Kontakt til skole, børnehave og barnets kammerater under sygdommen
Fortæl jeres barns pædagog eller klasselærer om sygdommen og behandlingen og aftal, hvordan I foretrækker, kontakten skal være under forløbet. Læreren eller pædagogen kan hjælpe med at forberede de andre børn og sikre, at jeres barn løbende har kontakt til sine kammerater.
Barnets kontakt med de andre børn
Mens barnet er indlagt, kan det være rart at bevare en kontakt til børnene i børnehaven eller på skolen. Det er en god idé at aftale med læreren eller pædagogen, hvordan kontakten skal foregå. På den måde kan I sikre en vedvarende kontakt igennem hele forløbet og sørge for, at hilsener fra kammerater sker på den måde, I foretrækker.
Gode typer kontakt, når barnet er indlagt:
- Sms'er - En sms er let for det syge barn at forholde sig til. Den besvares - evt. sammen med en voksen - når der er overskud og energi til det
- Fælles ugebrev - Stuen eller klassen kan sende et ugebrev f.eks. hver fredag eller hver 14. dag om, hvad der er sket i ugens løb. I institutioner kan pædagogen skrive det ned. I skolen kan eleverne skiftes til at lave brevet. På den måde kan jeres barn følge med i livets gang på stuen eller i klassen
- Breve og tegninger - Det kan være rart for barnet at få breve og tegninger. De kan også pynte på barnets stue, hvis man hænger dem op
- Sociale medier og kommunikationsplatforme – for større børn er sociale medier og kommunikationsplatforme (Snapchat, Messenger, Facetime osv.) selvfølgelig også oplagte til kontakt.
Hvad skal læreren eller pædagogen vide
Hvis dit barn får kræft, vil personalet på barnets skole eller institution som regel henvende sig til jer. Det kan være en god idé, at I får talt om:
- Detaljerne omkring barnets sygdom og behandling
- Hvordan jeres barn kan holde kontakt med de andre børn
- Hvordan I bedst holder kontakt til skolen eller børnehaven - og til de andre børns forældre
- Hvilken information der skal gives hvornår og til hvem
Fortæl barnets pædagog eller lærer om sygdommen og behandlingen
Det er en god idé at bruge tid på at fortælle om forløbet, da pædagogen eller læreren på den måde er klædt på til at svare på spørgsmål fra børnene og forebygge ’vandrehistorier’. Pædagogen eller læreren vil ofte have behov for at kende detaljerne om dit barns sygdom og behandling.
Hvis barnet har søskende, kan det også være en god idé at tale med deres lærere og pædagoger om jeres situation derhjemme. Du kan evt. bede læreren eller pædagogen om at have ekstra opmærksomhed på børnene.
Hilsen fra barnet til stuen eller klassen
Jeres barn kan også sende hilsener den anden vej. Også her er sms, ugebrev og tegninger fine typer af kontakt - nok ofte i mindre omfang.
Det er en god idé at lade kammeraterne følge livet på børneafdelingen, herunder at følge med i de fysiske forandringer, der sker med barnet under behandlingerne.
Hold løbende skolen og de andre forældre orienterede
Det er en god idé løbende at orientere institution eller skole og de andre børns forældre om, hvordan det går.
Det kan gøre både besøg og tilbagevenden til klassen eller stuen lettere for jeres barn, hvis de ansatte og de andre børns forældre har haft mulighed for at følge det syge barn undervejs.
I kan eventuelt lave en mailliste med personer, der kan have gavn af at følge udviklingen i barnets sygdom og behandling. Når der er brug for det, kan du sende en kort mail eller en besked f.eks. på skolens forældreintra. Emnefeltet kunne f.eks. være: 'Status på Karlas kemoterapi'.
Nogle forældre vælger at sende opdateringer og information ud via Facebook eller en blog. Det kan være en god måde at dele nyt om barnet med andre interesserede, så du ikke skal skrive eller ringe til alle, hver gang der er noget at fortælle.
Måske kan læreren eller pædagogen hjælpe med at informere de andre forældre
Mange forældre til et barn med kræft fortæller, at de har gavn af at være åbne om deres situation. Det er en god idé at sende klar, enslydende kommunikation ud om, hvad der foregår. På den måde kan I undgå, at der kommer rygter i omløb og forkerte informationer om jeres situation.
Måske har I i perioder ikke overskud til selv at skrive mails og håndtere de andre forældres reaktioner eller spørgsmål, her kan det være en idé at aftale med barnets lærer eller pædagog, at han eller hun informerer de andre forældre.
Skolestue på hospitalet
Hvis dit barn er i den skolepligtige alder og har kræfter til det, får det undervisning på den børneafdeling, barnet er indlagt på. Det kan være en fordel for jeres barn at have sine egne skolebøger med, så det kan følge lidt med i sin egen klasses pensum.
På flere skolestuer indkalder hospitalslærerne barnet, forældrene og barnets klasselærer til et fælles møde med en læge og en sygeplejerske. Her får I og jeres barns klasselærer information og vejledning om barnets skolegang under sygdomsforløbet.
Besøg i institution eller skole mellem behandlinger
Ofte vil jeres barn være hjemme fra hospitalet i perioder mellem behandlingerne. I de perioder magter de fleste børn i langt højere grad at få besøg af kammerater og selv at komme på besøg i børnehaven eller i klassen.
På nogle skoler tilbyder man ’isolationsskole’. Her stiller skolen et lokale til rådighed, hvor der bliver luftet grundigt ud, og så har barnet undervisning med et par raske klassekammerater.
Forbered de andre børn på besøg
Det vil altid være en god idé, hvis pædagogen eller læreren forbereder de andre børn på, at deres syge kammerat nu er rask nok til i perioder at være sammen med dem igen.
Det er vigtigt at tage en snak med lærer eller pædagog inden besøget. Temaer, der er gode at have snakket om, kan være:
- Har barnet fysiske forandringer, de andre børn skal være forberedte på (f.eks. hårtab, vægttab, vægtøgning, ændret hudfarve, sonde i brystet, talebesvær, træthed eller gangbesvær)?
- Skal personalet sørge for medicin, mens barnet er på besøg i institution eller skole?
- Hvem skal kontaktes, hvis barnet får det dårligt?
- Hvad kan personalet svare, hvis en klassekammerat spørger, om det syge barn kan dø af sin sygdom?
- Hvor meget ved barnet om sin egen sygdom?
- Skal der træffes praktiske foranstaltninger i forhold til kørestol eller lignende?
- Skal der tages særlige hensyn i forhold til barnets immunforsvar - kan han eller hun f.eks. tåle at være sammen med kammerater, som er forkølede?
- Vil barnet gerne tale om sin sygdom og svare på spørgsmål, eller er der mest brug for bare at føle sig som en hel almindelig del af flokken? - vær opmærksom på, at dette kan være forskelligt fra dag til dag, tal gerne med barnet om, hvordan det på en god måde selv kan sige til og fra
Læs mere om samarbejdet med lærere og pædagoger:
OmSorg er et projekt hos Kræftens Bekæmpelse, der arbejder for, at pædagoger og lærere er klædt på til at håndtere børns oplevelser med sygdom og død i familien.