Opfølgning efter bugspytkirtelkræft
Hvis du bliver opereret for bugspytkirtelkræft, får du tilbudt et opfølgningsforløb bagefter. Du går til opfølgningsbesøg på hospitalet hver tredje måned, indtil der er gået op til to år efter operationen.
Ved opfølgningsbesøgene taler du med lægen eller sygeplejersken om eventuelle symptomer, og om der er tegn på, at sygdommen er vendt tilbage.
Formålet med opfølgning efter behandling er at:
- Holde øje med tegn på, at kræften er vendt tilbage
- Behandle bivirkninger og senfølger af behandlingen
- Forebygge komplikationer
- Sikre, at din livskvalitet bliver så god som mulig
- Vurdere muligheder for forbedret behandling
Sammensætningen af et opfølgningsprogram skal foregå i en åben dialog mellem patienten og lægen, da der ingen beviser er for, at tæt opfølgning giver en bedre overlevelse efter kræftsygdommen.
Undersøgelse for tilbagefald
Kontroltidspunkterne er 1, 3, 6, 9, 12, 18 og 24 måneder efter operation.
Ved mistanke om tilbagefald af sygdommen bliver du typisk undersøgt med blodprøver og CT-scanning.
Hvis du ikke er blevet opereret, men får behandling på en kræftafdeling, følges du regelmæssigt med lægesamtaler, CT-scanninger og blodprøver, mens du får kemoterapi. Læs om de forskellige undersøgelser her:
Spørgsmål til lægen
Opfølgningsbesøgene er en god anledning til, at man tager sine spørgsmål, bekymringer og problemer op. Det er en god idé, at du skriver dine spørgsmål ned hjemmefra. Tag gerne en pårørende eller en ven med til besøgene. Det er en god støtte for mange.
Gør opmærksom på symptomer eller gener
Det er vigtigt, at du gør lægen opmærksom på nye symptomer eller ændringer, så lægen om muligt kan tilbyde supplerende undersøgelser og eventuelt behandling eller lindring. Formålet med opfølgning er også, at du kan få behandlet eventuelle bivirkninger og gener. Du har mulighed for at fortælle om dine behov, bekymringer og om din hverdag. Du kan høre, hvordan du bedst får behandlet eventuelle senfølger, og om du har behov for rehabilitering.
Gode råd om kost, livsstil og hjælpemidler
Ved besøgene kan du også få råd om kost, livsstil og hjælpemidler, hvis du har behov for det. Der kan evt. være behov for henvisning til diætist eller specialiseret genoptræning eller videre behandling af følgesygdomme i en anden afdeling.
Bekymring for tilbagefald
Det er helt normalt at være bekymret for tilbagefald efter endt behandling, også selvom blodprøverne og andre undersøgelser ser fine ud.
Bekymringen kan påvirke din hverdag – måske får du svært ved at sove eller får problemer med at huske og koncentrere dig.
Det kan være en hjælp at tale med sygehusafdelingen, din egen læge eller en psykolog. Du kan også få hjælp af Kræftens Bekæmpelse. Vi tilbyder gratis rådgivning, hvor du enten kan møde op i en af vores kræftrådgivninger eller ringe og tale med en rådgiver på Kræftlinjen.