Diagnose og stadieinddeling ved brystkræft hos mænd
Brystkræft hos mænd inddeles i stadier alt efter, hvor stor knuden er, og hvor meget sygdommen eventuelt har spredt sig. Stadieinddelingen er vigtig for, at du kan få tilbudt den behandling, som passer bedst til dig.
Resultater af undersøgelserne
At få stillet sin diagnose vil sige, at man bestemmer sygdommens art og sværhedsgrad. Man kan først få stillet diagnosen brystkræft, når en vævsprøve (biopsi) af knuden er undersøgt i mikroskop, og resultatet (patologi-/mikroskopisvaret) viser, at der er kræftceller til stede.
Stadieinddeling
For at kunne tilbyde den mest egnede behandling, skal lægerne finde ud af, hvilket stadium sygdommen er i. Desuden kan stadiet sige noget om sandsynligheden for at blive helbredt.
Sygdomsstadiet afhænger af, hvor stor knuden er, og hvor meget kræften har spredt sig.
Der findes flere systemer til stadieinddeling. TNM-systemet er det mest brugte.
TNM-systemet
Med TNM-systemet kan man kategorisere knudens størrelse og spredning til væv, lymfeknuder eller andre dele af kroppen.
- T beskriver, hvor stor knuden (Tumor) er
- N beskriver graden af spredning til lymfeknuder (Nodes)
- M beskriver, om der er spredning til andre organer (Metastaser)
Risikogrupper
Patienter med brystkræft inddeles i to grupper: Lavrisikogruppen og højrisikogruppen. Om man tilhører den ene eller den anden gruppe afhænger af, hvor udbredt sygdommen er, og hvor ondartede kræftcellerne ser ud i mikroskopet.
Lavrisikogruppen
Man er i lavrisikogruppen, hvis:
- Sygdommen ikke har spredt sig til lymfekirtlerne i armhulen
- Knuden højst er 1 centimeter i diameter
- Knuden ikke er aggressiv (malignitetsgrad I)
- Knuden er følsom over for østrogen (østrogen receptor positiv)
- Knuden ikke har en HER2 receptor
Hvis man er i lavrisikogruppen, bliver man som regel ikke tilbudt medicinsk/systemisk efterbehandling (kemoterapi eller antihormon behandling i form af tabletter) efter operationen, fordi der er meget lille risiko for, at sygdommen vender tilbage.
Højrisikogruppen
Man er i højrisikogruppen, hvis:
- Kræftknuden er større end 1 centimeter i diameter
- Knuden er aggressiv (malignitetsgrad II-III)
- Knuden ikke er følsom over for østrogen (østrogen receptor negativ)
- Knuden har en HER2 receptor
Hvis man er i højrisikogruppen, bliver man som regel tilbudt medicinsk behandling efter operationen for at nedsætte risikoen for, at sygdommen vender tilbage. Det vil være kemoterapi eller antihormon behandling i form af tabletter.
Inflammatorisk brystkræft hos mænd er en sjælden, aggressiv form
Inflammatorisk brystkræft er en alvorlig form for brystkræft, som kun yderst sjældent rammer mænd. Symptomerne er et rødt, hævet bryst, som ofte er ømt, og det er ikke altid, at man kan føle en knude. Symptomerne opstår typisk hurtigt i løbet af dage eller få uger.
Reaktioner på en kræftdiagnose
For de fleste mennesker kommer en kræftdiagnose som et chok, og det tager tid at forholde sig til en kræftsygdom – både for en selv og for ens pårørende. Læs mere:
Brug Kræftrådgivningen nær dig
Har du spørgsmål eller brug for at tale med nogen? Rundt om i hele landet har vi kræftrådgivninger, hvor du kan få en samtale med en rådgiver. Du kan også deltage i kurser og fysiske og kreative aktiviteter sammen med andre, der er berørt af kræft.
Find en rådgivning nær digSkriv med andre på cancerforum
Cancerforum er et online forum, hvor du kan stille spørgsmål og skrive sammen med andre, der er berørt af kræft. Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende.
cancerforum.dk