Tilbud til forældre til et kræftramt barn
Herunder finder du de tilbud, som vi har samlet til forældre til børn, der er ramt af kræft. Hvis du har tilbud, du ønsker at få på oversigten, eller anden feedback, kan du skrive til Hannah Zacho Ellehauge på hael@cancer.dk.
Psykosocial støtte
Psykologhjælp gennem Børnecancerfonden
Børnecancerfonden tilbyder psykologhjælp til barnet med kræft og næsten hele barnets husstand, herunder søskende og forældre, i op til 5 år efter endt behandling. Børnecancerfonden har et netværk af autoriserede psykologer i hele Danmark, der er klar til at tage jer hurtigt ind. Børnecancerfonden støtter psykologsamtaler med legater op til 10.000 kr. pr. person.
Hvem: forældre til børn, der har eller har haft kræft op til 5 år efter endt behandling.
Hvor: landsdækkende.
Læs mere eller find kontaktoplysninger på børnecancerfondens leder af psykologenheden under 'Søg et legat til psykologsamtaler' på Børnecancerfondens hjemmeside her.
FAMOS (FAMily-Oriented Support) gennem Børnecancerfonden
FAMOS (FAMily-Oriented Support) er et behandlingstilbud i hjemmet til begge forældre i løbet af det første år efter et afsluttet børnekræftforløb. Det er et fast forløb bestående af syv samtaler med fokus på, hvordan kræften har påvirket den enkelte og hele familien, samt hvordan man håndterer livet efter kræft.
Hvem: forældre til et barn, der har afsluttet et børnekræftforløb inden for det seneste år.
Hvor: samtalerne foregår i hjemmet.
Læs mere på Børnecancerfondens hjemmeside her.
Psykologhjælp gennem Familier med Kræftramte Børn
Psykologhjælp til alle familiens medlemmer enten i form af samtaler, sandplay terapi eller legeterapi.
Hvem: forældre til et barn, der har eller har haft kræft. Familien skal være medlem af Familier med Kræftramte Børn.
Hvor: Sjælland, Midt- og Vestjylland og Aarhus.
Læs mere om psykologtilbuddet her.
Socialrådgiver gennem Familier med Kræftramte Børn
Socialrådgiverstøtte til familier, som har behov for en bisidder, sparring, rådgivning om muligheder og rettigheder i samarbejdet med det kommunale system.
Hvem: forældre til et barn, der har eller har haft kræft. Familien skal være medlem af Familier med Kræftramte Børn.
Hvor: rådgivningen foregår over telefon, mail eller online.
Læs mere om socialrådgivertilbuddet her.
Landsforeningen Mistet barn
Landsforeningen Mistet Barn er en landsdækkende frivillig forening, der hjælper og skaber netværk mellem forældre, der har mistet et barn uanset barnets alder og dødsårsag. Der tilbydes bl.a. rådgivning, sorgstøttesamtaler, sorggrupper, forskellige arrangementer og foredrag og et landsdækkende netværk af forældre, der har mistet et barn.
Hvem: forældre, der har mistet et barn.
Hvor: landsdækkende.
Læs mere om foreningens tilbud her.
Vejledning om børns senfølger gennem Senfølgerforeningen
Senfølgerforeningen tilbyder sparring og vejledning til forældre til børn med senfølger efter kræft. Senfølgerforeningen kan hjælpe med konkrete problematikker i forbindelse med kommune, barnets skole m.m., eller viden om, hvad senfølger er, og hvordan man kan hjælpe barnet i en hverdag med senfølger.
Hvem: forældre til børn, der har senfølger efter kræft.
Hvor: landsdækkende.
Kontakt Senfølgerforeningen på info@senfoelger.dk eller læs mere på Senfølgerforeningens hjemmeside her.
Nationalt netværk for forældre til børn med senfølger gennem Senfølgerforeningen
Gennem Senfølgerforeningens Facebookgruppe ’Forældre til børn med senfølger’ kan familier til børn med kræftrelaterede senfølger sparre med hinanden om problematikker efter endt behandling. Derudover deler Senfølgerforeningen relevante nyheder og information om børns kræftrelaterede senfølger i gruppen.
Hvem: forældre til børn, der har senfølger efter kræft.
Hvor: landsdækkende.
Kontakt Senfølgerforeningen på info@senfoelger.dk eller læs mere på Senfølgerforeningens hjemmeside her.
SMILmobilen
SMILmobilen er en rådgivningstelefon, hvor forældre, børn og unge kan ringe ind og få en snak med en familierådgiver og terapeut eller socialrådgiver.
Hvem: familier, der er tilknyttet SMILfonden.
Hvor: rådgivningen foregår telefonisk.
Læs mere på SMILfondens hjemmeside - eller kontakt den hospitalsafdeling, I er tilknyttet.
Terapeutiske samtaler gennem Forældre & Sorg
Forældre & Sorg tilbyder gratis terapeutiske samtaler til forældre, som netop har mistet – eller ved, at de snart skal miste – deres barn, uanset alder og dødsårsag. Samtalerne kan være et terapeutisk forløb af kortere eller længere varighed, som tager udgangspunkt i, hvordan du har det, men det kan også være ekspertrådgivning i, hvordan du griber de praktiske ting an og får redskaber til at håndtere konkrete situationer.
Hvem: forældre, der har mistet et barn.
Hvor: samtalerne foregår enten over telefonen eller online.
Lær mere om tilbuddet på Forældre & Sorgs hjemmeside her.
Sorggrupper gennem Forældre & Sorg
Forældre & Sorg tilbyder sorggrupper til forældre, der har mistet. Sorggruppen består af seks møder af 2,5 times varighed, som foregår på skift hjemme hos deltagerne. Der tilbydes også online sorggrupper i de tilfælde, hvor geografi besværliggør/umuliggør fysiske møder.
Hvem: forældre, der har mistet et barn. Tilbuddet kræver medlemskab af Dansk Center for Familier & Sorg.
Hvor: sorggrupperne foregår hjemme hos deltagerne eller online.
Læs mere om tilbuddet på deres hjemmeside her.
Forælder-til-forælder kontaktforløb gennem Forældre & Sorg
Forældre & Sorg tilbyder forælder-til-forælder kontaktforløb til forældre, der har mistet. Kontaktforløbet foregår over telefonen og er op til fem samtaler med en uddannet frivillig medarbejder, som selv har mistet et barn.
Hvem: forældre, der har mistet et barn. Tilbuddet kræver medlemskab af Dansk Center for Familier & Sorg.
Hvor: kontaktforløbet foregår over telefonen.
Socialrådgiver gennem Børnecancerfonden
Hvis der er behov for hjælp, og hospitalsafdelingerne ikke kan hjælpe, kan Børnecancerfonden tilbyde vejledning fra en socialrådgiver over telefonen eller pr. mail. om familiens rettigheder og muligheder efter endt behandlingsforløb på hospitalet.
Hvem: forældre til et barn med kræft.
Hvor: landsdækkende.
Find kontaktoplysninger og læs mere om tilbuddet om socialrådgiverbistand på Børnecancerfondens hjemmeside her.
Sorggruppe for forældre afholdt af Børnecancerfonden
Denne gruppe tager udgangspunkt i, at der ikke er nogen rigtig måde at sørge på. Der er plads til at dele oplevelser, følelser og minder om barnet med ligestillede. Der vil være fokus på gensidig anerkendelse og respekt for hinandens sorgproces.
Hvem: forældre, der har mistet et barn til kræft.
Hvor: Aarhus og København.
Tilmeld dig en sorggruppe eller læs mere på Børnecancerfondens hjemmeside her.
Forkælelse og arrangementer
Arrangementer afholdt af Foreningen Cancerramte Børn
Løbende opdatering af arrangementer, eksempelvis weekend- eller biografture.
Hvem: alle forældre til et barn, der har eller har haft kræft.
Hvor: hele landet.
Arrangementer afholdt af Familier med Kræftramte Børn
Løbende opdatering af arrangementer, eksempelvis weekend- eller biografture.
Hvem: forældre til et barn, der har eller har haft kræft.
Hvor: hele landet.