Symptomer på brystkræft hos mænd
En knude i brystet er ofte det eneste symptom på brystkræft hos mænd. I meget sjældne tilfælde kan mænd også få inflammatorisk brystkræft, hvor brystet bliver rødt, hævet og ofte ømt.
Symptomer på brystkræft hos mænd
En knude eller en anden form for uregelmæssighed i brystet er ofte det eneste symptom på brystkræft. Der vil sjældent være tale om en øm knude. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på knuder i brystet, så sygdommen bliver opdaget så tidligt som muligt.
I sjældnere tilfælde kan der være andre tegn på brystkræft:
- Væske fra brystvorten og en brystvorte, der har trukket sig indad – væsken kan enten være klar eller blodig
- Sår på brystet, der opstår af uforklarlige årsager
- Hævede lymfekirtler i armhulen. Dette kan være det første tegn på en kræftknude i brystet
Inflammatorisk brystkræft
I yderst sjældne tilfælde kan der være tale om inflammatorisk brystkræft. Symptomerne på dette er et rødt, hævet bryst, som ofte er ømt. Det skyldes, at kræftcellerne blokerer lymfekarrene i huden.
Inflammatorisk brystkræft ligner en infektion i brystet, men antibiotika virker ikke på symptomerne. Symptomerne opstår typisk hurtigt i løbet af dage eller få uger.
Hvis disse symptomer viser sig hos en mand, skyldes det som regel andre helt almindelige årsager. Ofte drejer det sig om betændelse i en talgkirtel eller (meget sjældent) betændelse i selve brystet. Men du bør altid blive undersøgt af en læge, hvis du får disse symptomer.
Tegn på andet end kræft
Det kan være chokerende at blive henvist til undersøgelse (udredning) for kræft.
Det er vigtigt, at du husker på, at de symptomer, du har, også kan være tegn på andet end kræft.