Parforholdet når ens barn har kræft

Det giver styrke og forebygger konflikter, hvis man plejer parforholdet. Det skyldes især, at I løbende får givet og modtaget omsorg og får drøftet forskellige holdninger, før de vokser sig alt for store. Hele jeres familie vil trives bedst, hvis far og mor også får opfyldt nogle af deres basale behov.

Mange forældre til et barn med kræft oplever, at den fælles hverdag forsvinder. Ofte må forældrene dele sig, så den ene primært tager sig af hverdagen hjemme, mens den anden primært tager sig af det syge barn og måske er indlagt sammen med barnet.

I kan opleve, at I har forskellige holdninger til, hvordan I skal tackle sygdommen, og hvad I vil fortælle til hvem. I kan også opleve, at I reagerer forskelligt på sygdommen, og at det kan være svært at forstå og rumme, at ens partner har en anden reaktion end en selv.

Hver sin hverdag

Når barnet er indlagt på hospitalet, bliver den ene forælder ofte indlagt sammen med barnet. Hvis man har flere børn, vil den ene forælder ofte have hovedansvaret for hverdagen derhjemme med det syge barns søskende, mens den anden forælder tager sig af hverdagen på hospitalet.

Det kan være svært at være den, der er hjemme i den ’normale’ hverdag, hvor man ikke kan gøre så meget for det syge barn. Det kan også være svært at være den, der tager sig af det syge barn, hvor al fokus er på barnets behov. Man kan føle sig isoleret og ensom, når hver dag foregår sammen med det syge barn, hvad enten det er hjemme eller på hospitalet.

Det kan ind imellem være godt at spørge sig selv og hinanden, om man nu får plejet parforholdet, så det bliver styrket – et styrket parforhold kan give energi til at klare alle de opgaver, der kommer, når der er et sygt familiemedlem.

Byt roller

Hvis det er praktisk muligt, kan det være godt at skiftes til at være sammen med det syge barn. I kan prøve at lægge en plan for, hvordan I kan bytte roller. I kan f.eks. skiftes til at køre barnet til undersøgelser, og hvis I begge har mulighed for at tage orlov fra arbejdet, kan I måske skiftes til at være hjemme og på hospitalet. Dermed kan I både aflaste hinanden og samtidig deltage i hverdagslivet derhjemme.

Når man bliver meget presset, har man sværere ved at se nye løsninger og kommer nemt til at gøre, som man plejer. Selvom barnet måske helst vil have mor og far med på hospitalet hele tiden, kan man overveje, om andre kunne være der nogle timer, så man kan få tid til at være lidt sammen som par. Det kan være små ting, der kan gøre en forskel, f.eks. tid til kærlighed og omsorg, tid til at dele tanker og følelser, tid til at få opfyldt egne behov.

Husk at tale sammen og anerkend hinanden

Det er vigtigt, at I husker at tale sammen, også selvom I begge kan være udmattede. Fortæl din partner lidt om din dag, også selvom det måske bare har været en dag som alle andre. Og spørg til din partners dag. Det behøver ikke være lange, dybe samtaler. Ved at tale sammen tager I del i hinandens hverdag, og det kan give en forståelse for, hvorfor I reagerer, som I gør.

Det er også en god idé at anerkende hinanden. Det kan man f.eks. gøre ved at rose sin partners indsats. Fremhæv gerne, hvis han eller hun er god til at få gjort noget ved tingene. Måske er han eller hun god til at finde på måder at tackle de nye dilemmaer, som hverdagen byder på, f.eks. at få barnet til at tage medicin eller sidde stille ved undersøgelser. Dermed viser du din partner, at han eller hun ikke er glemt – selvom jeres liv primært handler om sygdommen.

Få hjælp fra andre

Bed om hjælp fra jeres netværk, så I begge kan få et pusterum fra livet med sygdom i ny og næ – enten sammen eller hver for sig. Måske kan bedsteforældre eller andre, barnet er tryg ved, tage med det syge barn til en undersøgelse, eller de kan komme og være sammen med barnet på hospitalet nogle timer.

Forskellige holdninger

Hvem gør hvad? Hvordan skal sygdommen tackles? Hvordan og hvor meget vil I kommunikere undervejs om sygdommen og til hvem? Hvor meget skal det syge barn, eventuelle søskende og omgivelserne have at vide? Hvad nu hvis?

Der er mange ting at forholde sig til, når ens barn bliver sygt – og man kan være mere eller mindre enige. Det kan være rigtig svært at lytte til hinanden, når der er mange følelser på spil. Samtidig har man et særligt behov for at blive hørt, fordi det er så vigtigt for en selv at sikre, at samtalen hjælper en med at løse ens dilemma.

Det kan være en god idé at tage sig tid til at lytte til sin partner og få en uddybning af hans eller hendes holdninger og meninger. En metode kan være, at man skiftes til at tale og lytte. Man kan f.eks. starte sætninger med: ”Jeg synes, vi skal gøre…, fordi jeg tror, det er bedst for vores syge barn/raske børn/os selv af følgende grunde… ”. Når man selv har taleretten, har man mulighed for at fremføre sine synspunkter, og når man lytter, har man mulighed for at have fokus på at prøve at forstå partnerens perspektiver.

Måske kan I på den måde finde fælles ståsteder eller blive enige om, at I er uenige, men at I her og nu gør sådan og sådan, og så kan I måske senere gøre noget andet.

Moren var bange for, at de efterlod deres dreng i ensomhed med svære tanker om døden, når de ikke talte med ham om det. Hun var sikker på, at han godt vidste, at han kom til at dø af sin sygdom

En nænsom måde at blive mere klar over barnets behov er at spørge ind til, hvad barnet tænker om, hvad der kommer til at ske i fremtiden – og til, hvad barnet håber. Håb og realiteter følges tit ad, og barnet viser på forskellig vis omverdenen, at han eller hun godt ved, at han eller hun vil dø af sin sygdom, men stadig har nogle håb til livet her og nu.

Selvom man fra starten har fået at vide, at barnet kommer til at blive rask efter sin sygdom, vil tanker om døden ofte dukke op hos både det syge barn, forældre og søskende. Det kan være vigtigt at give plads til at tale om både frygten for det værste og håbet på det bedste, så ingen føler sig alene med de svære tanker, og man kan glædes sammen ved at dele de gode tanker.

Svært at rumme den andens reaktion

Vi reagerer alle forskelligt i pressede situationer. Nogle har ikke lyst til at tale om det, der er svært, mens andre har brug for at få luft for deres tanker og få andres syn på det hele.

Det kan være rigtig svært at rumme, at ens partner reagerer, tænker og føler noget andet end en selv, når ens fælles barn er alvorlig syg. Man kan blive vred på den anden.

Den ene kan have brug for at tale om 'hvad nu hvis', mens den anden har brug for at udskyde denne samtale, til HVIS den skulle blive aktuel på et tidspunkt. Hvis begge holder på sit, kan det føre til mange skænderier og frustrationer for jer begge.

Husk, at man ikke bestemmer selv, hvordan man reagerer – og hvis man ikke før har stået I en svær situation, kan man ikke vide på forhånd, hvordan man reagerer. Det vigtigste er at give ”hinanden rum til at reagere forskelligt” (Mor til barn med kræft), hvis man kan.

Måske kan I finde et kompromis, så I begge bliver mødt mest muligt. Måske kan I aftale, at I tager en time eller to ud af kalenderen til at tale om det svære, så det ikke fylder alle dagene. Måske kan I bruge metoden med at skiftes til at tale og lytte til at forstå hinandens reaktioner bedst muligt. 

Tal med andre

Hvis du ikke kan rumme din partners reaktion, og I har svært ved at tale sammen, kan det være en god idé at tale med andre om jeres tanker, holdninger og reaktioner.

Måske har du en god ven eller veninde, der kan lægge øre til. Det kan også være en fordel at tale med en udefra – det kan f.eks. være en psykolog eller en hospitalspræst. En professionel rådgiver kan være god at tale med om det, der er svært, hvad enten det er at tackle barnets sygdom, parforholdet, forholdet til andre søskende eller andet.

Opsøg også gerne netværk eller andre forældre, der står i samme situation som jer, og som dermed langt hen af vejen vil skulle tage stilling til de samme spørgsmål.

Skriv tankerne ned

Hvis du ikke kan rumme at tale med nogen her og nu, kan du f.eks. skrive blog, dagbog eller lignende undervejs, så du husker dine tanker og reaktioner. Det er i det hele taget en god ide at få skrevet informationer om behandling og tanker ned løbende, da det kan være svært at huske alting.

En blog kan også bruges til at dele nyt om barnet med andre interesserede, så du ikke skal skrive eller ringe til alle, hver gang der er noget at fortælle.

Mange par oplever, at hverdagen ikke helt ligner sig selv, og at man som par har forandret sig.

Et alvorligt sygdomsforløb kan sætte parforholdet i et nyt lys 

Når barnets sygdomsforløb er afsluttet, er det naturligt at opleve, at hverdagen og parforholdet ikke er det samme, som det var før sygdommen. For mange par kan det føles som, at man skal lære sig selv og hinanden at kende igen. Det kan tage tid at finde hinanden som kærester igen.

Måske ser man sit liv i et nyt perspektiv og beslutter, at man vil noget nyt med sit liv? Måske opdager man, at man ikke længere har en fælles hverdag og lever adskilte liv? Måske har ens partner sagt eller gjort ting undervejs i sygdomsforløbet, som man ikke kan acceptere? Måske fylder skænderierne mere end de gode samtaler? Alt sammen kan være medvirkende årsager til, at man ikke ønsker at fortsætte parforholdet.

Nogle par har svært ved at finde hinanden efter et sygdomsforløb og beslutter at gå hver til sit.

Man kan også have oplevet nye sider af sin partner, som gør, at man værdsætter og holder endnu mere af ham eller hende. Det kan f.eks. være, at ens partner har været rigtig god til at tackle humørsvingninger eller håndtere alt det praktiske i hverdagen. Hvis man har øje for hinanden og parforholdet undervejs, kan parforholdet også være blevet stærkere af at have gennemlevet og tacklet et sygdomsforløb.