Sygdomme der kan øge risikoen for brystkræft
Hvis du tidligere har haft forstadier til kræft eller andre kræftsygdomme, kan det øge risikoen for at få brystkræft. Visse andre sygdomme kan også øge risikoen.
Sygdomme i brystet der øger risikoen
Kvinder, som har celleforandringer (in situ cancer) i brystet, har øget risiko for senere at udvikle brystkræft (invasiv cancer).
Kvinder, som har haft brystkræft i det ene bryst, har en øget risiko for at få brystkræft i det andet bryst.
Tidligere kræftsygdomme der øger risikoen
Hvis man tidligere har haft tyk- eller endetarmskræft, har man en øget risiko for at få brystkræft.
Årsagen kendes ikke, men skyldes formentligt, at nogle faktorer øger risikoen for begge kræftsygdomme.
Sjældne sygdomme og syndromer der øger risikoen
Hvis man har Li-Fraumenis syndrom, Cowdens sygdom, Preutz-Jegher syndrom og Hereditær diffus ventrikelcancer (HDGC), som er uhyre sjældne arvelige sygdomsdisponerende genvarianter, har man en øget risiko for at udvikle brystkræft.