Tamoxifen efter operation
Efter operation for brystkræft får kvinder før overgangsalderen tilbudt antihormonbehandling med tamoxifen. Behandling med tamoxifen hæmmer kræftcellers vækst.
Antihormonbehandling med tamoxifen før overgangsalderen
Til kvinder før overgangsalderen består antihormonbehandlingen af tabletter med stoffet tamoxifen, som man får en gang dagligt i 5-10 år.
Behandling med tamoxifen hæmmer kræftcellernes vækst ved at forhindre, at østrogen binder sig til kræftcellernes receptorer.
Tamoxifen virker ved at binde sig til de samme steder (receptorer) i kræftcellerne som hormonet østrogen, uden at have østrogens virkning på cellerne. På den måde blokerer tamoxifen væksten af hormonfølsomme brystkræftknuder.
Unge kvinder med meget høj risiko for tilbagefald bliver anbefalet supplerende behandling med et lægemiddel (gonadotropinfrigivende hormonagonist), der bruges til at undertrykke produktionen af kønshormoner. Så længe man får den medicin, får man ikke sin menstruation, og man vil få symptomer, som hvis man var i overgangsalderen.
Tamoxifen anvendes sommetider ved behandling af brystkræft hos kvinder efter overgangsalderen, hvis der er bivirkninger ved behandling med aromatasehæmmer.
Bivirkninger ved tamoxifen
Bivirkninger ved behandling med tamoxifen kan være hedeture, ledsmerter, kvalme, mundtørhed og væskeophobning i kroppen.
Man kan også få menstruationslignende blødning, tørre slimhinder i skeden, uregelmæssige blødninger og eventuelt ophør af menstruationerne.
Tamoxifen øger risikoen for blodpropper
Blodpropper ses hos nogle få, der er i behandling med tamoxifen. Der er dog enighed blandt lægerne om, at fordelene ved tamoxifen opvejer de risici, der er forbundet med behandlingen.
Det er vigtigt at kende symptomerne på en blodprop, så man kan søge læge og få hurtig behandling. Kontakt derfor straks lægen, hvis du er bekymret for, om du har symptomer på en blodprop.
Almindelige symptomer på en blodprop i benene er:
- Smerte, rødme og hævelse omkring det område, hvor blodproppen er
- Området omkring blodproppen kan føles varmt, når man rører ved det
Symptomer på en blodprop i lungerne:
- Nyopstået åndenød
- Smerter i brystet eller øvre ryg
- Evt. hoste blod op
Behandling af blodpropper
Behandling af blodpropper er som regel medicin, der fortynder blodet (antikoagulerende behandling). Denne type behandling forhindrer, at blodproppen bliver større, og at der opstår flere blodpropper.
Generelle råd til at modvirke blodpropper:
- Gå korte ture dagligt
- Hvis man ikke kan bevæge sig meget rundt, kan man lave simple øvelser, såsom at bøje og strække tæerne en gang i timen
- Sørg for at drikke rigeligt vand
- Brug støttestrømper på flyveture
Let øget risiko for livmoderkræft ved behandling med tamoxifen
Efter flere års behandling med tamoxifen øges risikoen lidt for at få livmoderkræft.
Den let øgede risiko for livmoderkræft skal ses i forhold til den store gavnlige virkning, som tamoxifen har i forhold til brystkræften.
Tamoxifen nedsætter risiko for at få brystkræft, hjertesygdomme og kalktab
Tamoxifen nedsætter risikoen for at få kræft i det andet bryst og nedsætter desuden risikoen for hjertesygdomme.
Derudover reducerer tamoxifen hastigheden af det naturlige kalktab i knoglerne hos kvinder efter overgangsalderen. Læs mere om medicinens virkning og bivirkninger på medicin.dk: