Strålebehandling af brystkræft
Man vil altid få tilbudt strålebehandling efter en brystbevarende operation, og i nogle tilfælde når man har fået fjernet hele brystet. Strålebehandling efter en brystoperation skal slå de kræftceller ihjel, der eventuelt kan være tilbage efter operationen.
Mulige sene bivirkninger ved operation kombineret med strålebehandling
I modsætning til de tidlige bivirkninger, som ofte forsvinder igen, kan der på længere sigt udvikle sig kroniske bivirkninger efter behandlingen. Det kaldes også senfølger.
Senfølger efter strålebehandlingen viser sig først efter måneder eller år.
Huden på brystvæggen kan blive fastere, mørkere og rødsprængt med tydeligere små blodkar, men det gør ikke ondt.
Strålebehandling efter en brystbevarende operation kan gøre, at brystet får en fastere konsistens. Risikoen for dette er cirka 10-15 pct., og risikoen er størst, hvis man har store bryster og/eller er ryger og/eller fik et såkaldt 'boost'.
Nogle kan få smerter i brystet, og smerter og dårligere bevægelighed i skulderleddet.
Nogle får ændret følsomhed i huden, og fedtvævet i brystet kan føles tykkere og fastere. Disse ændringer er ofte til stede allerede efter operationen.
I sjældnere tilfælde kan brystet blive mindre på grund af arvæv. Disse forandringer kan være synlige i et år eller længere efter endt strålebehandling.
Der kan – efter måneder til år – opstå lymfødem som følge af, at man både har fået strålebehandling og operation for brystkræft. Lymfødem er en ophobning af lymfevæske, hvor behandlingen har skadet lymfebanerne. Læs mere om lymfødem:
I sjældne tilfælde kan man udvikle en ny kræftform i støttevævet i det bestrålede område
Det sker dog kun for mindre end én procent af dem, som har modtaget strålebehandlingen, og den gavnlige effekt ved strålebehandlingen overstiger langt risikoen for at få en ny kræftsygdom.
Strålebehandling af brystkræft i venstre side
Der er en risiko for, at hjertets funktion bliver påvirket, hvis man har fået høj stråledosis nær hjertet ved venstresidig brystkræft.
Risikoen for nedsat hjertefunktion efter strålebehandling afhænger af, hvor stor en del af hjertet, der får stråling, og hvor meget strålebehandling.
For strålebehandling givet i Danmark siden 2008 gælder, at behandlingen er planlagt på en CT scanning, hvor lægerne tydeligt har kunnet se hjertet. Derfor er der taget højde for hjertets position i planlægningen af strålebehandlingen, hvor det ofte er muligt at tilpasse stråledosis til lymfeknuderne langs brystbenet og sænke dosis til hjertet.
Et nyere dansk studie af kvinder med brystkræft behandlet med stråler efter 2008 har derfor ikke kunnet vise en påvirkning fra strålerne set i forhold til risikoen for hjertesygdom.
Nogle typer kemoterapi, rygning, sukkersyge, forhøjet blodtryk og høje værdier af fedtstoffer i blodet kan også være med til at øge risikoen for hjertesygdom, efter man har fået strålebehandling nær hjertet.
Lægerne tager alle disse forhold med i overvejelserne og vurderer altid gavn over for risiko af behandlingen for den enkelte.
Strålebehandling af brystkræft med partikelterapi
Omkring nytår 2019/2020 bliver det muligt for nogle brystkræftpatienter at få strålebehandling med partikelterapi på Dansk Center for Partikelterapi på Aarhus Universitetshospital.
Ved almindelig strålebehandling udsættes kræftknuden for ioniserende stråling, som regel i form af højdosis røntgenstråler.
Partikelterapi er en anden form for strålebehandling, der foregår med en partikelaccelerator (cyclotron), der udsender protoner, som i nogle tilfælde er bedre end almindelig strålebehandling.
Behandling med partikelterapi er skånsom og kan være en fordel, når kræftknuden ligger tæt på kritiske organer som f.eks. hjerte og lunger.
Partikelterapi kan derfor være særlig egnet til behandling af brystkræft, hvis lægen vurderer, at kræften sidder et sted, hvor der vil være risiko for, at hjerte og lunger får en høj dosis stråler ved almindelig strålebehandling.
Eksperimentel behandling med partikelterapi
Partikelterapi af brystkræft er endnu er en eksperimentel behandling. Derfor har Dansk Bryst Cancer Gruppe (DBCG) lavet et såkaldt lodtrækningsforsøg på alle danske afdelinger for stråleterapi.
Du kan derfor få tilbudt at deltage i lodtrækning om at få partikelterapi, hvis lægerne vurderer, at der er risiko for, at dit hjerte eller dine lunger får en høj dosis stråler ved behandling med almindelig stråleterapi.
Du kan ikke selv henvende dig med ønske om at få partikelterapi i stedet for stråleterapi.
Læs mere om behandling med partikelterapi: