Behandling af HER2-positiv brystkræft
Alle kvinder med HER2-positiv brystkræft får tilbudt 1 års behandling med trastuzumab i kombination med kemoterapi efter operationen. Hvis knuden er hormonfølsom (østrogenfølsom), får man også antihormonbehandling.
Behandling af HER2-positiv brystkræft
10-15 pct. af alle tilfælde af brystkræft er såkaldt HER2-positiv brystkræft.
Knuder i brystet bliver altid testet for, om de er HER2-positive. Det sker ved, at lægen undersøger en vævsprøve fra den fjernede knude.
HER2-positiv brystkræft bliver behandlet med trastuzumab sammen med den sædvanlige behandling med kemoterapi og eventuelle antihormonbehandling (også kaldet anti-østrogenbehandling).
Lægerne anbefaler, at behandling med to HER2-rettede antistoffer (trastuzumab og pertuzumab) før operationen sammen med kemoterapi (neoadjuverende behandling) når:
- der er spredning til lymfeknuderne og/eller knuden er mere end 2 cm
- sygdommen er lokalt fremskreden, eller
- man har inflammatorisk brystkræft
Man får trastuzumab gennem et drop i armen, og behandlingen foregår ambulant, så man kan tage hjem efter behandlingen. Det tager cirka én time hver gang.
Behandling med stoffet trastuzumab i kombination med kemoterapi nedsætter risikoen for tilbagefald.
Behandling med trastuzumab har kun få bivirkninger
Efter den første behandling får cirka halvdelen af alle kvinder bivirkninger, som minder om influenzasymptomer. Ved de efterfølgende behandlinger er der ingen eller meget få bivirkninger.
En sjælden bivirkning ved behandling med trastuzumab er en nedsættelse af hjertets pumpeevne.
Nogle undersøgelser tyder dog på, at en påvirkning af hjertets pumpeevne forsvinder igen ved ophør af behandlingen.
Læs mere om medicinen og dens bivirkninger:
Antistofbehandling inden operation
Hvis kræften er HER2-positiv, større end 2 cm eller har spredt sig til armhulen, får man inden operationen kemoterapi sammen med de to antistoffer trastuzumab og pertuzumab. Det gør den samlede behandling meget effektiv. Læs mere om behandling før operation: