Operation i flere faser
Brystrekonstruktion kræver flere operationer, og forløbet strækker sig typisk over cirka halvandet år.
Brystrekonstruktion i tre faser
Rekonstruktion af brystet kan foregå samtidig med operationen for brystkræft eller forstadier til brystkræft (primær rekonstruktion) eller på et senere tidspunkt (sekundær rekonstruktion). Du kan kun få primær rekonstruktion, hvis du ikke skal have strålebehandling.
Rekonstruktion er en proces opdelt i flere faser:
- Rekonstruktion af brystfylden
- Rekonstruktion af brystvorten og det brune område omkring
- Justering af det raske bryst for at få skabt symmetri, hvis det er nødvendigt
Ikke alle kvinder ønsker eller behøver alle operationerne, og nogle kan få operationerne udført samtidigt.
Et rekonstruktionsforløb varer cirka halvandet år, men det kan tage længere tid afhængig af rekonstruktionsmetoden, og hvis der opstår problemer ved de enkelte operationer, vil rekonstruktionsforløbet tage længere tid.
Rekonstruktion af fylde med implantat
At få genskabt brystfylden er den grundlæggende del af enhver brystrekonstruktion. Det kan ske enten ved hjælp af et brystimplantat eller med eget væv eller syntetisk støttevæv (eller biologisk fra dyr) og fedttransplantation.
Rekonstruktion med brystimplantat kan udføres på to måder:
- Primær rekonstruktion med brystimplantat i et trin (1-stadie-operation)
- Rekonstruktion af brystet i to trin med ekspander og senere skift til brystimplantat (2-stadie-operation)
Primær rekonstruktion med brystimplantat i et trin (1-stadie-operation)
En primær rekonstruktion betyder, at man får rekonstrueret brystet ved samme operation, som man får fjernet brystets indhold (brystkirtlen).
Under operationen indsættes implantatet ofte sammen med støttevæv, hvor lægen anvender et stykke at kvindens eget væv eller syntetisk eller biologisk støttevæv, som med tiden forsvinder, men som giver støtte til implantatet, indtil kroppen selv kan overtage opgaven.
Brystimplantatet bliver opereret ind enten foran eller bagved brystmuskulaturen.
Afhængigt af hudens kvalitet, når brystvævet er fjernet, vil lægen kunne lægge et implantat ind af en passende størrelse. Ofte vil du også blive tilbudt en tilpasning af det raske bryst, så der bliver symmetri. Det kan i nogle tilfælde udføres under samme operation.
Hos nogle kvinder er det muligt at bevare brystvorten og det brune område omkring brystvorten. Metoden kræver, at huden er af en sådan kvalitet, at en passende størrelse brystimplantat kan anvendes.
Følesansen i operationsområdet vil ved denne metode være nedsat i forhold til før operationen.
Indlæggelsesvarighed:
Få dage til en uge
Sygemeldingsperiode:
3-6 uger afhængigt af jobfunktion
Primær rekonstruktion
Rekonstruktion af brystet i to trin (2-stadie-operation)
Hvis det er svært at opnå tilstrækkelig størrelse implantat i et trin, kan du få indopereret en såkaldt ekspander. Det er et midlertidigt implantat, der kan udvides. Ekspanderen indsættes under brystkræftoperationen, så den ligger mellem ribbenene og brystmuskulaturen eller i nogle tilfælde foran brystmusklen.
Ekspanderen er opbygget med et justerbart kammer, der gradvist kan fyldes med saltvand gennem en ventil. Lægen kan på denne måde udvide ekspanderens størrelse ved at fylde saltvand i kammeret, så hud og muskel kan udvide sig, indtil brystfylden er tilpas.
Du møder cirka en gang om ugen i ambulatoriet og får fyldt saltvand i ekspanderen ved et indstik gennem huden. Som regel kan lægen fylde 50-100 ml. i ad gangen. Påfyldningen giver som regel spændingsfornemmelse i brystet, der kan vare nogle timer eller få dage. Du kan med fordel tage en tablet paracetamol, inden du møder op i ambulatoriet.
For de fleste kvinder tager det nogle uger at opnå den nødvendige udvidelse afhængigt af, hvor stort brystet skal være. Der er som regel ikke behov for, at du skal sygemeldes under udvidelsesprocessen.
Når du har fået det ønskede brystvolumen (gerne lidt større end det andet bryst), skal der gå 4-6 måneder, inden du ved en mindre operation får skiftet ekspanderen til det blivende implantat.
Rekonstruktion i to trin
Sekundær brystrekonstruktion
Kvinden på billedet nedenfor har først fået fjernet højre bryst ved operation og har senere får indsat ekspander for at gøre plads til et blivende implantat. Det kaldes en sekundær brystrekonstruktion.
Ved en senere operation er det venstre bryst formindsket og løftet for at opnå symmetri.
Rekonstruktion af fylde med eget væv
En brystrekonstruktion af ens eget hud-, fedt- og eventuelt muskelvæv kaldes en lap(plastik).
Denne type rekonstruktion anbefales, hvis:
- du tidligere har fået strålebehandling, så vævet i brystområdet er blevet mindre smidigt og elastisk
- operationsområdet, hvor brystet sad, er præget af meget arvæv
- du skal have rettet en asymmetri, der er opstået efter brystbevarende operati
I de tilfælde vil plastikkirurgen som regel råde til, at brystrekonstruktionen bliver foretaget med dit eget væv evt. suppleret med et brystimplantat. Rekonstruktionen kan foretages enten i 1-stadie eller i 2-stadie og brystfylden kan suppleres med fedttransplantation.
Operationer, hvor lægen flytter væv til brystet fra et andet sted på kroppen, er større og mere langvarige end rekonstruktion med brystimplantat.
Det er forskelligt hvorfra, lægen tager lappen til at rekonstruere brystet med. Det kan f.eks. være fra ryggen, maven, endebalden eller fra siden af kroppen under armhulen. Det almindeligste er en lap fra ryggen eller fra maven.
Lap med hud og muskel fra ryggen (LD-lap)
Dette er en af de ofte anvendte rekonstruktionsmetoder. Her flyttes hele eller kun en del af den overfladiske rygmuskel (kaldet latissimus dorsi) sammen med noget af den overliggende hud om til forsiden, hvor det anvendes til at rekonstruere brystet.
Ofte er lægen nødt til også at anvende et implantat eller en til to efterfølgende fedttransplantationer for at opnå tilstrækkelig fylde.
LD-lappen tages fra ryggen i området mellem skulderblad og hoftekam. Lappen får sin blodforsyning fra armhulen og kan derfor drejes frem på brystets plads.
Denne lap er velegnet til rekonstruktion suppleret med brystimplantation, men kan også i sig selv være fyldig nok, til at rekonstruktionen kan gennemføres uden brystimplantation. Det afhænger af den enkeltes kropsbygning.
Der vil ikke være normal følesans i det nye rekonstruerede bryst.
Indlæggelsesvarighed:
3-6 dage
Sygemeldingsperiode:
4-6 uger afhængig af jobfunktion
Rekonstruktion med eget væv
Lap med hud og fedt fra maven (DIEP-lap)
Hvis du har vævsoverskud nederst på maven, kan dette væv bestående af hud og underliggende fedt anvendes som en lap til at rekonstruere et bryst, og ved denne metode anvendes ikke et supplerende implantat.
DIEP-lappen er velegnet, hvis du har tilstrækkeligt fedt og hud på maven. Dette væv må på grund af afstanden flyttes som en såkaldt fri lap, hvor blodforsyningen midlertidigt afbrydes og genetableres ved sammensyning af tilførende (arterie) og fraførende (vene) blodkar til blodkar ved bryst.
For at opnå den ønskede brystform og størrelse kan det være nødvendigt at kombinere DIEP-lappen med fedttransplantation fra andre steder på kroppen.
Metoden kan kun anvendes, hvis dine blodkar er egnede, hvilket du ofte får undersøgt med enCT-scanning.
I særlige tilfælde anvendes en såkaldt TRAM-lap. Ved en TRAM-lap dannes det nye bryst af hud- fedt- og også noget af mavemuskulaturen (kaldet Transverse Rectus Abdominis). Denne type lap kan anvendes, hvis blodkarrene ikke er egnede til en DIEP-lap.
For at opnå den ønskede brystform og størrelse kan det være nødvendigt at kombinere DIEP-lappen med fedttransplantation fra andre steder på kroppen.
Metoden kan kun anvendes, hvis dine blodkar er egnede, hvilket du får undersøgt med røntgen.
Hvis blodkarrene ikke er egnede til en DIEP-lap, så kan der i særlige tilfælde anvendes en såkaldt TRAM-lap. Ved en TRAM-lap dannes det nye bryst af hud- fedt- og også noget af bugmuskulaturen (kaldet Transverse Rectus Abdominis).
Indlæggelsesvarighed:
3-6 dage
Sygemeldingsperiode:
4-6 uger afhængig af jobfunktion
Rekonstruktion med DIEP-lap før og efter
Andre lapper, som kan anvendes i særlige tilfælde
I særlige tilfælde anvendes andre former for lapper. Det kan være TAP-lappen, TMG-lappen, SIEA-lappen, LUMBAR-lappen, SGAP-lappen eller IGAP-lappen:
Hvis der mangler væv ved brystrekonstruktion
Ved alle typer brystrekonstruktion kan der komme til at mangle væv eller blive behov for at stabilisere rekonstruktionen under selve operationen.
Hvis det er tilfældet, kan kirurgen enten anvende væv fra patienten selv eller i nogle tilfælde benytte biologisk eller syntetisk støttevæv, som er en tynd plade eller et net, som sys ind, så det støtter implantatet.
Biologisk støttevæv
Det biologiske støttevæv, der bliver anvendt, kommer fra en gris eller ko, da dette bindevæv ligner menneskets mest. Det består af kollagen (bindevæv) og kan indsættes og tilpasses efter behov. Støttevævet kan uden problemer integreres i menneskekroppen, da det ikke indeholder celler, og derfor ikke bliver opfattet som et fremmedlegeme af menneskets immunforsvar.
Materialet, som anvendes, kan variere, men uanset hvilket materiale der bliver anvendt som støttevæv, forsvinder det efter 1-2 år og erstattes af kroppens eget bindevæv.
Metoden kan anvendes til at supplere mængden af ens eget væv og opnå den rigtige bryststørrelse ved første operation og derved undgå udvidelse med ekspander. Det betyder, at du i nogle tilfælde kan få et rekonstruktionsforløb med færre operationer og sygehusbesøg.
Fedttransplantation fra patienten selv
Fedttransplantationsteknikken kan hos nogle give gode resultater. Effekten er dårligere, hvis du er ældre og bliver ikke anvendt hos kvinder over 65 år.
Kirurgen vil foretage en skånsom fedtsugning fra steder på kroppen, hvor der er overskud i underhuden. Herefter bliver det udsugede fedt forsigtigt behandlet, så fedtcellerne kan indsprøjtes på steder, hvor en genopbygning eller korrektion er ønsket. Metoden bliver især brugt til mindre justeringer.
Rekonstruktion af hele brystet med denne teknik bliver kun anvendt i et meget begrænset omfang og er endnu på et forsøgsstadie, dadet kræve adskillige operationer.
Justering af det rekonstruerede bryst
For knap en ud af fire er det nødvendigt efterfølgende at få finjusteret det rekonstruerede brysts form og placering ved en eller to mindre operationer. Det vil typisk ske nogle måneder efter, man har fået foretaget rekonstruktionen.
Justeringsoperation kan være nødvendig for at:
- Løsne indtrækning af brystet
- Udfylde ujævnheder
- Tilrette uskønne ar
- Fjerne overskydende væv
I visse tilfælde kan det være hensigtsmæssigt at kombinere en fedtsugning med en fedtransplantation for at forbedre det kosmetiske resultat.
En sådan justeringsoperation kan du ofte få samtidig med rekonstruktion af brystvorten og ofte i fuld bedøvelse.
Hvis lægen vurderer, at det er muligt, kan du blive opereret i lokalbedøvelse uden at skulle indlægges.
Hvis operationen foregår uden indlæggelse, er sygemeldingsperioden 1-3 dage.
Rekonstruktion af brystvorte
Når du har fået genskabt brystfylden, arrene er helet, og vævet er faldet til, kan du få rekonstrueret en brystvorte. Typisk går der omkring et halvt år.
Selve brystvorten bliver konstrueret af hud og underhud fra stedet, hvor brystvorten skal placeres. Det sker ved, at små hudlapper foldes om sig selv og sys fast.
Senere bliver den nye brystvorte og området omkring den tatoveret, så den får samme farve som brystvorteområdet på det andet bryst.
Hos nogle kan lægen anvende halvdelen af den anden brystvorte som et transplantat, der placeres på det rekonstruerede bryst.
Den rekonstruerede brystvorte får aldrig en normal følesans.
Rekonstruktion af brystvorten foregår oftest i lokal bedøvelse, så det ikke er nødvendigt at blive indlagt. Men somme tider foregår operationen i fuld bedøvelse samtidig med, at du får det raske bryst opereret for at opnå symmetri.
Hvis operationen foregår uden indlæggelse er sygemeldingsperioden 1-3 dage.
Tatovering af brystvorte og efterfølgende pleje
Tatoveringen foretages af en professionel tatovør eller plastikkirurgen og foregår ambulant (uden indlæggelse).
Sammen med tatovøren bestemmer man det område, som skal tatoveres.
Det er ikke nødvendigt med lokalbedøvelse, men man kan eventuelt købe lokalbedøvende EMLA plaster eller lokalbedøvende creme på apoteket. Plasteret skal sættes på området cirka 2 timer før tatoveringen.
Du får forbinding på området, som skal sidde nogle dage, og du får forklaret, hvordan du skal passe såret, efter du tager forbindingen af.
Så længe der stadig er sår, bør du undgå at bade i karbad, svømmebassin eller i havet pga. risiko for infektion. Du bør også undgå at gå i sauna på grund af varmen og at solbade.
Tatoveringen skal herefter altid være dækket med højeste faktor solcreme, hvis man solbader, da sol og solarium bleger tatoveringsfarverne.
Justering af det raske bryst for at skabe symmetri
En del kvinder er nødt til ved en operation også at få rettet det raske bryst, for at brysterne ligner hinanden mest muligt.
Ofte får man opereret det raske bryst mindre og får brystet 'løftet'.
Da brystrekonstruktion med et implantat kan give øget fylde i den øverste del af brystet, vil man i nogle tilfælde kunne tilbyde brystforstørrelse med et implantat på den raske side.
En justering af det raske bryst kan foretages i forbindelse med brystrekonstruktionen eller ved en senere operation. Det vurderer kirurgen sammen med dig.
Også ved disse operationer er der bivirkninger med ændret følesans omkring arrene og risiko for uskønne ar.
De hyppigste komplikationer er blødning og infektion i sårene med forsinket heling, og brystvortens følesans kan i nogle tilfælde blive varigt nedsat.
Indlæggelsesvarighed:
Få dage.
Sygemeldingsperiode:
Cirka 2-3 uger afhængigt af jobfunktion.