Overvejelser om rekonstruktion eller ej?
Det er vigtigt, at du tager dig tid til at overveje, om du ønsker at gennemgå en brystrekonstruktion. Det er også vigtigt, at du har forståelse for de kosmetiske begrænsninger, der er med hensyn til resultatet af en brystrekonstruktion. Der kan være brug for flere samtaler med plastikkirurgen for at afklare eventuelle spørgsmål.
Brystrekonstruktion tager tid
At få sit bryst rekonstrueret tager tid og kræfter, og man skal være godt motiveret.
En brystrekonstruktion kan omfatte flere operationer, og hele processen kan tage op til halvandet år. Men det kan tage længere tid afhængig af metoden, som brystet bliver rekonstrueret med, og om der eventuelt opstår problemer ved de enkelte operationer.
Inden samtalen med plastikkirurgen er det er en god idé at skrive spørgsmål ned på forhånd, så du ikke glemmer noget. Det kan være en fordel at tage en pårørende med, hvis du f.eks. bliver i tvivl om, hvad lægen har sagt.
Valg af rekonstruktionsmetoden afhænger bl.a. af:
- Din kropsbygning og bryststørrelse
- Hvordan arret er efter operationen for brystkræft:
Dybe stramme/brede ar kan gøre, at f.eks. rekonstruktion med implantat må fravælges - Om du tidligere har fået strålebehandling:
I så fald vil kirurgen oftest anbefale rekonstruktion ved hjælp af dit eget væv, fordi resultaterne ved brug af implantater i strålebehandlede områder ikke bliver tilstrækkeligt gode - Om du har et egnet overskud af hud i brystregionen
- Om du har et egnet hudoverskud de steder på kroppen, hvor der kan tages væv til rekonstruktionen
- Om du har ar efter tidligere operationer, som kan begrænse mulighederne for brystrekonstruktion:
Det kan være nødvendigt før en operation med eget væv at sikre, at der er de nødvendige særlige blodkar. Det kan ses ved en CT-, MR- eller ultralydsscanning - Om du har komplicerende sygdomme f.eks. sukkersyge, gigt, hjerte-karsygdomme eller lungesygdomme, da disse sygdomme kan give komplikationer ved operation under fuld bedøvelse
- Om du er overvægtig (BMI større end 30):
Du kan blive anbefalet vægttab for at en brystrekonstruktion kan blive foretaget - Dit forbrug af tobak og alkohol
- Dine ønsker om rekonstruktion med brystimplantat eller eget væv, placeringen af ar efter anvendelse af eget væv mm.
Ved de forskellige metoder er der forskel på antallet af indlæggelser, varigheden af dem, antallet af ambulante besøg, varighed af sygemelding, og hvor graden af problemer der kan opstå.
Sammen med plastikkirurgen finder I den metode, der egner sig bedst til dig og i din situation.
På alle plastikkirurgiske afdelinger i Danmark findes der fotomapper med fotos af rekonstruktioner og før og efter billeder. Spørg på din afdeling, hvis du før brystrekonstruktion er interesseret i at se de forskellige operationsresultater.
Rygestop før brystrekonstruktion
Det er et krav, at du stopper med at ryge mindst seks uger inden brystrekonstruktion. Det gælder ved:
- Primær brystrekonstruktion for brystkræft og forstadier til brystkræft
- Såkaldt 'risikonedsættende operation, som man kan få tilbudt, hvis man har høj risiko for at få brystkræft (begge bryster bliver fjernet)
- Sekundær brystrekonstruktion
Hvis du kun ryger ganske lidt - og i øvrigt er helt sund og rask - er det muligt, at lægerne alligevel vil foretage en primær brystrekonstruktion.
Men hvis du f.eks. samtidig er overvægtig, har forhøjet blodtryk eller anden sygdom, vil lægerne som regel ikke lave en primær brystrekonstruktion, men i stedet anbefale, at du først får fjernet brystet (mastektomi) og senere får rekonstrueret brystet (sekundær brystrekonstruktion), så du kan nå at holde op med at ryge inden.
Udskiftning af implantater
Med alderen og ved vægtændringer ændrer kroppen sig, hvilket kan ændre brysternes udseende.
Det kan medføre, at man ønsker en ny operation, selv om implantatet i sig selv ikke fejler noget.
Derfor skal du regne med, at der senere kan opstå behov for ny operation.
Sjælden form for lymfom og brystimplantat
Meget sjældent kan der opstå en form for lymfekræft eller celleforandringer i det bindevæv, der omgiver et brystimplantat.
Denne særlige form for T-cellelymfom kaldes brystimplantatassocieret anaplastisk storcellet lymfom (BIA-ALCL).
Tilstanden er så vidt vides kun set ved implantater, som har en såkaldt tekstureret overflade. Årsagen kendes endnu ikke.
Symptomerne er en spontant, ofte ret pludseligt, opstået hævelse omkring implantatet mere end 12 måneder efter brystimplantationen. Hævelsen skyldes væskedannelse omkring implantatet (også kaldet 'serom') afgrænset af en bindevævskapsel. Kun i få tilfælde kan der føles en knude.
Seromvæske og en evt. knude bør undersøges under mikroskop for kræftceller. Desuden bliver brystområdet og lymfeknuder i armhulerne og eventuelt på halsen undersøgt med ultralyd, og man får en mammografi og i nogle tilfælde MR-skanning af brystet.
Hvis det viser sig, at der er tale om BIA-ALCL, bør man få foretaget en PET-CT-scanning og eventuelt også en knoglemarvsbiopsi for at udelukke, at sygdommen har spredt sig.
Behandlingen består i, at implantatet og bindevævskapslen udenom bliver fjernet ved operation.
BIA-ALCL, som strækker sig ud over kapslen, kan udvikle sig mere aggressivt, og behandlingen vil så blive suppleret med kemoterapi eller immunterapi og eventuelt stråleterapi.
Sygdommen har en god prognose, hvis den behandles i et tidligt stadium, hvor alt kan fjernes ved operation.
Risikovurdering af brystimplantater
Siden begyndelsen af 1990'erne har der været en del debat om brystimplantater med silikone.
Der har været mistanke om, at implantaterne kunne medføre bl.a. gigt- og bindevævssygdomme på grund af udsivning af silikone.
Men der er ikke medicinske videnskabelige holdepunkter, som støtter mistanken mod silikone. Dette underbygges af grundige udenlandske og danske undersøgelser.
Der er dog stadig kvinder, som mener, at de er blevet syge af at få lavet brystimplantation f.eks. med omfattende træthed, muskelsmerter eller andre gener. På engelsk kaldes dette 'breast implant illness'.
Det er vanskeligt at dokumentere en eventuel sammenhæng mellem symptomer og brystimplantater, da der ikke findes blodprøver eller scanninger, som kan bekræfte disse lidelser.
Cirka halvdelen af de kvinder, som har disse symptomer, får det bedre efter implantaterne bliver fjernet.
Brystimplantater øger ikke risiko for tilbagefald
Der er ikke øget risiko for tilbagefald af brystkræft, som har fået foretaget en brystrekonstruktion med brystimplantat efter operation for brystkræft.
Fravalg af brystrekonstruktion
Nogle kvinder fravælger brystrekonstruktion og vælger at ’leve fladt’ (kaldes også ’fladt valg’) efter at have fået fjernet et eller begge bryster.
Der kan være mange forskellige grunde til, at man ikke ønsker en brystrekonstruktion. Årsagerne til fravalg af rekonstruktion kan være at:
- man ikke ønsker endnu en operation - og måske flere
- der er en vis risiko for, at der kan opstå komplikationer ved en rekonstruktion
- et nyt bryst måske vil føles unaturligt
- man ønsker at lægge sygdomsforløbet bag sig
For nogle kvinder er en brystprotese, der kan bruges i BH’en efter behov, det rigtige valg, og de har derfor ikke behov for en rekonstruktion. Det er muligt at få tilskud til en brystprotese. Læs mere:
Hvis du overvejer ’fladt valg’
Det er en personlig beslutning, om man ønsker at få brystrekonstruktion eller ej. At tale med plastikkirurgen på hospitalet kan hjælpe dig til at blive afklaret, så kan du få en ide om, hvad en rekonstruktion kræver, og hvad du kan forvente.
Hvis du er usikker på, om en brystrekonstruktion er det rigtige valg for dig, kan plastikkirurgen hjælpe dig med dine overvejelser og besvare dine spørgsmål.
Du kan overveje at spørge plastikkirurgen om:
- Hvad kan jeg forvente af det kosmetiske resultat af operationen?
- Har du billeder af kvinder, som ikke har fået rekonstruktion?
- Har du billeder af kvinder, der ligner mig, og som har fået rekonstruktion?
- Vil jeg have følelse i huden i brystområdet efter operationen?
- Hvad gør jeg, hvis jeg fortryder, at jeg ikke fik lavet en brystrekonstruktion?
Du kan også overveje at se tiden an, til du bliver mere afklaret om din beslutning. Det er svært at vide på forhånd, om man senere ønsker en brystrekonstruktion.
Du kan ombestemme dig flere gange, efter du har fået fjernet brystet, og din livssituation kan ændre sig. Hvis du senere alligevel ønsker brystrekonstruktion, er det ikke for sent. Plastikkirurger kan rekonstruere brystet flere år efter operationen.