Børn har brug for at mindes
Børn har brug for, at I i familien taler sammen om den, I har mistet, og om de oplevelser, I har haft sammen. På den måde viser I hinanden, at han eller hun ikke forsvinder, men lever videre i jeres fælles minder.
Et barn, der har mistet sin mor eller far, vil gennem sit liv opleve situationer og begivenheder, hvor forælderen mangler. Det kan være til højtideligheder som barnets fødselsdag, konfirmation eller bryllup. Men det kan også være i hverdagen, f.eks. når vennen får en sms fra mor, eller skal til fodboldkamp med sin far.
Hjælp barnet med at finde frem til de gode historier
Børn vil have perioder, hvor de har særligt behov for at huske den mistede far eller mor. Fotoalbums eller videoer kan være en gode inspirationskilder til snakke om far eller mor.
Snak om de små detaljer; f.eks. når I bagte småkager sammen til jul, når I hyggede med mor eller far i sofaen eller de særligt gode madpakker, mor eller far smurte.
Skriv minderne ned sammen
En anden måde at huske mor eller far på er skrive minderne ned på et stykke papir, som I måske udsmykker sammen. Det kan være ord eller minder, der der beskriver mor eller far.
At gøre det i fællesskab i familien kan åbne op for mange gode snakke om, hvorfor man netop kom til at tænke på det ord.
Ritualer kan hjælpe til at mindes
Det kan også være en idé at indføre ritualer, som giver anledning til at mindes den døde. Det kan f.eks. være at:
- Sammen tage på kirkegården og vande blomsterne en gang i mellem
- Tage et sted hen, som betød noget særligt for far eller mor
- Holde spilleaftener, hvor I spiser fars eller mors yndlingsslik
Video/lyd med mistet forælder godt at mindes med
Mange har optagelser liggende med den afdøde mor eller far på mobiltelefonen.
Videoer med den afdøde forælder kan være tryghedsskabende for børn at se, og det kan være en måde at have mor eller far med i hverdagen efter dødsfaldet.
Børnene kan se videoerne på telefonen, men I kan f.eks. også have videoen kørerende på fjernsynet i baggrunden, mens børnene leger.
Hvis far eller mor får en ny kæreste, eller hvis familien skal flytte
Hvis du får en ny kæreste, er det vigtigt at huske, at dit barns sorg over at miste en mor eller far er en anden end sorgen over at miste en ægtefælle. Derfor vil I have vidt forskellige behov. Som forælder kan man få en ny kæreste, men man kan ikke få en ny mor eller far - mor eller far kan ikke erstattes.
Det kan være svært for både den 5-årige og den 20-årige at se, at deres far eller mor har lyst til et nyt liv med en ny partner.
Nogle børn synes, det er for tidligt, at en ny partner skal ind og overtage pladsen. Det er betydningsfuldt for børnene at vide, at selvom du har mødt en ny kæreste, savner du stadig og har ikke glemt mor eller far, som er død.
Børn har brug for plads til, at I stadig kan tale sammen om mor eller far, og at han eller hun stadig kan være med, både i familiens fælles minder, traditioner og fremtid.
Det samme gælder, hvis I f.eks. skal flytte fra det hus, familien sammen boede i. Hvis barnet mærker, at den døde lever videre i familien og ikke bliver glemt, kan barnet have lettere ved at acceptere større ændringer.
Læs mere om at få en ny kæreste
Her kan du læse om, hvilke overvejelser man som enke eller enkemand kan gøre sig i forbindelse med at få en ny kæreste, både over for sig selv, børnene og de øvrige omgivelser: