Tilbud til det kræftramte barn
Herunder finder du en række tilbud til børn, der er ramt af kræft. Hvis du har tilbud, du ønsker at få på oversigten, eller anden feedback, kan du skrive til Hannah Zacho Ellehauge på hael@cancer.dk.
Psykosocial støtte
Psykologhjælp gennem Børnecancerfonden
Børnecancerfonden tilbyder psykologhjælp til barnet med kræft og næsten hele barnets husstand, herunder søskende og forældre, i op til 5 år efter endt behandling. Børnecancerfonden har et netværk af autoriserede psykologer i hele Danmark, der er klar til at tage børnene hurtigt ind. Børnecancerfonden støtter psykologsamtaler med legater op til 10.000 kr. pr. person.
Hvem: børn, der har eller har haft kræft op til 5 år efter endt behandling.
Hvor: landsdækkende.
Læs mere eller find kontaktoplysninger på børnecancerfondens leder af psykologenheden under 'Søg et legat til psykologsamtaler' på Børnecancerfondens hjemmeside her.
Psykologhjælp gennem Familier med Kræftramte Børn
Psykologhjælp til alle familiens medlemmer enten i form af samtaler, sandplay terapi eller legeterapi.
Hvem: alle børn, der har eller har haft kræft. Familien skal være medlem af Familier med Kræftramte Børn.
Hvor: Sjælland, Midt- og Vestjylland og Aarhus.
Læs mere om psykologtilbuddet her.
Mentorprogram for kræftramte unge
LIVSKRAFT tilbyder et mentorprogram efter Cool Camp, hvor værktøjerne fra Cool Camp bringes i spil i den unges hverdag, så den enkelte unge kommer styrket igennem sygdomsforløbet. Den unge vil blive tilknyttet en mentor blandt de frivillige på campen, og forløbet vil løbe over 9 måneder. Programmet består af en kombination af telefonsamtaler med mentoren og gruppemøder med andre unge fra campen.
Hvem: børn med kræft, der har deltaget på Cool Camp for kræftramte unge.
Hvor: landsdækkende.
Læs mere om Livskrafts mentorforløb her.
Sorggrupper i skoler
Sorggrupper, hvor børn får mulighed for at dele deres oplevelse med jævnaldrende, der også har oplevet at være syge, at miste eller har en pårørende, som er alvorligt syg.
Hvem: alle børn, der er eller har været syge, som er tilknyttet skole.
Hvor: landsdækkende.
Find en sorggruppe i dit område.
Sorg- og samtalegrupper afholdt af Skyggebørn
Sorggrupperne mødes hver anden uge, og er opdelt efter alderstrin, så børnene og de unge kan spejle sig i hinanden. Deltagerne bestemmer, hvad der skal tales om. Der er ingen faste temaer for aftenen, og der tales om det, der fylder – uanset om det er sorgen eller andre ting, der er vigtige for deltagerne her og nu.
Hvem: sorgramte børn og unge mellem 3-28 år, herunder børn og unge med kronisk eller livstruende sygdom tæt inde på livet.
Hvor: København, Aarhus, Aalborg og Esbjerg.
Læs mere om samtalegrupperne her.
SMILmobilen
SMILmobilen er en rådgivningstelefon, hvor forældre, børn og unge kan ringe ind og få en snak med en familierådgiver og terapeut eller socialrådgiver.
Hvem: familier, der er tilknyttet SMILfonden.
Hvor: rådgivningen foregår telefonisk.
Læs mere på SMILfondens hjemmeside - eller kontakt den hospitalsafdeling, I er tilknyttet.
Vilslevgruppen: Netværksgruppe for transplanterede unge og unge med organsvigt
Lukket Facebookgruppe, hvor transplanterede unge, unge som står på ventelisten til et nyt organ og unge som lever med alvorlig kronisk sygdom støtter og hjælper hinanden. I spidsen for Vilslevgruppen er Organdonation – ja tak's Unge Ambassadører, som arbejder for at rejse midler, som kan forsøde tilværelsen og støtte de unge i svære tider med sygdom.
Hvem: transplanterede unge, unge som står på ventelisten til et nyt organ og unge som lever med alvorlig kronisk sygdom, som følge af organsvigt – i alderen fra 15 – 30 år.
Gruppetilbud for børn med kræft afholdt af Børnecancerfonden
Gruppe, hvor børn og unge fra 9 år og opefter, der har eller har haft kræft, kan mødes. I gruppen laver børnene aktiviteter, spiser aftensmad og hygger, samtidig med, at svære temaer tages op. Der er plads til, at man fortæller sin egen historie eller lytter til andres.
Hvem: børn, der har eller har haft kræft fra 9 år og opefter.
Hvor: Aarhus, Odense og København.
Læs mere eller skriv dit barn op til et gruppeforløb på Børnecancerfondens hjemmeside.
Fastholdelse af kontakt til skole og klassekammerater (RESPECT) gennem Børnecancerfonden
RESPECT er et projekt, som sikrer, at børn og unge med kræft kan bevare kontakten til skolen, mens de er indlagt. Hver 14. dag får de besøg af to klassekammerater, der fungerer som deres ambassadører. Derudover sørges der for, at lærerne og eleverne bliver klogere på børnekræft, så de er bedre rustet til at tage godt imod barnet eller den unge, når han eller hun vender tilbage til skolen efter et behandlingsforløb.
Hvem: indlagte børn med kræft.
Hvor: landsdækkende.
Hør mere om jeres muligheder for at blive en del af RESPECT hos projektsygeplejersken på din afdeling. Læs mere om projektet på Børnecancerfondens hjemmeside her.
Forkælelse og arrangementer
Cool Camp for kræftramte børn og unge afholdt af LIVSKRAFT
Cool Camp afholdes af LIVSKRAFT og er et gratis tilbud for unge, der har eller har haft kræft. Cool Camp varer en uge og er et sted, hvor den unge får nye venskaber og har det sjovt sammen med andre unge, som har været igennem lignende oplevelser. Programmet er tilrettelagt med fokus på inklusion, hvorfor eventuelle funktionsnedsættelser ikke er en begrænsning for at deltage.
Hvem: unge, der har eller har haft kræft, i alderen 12-17 år.
Hvor: på Skovly i Ribe i Sønderjylland.
Læs mere på Livskrafts hjemmeside her.
Arrangementer afholdt af Foreningen Cancerramte Børn
Løbende opdatering af arrangementer, eksempelvis weekend- eller biografture.
Hvem: alle børn, der har eller har haft kræft.
Hvor: hele landet.
Arrangementer afholdt af Familier med Kræftramte Børn
Løbende opdatering af arrangementer, eksempelvis weekend- eller biografture.
Hvem: alle børn, der har eller har haft kræft.
Hvor: hele landet.
Ungeweekend afholdt af Organdonation Ja Tak
Weekend for unge, som lever med organsvigt, står på ventelisten til et nyt organ eller som er transplanteret. Her kan du som ung møde ligesindede, danne netværk og få venskaber for livet.
Hvem: unge mellem 16 og 30 år, som lever med organsvigt, står på ventelisten til et nyt organ eller som er transplanteret. Hvis du er over 18 år skal du have et aktivt “Ungdomsmedlemskab” i patientforeningen Organdonation – ja tak!. Hvis du er under 18 år, skal dine forældre have et aktivt medlemskab.
Hvor: Organdonation – ja tak's Luksusferiehus på Djursland.
Læs mere om ungeweekenden her.
Unge-camps & Unge-netværk afholdt af Familier med Kræftramte Børn
Familier med Kræftramte Børn afholder en række specielle aktiviteter, hvor sammenholdet, kammeratskabet og erfaringsudveksling er i højsædet. Foreningens Unge-camps er opdelt således at der to grupper: Unge-camps for 10-15 årige og Unge-camps 16+.
Hvem: børn og unge fra 10 år og opefter, der har eller har haft kræft.
Hvor: landsdækkende.
Make-A-Wish Danmark
Her kan der ansøges om at få alvorligt syge børn og unges ønsker opfyldt.
Hvem: livstruende syge børn i alderen 3 til 18 år.
Hvor: landsdækkende.
Kom på efterskole med støtte fra Børnecancerfonden
Unge med kræft under 18 år kan ansøge Børnecancerfonden om et legat til efterskoleophold. Det samme kan kræftsyge unges søskende. Efterskoleopholdet skal støtte de unge i at vende tilbage til hverdagen efter behandlingsforløbet.
Hvem: børn, der har eller har haft kræft og har været i aktiv kræftbehandling inden for de sidste 5 år.
Hvor: landsdækkende.
Læs mere og ansøg om Børnecancerfondens efterskolelegater på Børnecancerfondens hjemmeside her.
Øvrige tilbud
Børnehuset Siv
Børnehuset Siv er en institution for børn med nedsat immunforsvar og deres familier. I Børnehuset ønsker vi at give familierne mulighed for at omgås andre i dagligdagen. Vi vil i særdeleshed gerne hjælpe barnet med at udvikle bl.a. sine sociale kompetencer igennem leg og samvær med andre børn, så barnet forberedes bedst muligt til fremtiden.
Hvem: børn med nedsat immunforsvar i alderen 0-6 år.
Hvor: Farum.
Børnehospice
Indlæggelse på børnehospice vil for de fleste være undervejs i sygdomsforløb, men kan også være i forbindelse med livsafslutning. Børn og unge kan under indlæggelse være i behandling. Henvisning kan foretages af praktiserende læge eller af læge på en hospitalsafdeling.
Hvem: børn 0-18 år med livsbegrænsende, livstruende eller uhelbredelig sygdom og behov for en specialiseret palliativ indsats.
Hvor: Djursland (Strandbakkehuset) og Hellerup (Lukashuset).
Læs mere om Strandbakkehuset eller Lukashuset.
Støtte og rettigheder
Læs om rettigheder og mulighederne for støtte til familier, hvor et barn er ramt af alvorlig sygdom