Hvis barnet bliver stille og indadvendt
Nogle børn reagerer med at blive stille og måske isolere sig, hvis deres mor eller far har fået kræft. Det kan f.eks. være, at barnet ikke leger og måske tilbringer mere tid for sig selv. Det er vigtigt at tale med barnet om, hvad det tænker og føler, så det ikke går med det alene.
Stille børn har måske oversete behov
Børn kan godt reagere ved at blive stille og indadvendte, hvis en forælder bliver syg, eller der sker andre store forandringer i hverdagen.
Børn, der trækker sig ind i sig selv, kan risikere at blive overset i forhold til deres behov. Voksne kan komme til at tolke barnets adfærd, som at de klarer det flot eller ikke er særlig påvirkede af situationen.
Okay at være stille og indadvendt i en kortere periode
Børn må gerne være stille og mere indadvendte i en kortere periode. Det er en naturlig reaktion, der kan være en måde at beskytte sig selv på og bearbejde den nye situation.
Det vigtigste er at være opmærksom på, om barnet genoptager sine sædvanlige aktiviteter og måde at være på, som f.eks. at lege og være sammen med andre.
Det vigtigste er at få øje på, hvis barnet ikke trives
Hvis man selv er presset i sin hverdag eller har det meget dårligt, kan man komme til at overse signaler hos sine børn, man ellers normalt ville opdage.
Det vigtigste er, at du får øje på, hvis barnet har det svært og trækker sig ind i sig selv, og at du får andre til at tage hånd om det, hvis du ikke selv har overskuddet.
Læs om, hvordan du inddrager andre i situationen, så de kan hjælpe med at støtte op om dit barn:
Tegn på at børn reagerer ved at trække sig ind i sig selv:
- Børnene bliver mere stille, end de plejer
- Børnene leger ikke, som de plejer
- Børnene isolerer sig
Indadvendthed kan skyldes svære følelser
Hvis børn bliver mere stille og indadvendte, kan det være fordi, de er optaget af nogle angste tanker og følelser, der kan være svære at dele med andre. Det kan f.eks. være, at:
- Barnet bliver bange for, at mor eller far skal dø
- Barnet kan også blive angst for, at de selv har været skyld i mors eller fars sygdom
Det kan være meget svært for barnet at sige højt, at han eller hun f.eks. er bange for at være skyld i, at mor eller far er syg. I deres fantasi skaber de en forståelse af, hvad der sker, som ikke nødvendigvis er korrekt, og som kan være skræmmende for dem.
Børn kan være bange for at forlade forælderen
Nogle børn har ikke lyst til at gå ud og lege, som de plejer. Det kan være fordi, de ikke tør forlade mor eller far. Barnet kan være bange for, hvad der kan ske, hvis han eller hun ikke holder øje med deres forælder.
Børn kan også føle sig ansvarlige for at hjemmet fungerer.
Tal med barnet om de svære tanker og følelser
Det er vigtigt at tale med det stille barn om, hvad det tænker og føler, så det ikke går med det alene.
Det kan være svært for børn at sætte ord på, hvad det er, de tænker på. For at finde ud af, hvorfor barnet trækker sig ind i sig selv, kan du bruge en spørgemetode, der består af fem trin. Herunder kan du se de fem trin med konkrete eksempler på sætninger, du kan bruge. Du kan tilpasse sætningerne til jeres situation og måde at tale sammen på.
Råd og vejledning til at tale med dit barn
Det er vigtigt, dit barn ikke går alene med sine tanker og følelser. Men det kan være svært for barnet at sætte ord på. Find råd og vejledning til, hvordan du kan tale med dit barn.
Brug app til at aftale praktisk hjælp
Med appen 'Sammenholdet' kan du oprette et netværk, hvor I kan koordinere opgaver som madlavning, børnepasning og transport - og du kan opdatere dit netværk på, hvordan det går. Hent 'Sammenholdet' gratis her: