Hvis barnet får ondt i kroppen
Børn kan reagere med at få ondt i maven, ondt i hovedet eller få kvalme, når mor eller far har fået kræft. Hvis børn føler sig utrygge eller bange, kan deres utilpashed komme til udtryk som fysiske smerter.
Børn kan reagere fysisk på ændringer
Det er ikke ualmindeligt, at børn reagerer med f.eks. at få ondt i maven, når der sker nye ting i deres liv. Børn kan reagere fysisk i situationer, hvor de føler sig psykisk pressede, f.eks. hvis de er bange eller utrygge. Det kan f.eks. være ved skift i hverdagen, som at starte i børnehave eller blive storebror. Børn kan derfor også reagere med ondt i kroppen, når mor eller far har fået kræft, og hverdagen dermed ændrer sig.
De mest almindelige fysiske reaktioner hos børn er:
- Ondt i maven
- Ondt i hovedet
- Kvalme
- Smerter samme sted i kroppen, som mor eller far
Der kan være mange årsager til, at barnet har ondt
Hvis børn reagerer med at få ondt i kroppen, kan det skyldes flere ting. Det kan f.eks. skyldes, at:
- Barnet rent faktisk har fysiske smerter
- Hverdagen ændrer sig, og barnet føler sig utrygt
- Barnet er ked af det
- Barnet har behov for opmærksomhed fra forældrene
Brug for opmærksomhed
Ondt i maven eller andre smerter kan være et tegn på, at børn ikke får dækket deres behov for opmærksomhed. Børn har jo erfaringer med, at man får mor eller fars opmærksomhed og omsorg, når noget gør ondt.
Hvis barnet siger, at det gør ondt i maven, hjælper det barnet til at få opmærksomhed og den støtte og omsorg, det har brug for at få.
Gå eventuelt til lægen
Alle grunde til smerter skal tages alvorligt. Hvis det er noget psykisk, som utryghed eller angst, kan smerterne håndteres ved at gøre barnet mere trygt.
Hvis barnet er bange for at være alvorligt syg, kan det være en god idé at gå til lægen. Det viser barnet, at du lytter til det og tager dets bekymringer seriøst. Hvis smerterne rent faktisk skyldes noget fysisk, handler det om at få behandlet sygdommen efter jeres læges anvisning.
Hvis I tager til lægen, så forbered lægen på, at du tror, at det skyldes utryghed i forbindelse med din sygdom. Det er en god idé, hvis lægen undersøger barnet og konstaterer, at der ikke er noget galt i maven. Lægen kan derefter tage en snak med dit barn om, at nogle børn kan få ondt i maven, hvis deres forælder bliver syg, eller der er sket andre forandringer i hverdagen.
Sådan kan du tale med barnet om smerte
Det kan være svært for børn at sætte ord på, hvad det ligger til grund for, at de får smerter. For at finde frem til hvad smerterne skyldes, og finde ud af, hvad der skal til, for at de forsvinder, kan du bruge en spørgemetode, der består af fem trin.
Herunder kan du se de fem trin med konkrete eksempler på sætninger, du kan bruge. Du kan tilpasse sætningerne til jeres situation og måde at tale sammen på.
Du kan starte med at sige:
- Det er ikke rart at have ondt i maven. Lad os prøve at finde ud af, hvorfor du mon har det.
Råd og vejledning til at tale med dit barn
Det er vigtigt at tale med barnet om, hvad det tænker og føler, så det ikke går med det alene. Det kan være svært at sætte ord på. Find råd og vejledning til, hvordan du kan hjælpe dit barn.