Livet med bugspytkirtelkræft
Hverdagen efter diagnosen bugspytkirtelkræft vil som regel betyde, at man skal indstille sig på at leve med en kronisk sygdom. Efter operationen oplever mange symptomer såsom træthed, kvalme og nedsat appetit.
Selvom hverdagen med diagnosen kræft i bugspytkirtlen oftest er præget af mange symptomer og følgesygdomme, kan der gøres meget for at lindre disse.
Følger efter fjernelse af bugspytkirtlen
Hvis sygdommen er blevet fjernet ved operation, kan hverdagen være præget af konsekvenserne af, at bugspytkirtlen er fjernet. Bugspytkirtlen danner insulin og enzymer, der medvirker til at fordøje mad og drikke. Hvis hele eller en stor del af bugspytkirtlen er fjernet, får man insulinmangel - ligesom personer med diabetes. Det betyder, at man skal tage insulin flere gange dagligt.
Når man mangler fordøjelsesenzymer, betyder det, at forskellige stoffer i maden optages dårligere. Mange får derfor diarré. Man kan dog afhjælpe dette ved at tage enzymtilskud i form af kapsler.
Enzymtilskud er dyr medicin, men man er berettiget til tilskud.
Præparater med nogle af bugspytkirtlens fordøjelsesenzymer
Efter operationen oplever mange symptomer såsom træthed, kvalme og nedsat appetit. Det betyder, at man ofte taber sig efter operationen.
Bugspytkirtelkræft og risiko for blodpropper i benene
Hvis man har en kræftsygdom, har man generelt en øget risiko for at få blodpropper i de dybe vener i lægmuskulaturen, i låret eller i bækkenet, som kan medføre blodpropper i lungerne.
Søg straks læge ved symptomer på en blodprop, og få hurtig behandling.
Læs mere om symptomer og få gode til at forebygge blodpropper i benene:
Livet med kræft i bugspytkirtlen, hvis operation ikke er mulig
Hvis sygdommen ikke kan fjernes ved operation, vil livet ofte være præget af symptomer fra sygdommen. Det er vigtigt, at symptomerne lindres bedst muligt.
Nogle patienter tilbydes lindrende kemoterapi, som kan lindre sygdommen generelt i en periode. Nogle patienter tilbydes lindrende strålebehandling, som anvendes mod symptomer fra et bestemt område i kroppen f.eks. knoglemetastaser eller en knude, der medfører tryksymptomer eller smerter.
I nogle tilfælde lukker knuden af for galdevejene, og man får gulsot, evt. ledsaget af utilpashed og kvalme. Det kan ofte behandles ved, at man får indsat et lille rør, en stent, som kan holde galdegangen åben. I andre tilfælde kan knuden forhindre passage af føde fra mavesæk til tarm og medføre opkastninger. Dette kan oftest behandles ved at man får indsat en stent i tolvfingertarmen. Væskeophobning i bughulen eller evt. lungehulen kan også forekomme og kan lindres ved udtømning af væsken via et tyndt kateter.
I sygdomsforløbet kan der opstå diabetes eller mangel på fordøjelsesenzymer, som kan behandles medicinsk. Det kan også være nødvendigt at få lindrende medicin som f.eks. medicin mod smerter eller kvalme. Det er derfor meget vigtigt at have en tæt kontakt til enten ens egen læge, kræftafdeling eller specialister i lindrende behandling for hele tiden at få den bedst mulige lindring.
Reaktioner og følelser
Alvorlig sygdom fører mange tanker og følelser med sig, og nogle oplever, at reaktionen først kommer, når behandlingen er overstået. Det er også krævende at være pårørende til en kræftramt, og de mange følelsesmæssige svingninger kan påvirke parforholdet. Læs mere:
Sammenholdet (app)
Sammenholdet er en gratis app til kræftpatienter og deres pårørende, der gør det nemt at koordinere hjælp i hverdagen fra familie og venner. Med appen kan du oprette et netværk, hvor I kan koordinere opgaver som madlavning, børnepasning og transport - og du kan opdatere dit netværk på, hvordan det går i sygdomsforløbet.
Hent 'Sammenholdet' gratis:
Brug Kræftrådgivningen nær dig
Har du spørgsmål eller brug for at tale med nogen? Rundt om i hele landet har vi kræftrådgivninger, hvor du kan få en samtale med en rådgiver. Du kan også deltage i kurser og fysiske og kreative aktiviteter sammen med andre, der er berørt af kræft.
Find en rådgivning nær digSkriv med andre på cancerforum
Cancerforum er et online forum, hvor du kan stille spørgsmål og skrive sammen med andre, der er berørt af kræft. Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende.
cancerforum.dk