skræmmende, som f.eks. en kræftsygdom.
Et barn eller en ung med kræft har grundlæggende behov for at mærke, at forældrene er tilgængelige og nærværende.. Især yngre børn er afhængige af deres forældre for at få tryghed og trøst. Unge søger ofte trøst hos både forældre og kammerater.
Omsorg og tryghed i hverdagen
Mange børn og unge kan – især i den første tid – opleve et øget behov for omsorg og opmærksomhed. Det kan føles trygt at vide, at man bliver passet på.
Det er godt for barnet/den unge at vide, hvem der er omsorgsgivere – også hvis forældrene en dag skulle være forhindrede. Måske er der andre i familien, som har en nær relation til barnet, som også gerne vil give opmærksomhed og omsorg. Det kan være en god idé at tale med jeres barn om, hvem det selv ønsker som omsorgspersoner.
En kræftsygdom kan skabe mange forandringer i familiens liv. Den almindelige trygge hverdag bliver i perioder udskiftet med omskiftelige perioder med indlæggelser og behandlinger. Både børn, unge og voksne kan derfor have brug for at skabe så meget tryghed og normalitet som overhovedet muligt i sådanne perioder.
Konkret og ærlig information giver tryghed
For børn og unge kan det skabe tryghed, at de forstår, hvad der sker omkring dem og med dem. De fleste børn har behov for viden om, hvilken sygdom de har, og hvilken behandling de skal igennem.
De har behov for at vide, hvem der skal behandle dem, og hvad lægernes og sygeplejerskernes opgaver er. De har behov for information om, hvem der kan hjælpe dem med hvad, f.eks. ved indlæggelser: Hvem kan hjælpe mig, hvis jeg bliver dårlig, eller med skoleopgaver, Playstation, ekstra mad osv. Og når de er sygemeldte derhjemme: Hvem har mulighed for at komme på besøg?
Når I skal fortælle barnet om sygdom og behandling, skal informationen tilpasses barnets alder og modenhed. Generelt har børn og unge brug for konkret og ærlig information, uden forældrenes eventuelle bekymrede tanker. Fortæl gerne dit barn, hvad du ved lige nu og her, og hvad næste skridt i behandlingen er. Og fortæl barnet, at lægerne gør alt, hvad de kan.
Tillid til de nærmeste voksne
Børn og unge har brug for at kunne have tillid til deres nærmeste voksne. Det kan virke meget skræmmende for børn, hvis de oplever, at deres forældre eller lægen ikke fortæller dem hele sandheden. Ofte kan fantasier være mere bekymrende end virkeligheden.
Det er ikke altid, at I som forældre eller lægen kan svare på barnets/den unges spørgsmål. Men I kan fortælle barnet, at lige så snart der er nyt, så får de det at vide med det samme.
I starten havde han mest lyst til at gemme sig på sit værelse. Men jeg sagde, at jeg nok skulle svare på spørgsmål fra de andre børn. Sammen lavede vi seje børnesvar, f.eks. ’man kan også få pasta og kødsovs gennem slangen i næsen’, og ’når man ikke har hår, behøver man heller ikke vaske det i shampoo’.
Kontakt til venner og skole
Børn og unge med kræft har brug for at holde kontakt med deres venner og skole. I perioder er de måske for dårlige af behandlingen til at kunne få besøg, men så kan et brev, en tegning eller en sms fra vennerne i børnehaven eller skolen betyde meget.
At have kontakt med jævnaldrende kan også adsprede barnet fra sygdom og behandling, og det kan samtidig minde barnet om, hvem det er, og hvad det godt kan lide at lave, når sygdommen ikke fylder så meget.