Diagnose af kræft i bugspytkirtlen

Hvis lægerne finder en knude, når du undersøges for bugspytkirtelkræft, tager de en vævsprøve (biopsi) af knuden.

Prøven undersøges med et mikroskop.

Heri kan lægen se, om der er kræftceller i vævet, og i så fald, hvilken type kræft det drejer sig om (patologisvaret).

Dog vælger lægen nogle gange at bortoperere knuden direkte. I de tilfælde tager man ikke en vævsprøve inden operationen.

Vævsprøve (biopsi)

Når lægen skal tage en vævsprøve i bugspytkirtlen, bliver man først lokalbedøvet i huden på maveskindet.

Derefter tager lægen med en tynd nål en vævsprøve fra det mistænkte område.

Lægen bruger CT-scanning eller ultralyd, så vævsprøven bliver taget det helt rigtige sted. Alligevel er undersøgelserne en gang imellem falsk negative, fordi knuderne ofte er små og indeholder få kræftceller. 

Man kan også tage en vævsprøve ved en endoskopisk ultralydsscanning (EUS). Det bruger man blandt andet, når andre undersøgelser ikke kan give en endelig diagnose. 

Hvis kræften har spredt sig til andre organer, vil man ofte få taget vævsprøven derfra. 

Læs mere:

Vævsprøve – biopsi

Stadieinddeling af sygdommen
Hvis der er tale om kræft, danner lægen sig et overblik over sygdommens karakter og udbredelse. Dette kaldes at stadieinddele kræftsygdommen.

Man bliver scannet, så lægen kan måle størrelsen af kræftknuden og undersøge, om der er tegn på, at sygdommen har spredt sig til andre organer eller er vokset ind i vigtige blodkar..

En kræftknude kan sprede sig fra det sted i kroppen, hvor den er opstået, via lymfebanerne eller blodbanen til andre dele af kroppen. Spredning via lymfebanerne sker først til lymfeknuderne i nærheden af bugspytkirtlen.

Undersøgelser til at stadieinddele kræft i bugspytkirtlen

Der er forskellige formål med undersøgelserne.

Nogle undersøgelser har til formål at finde årsagen til symptomerne og kortlægge nøjagtigt, hvor kræften befinder sig, så lægen bedst muligt kan planlægge operationen.

Andre undersøgelser har til formål at finde ud af, om kræften er begyndt at vokse ind i vævet omkring kræftknuden, eller om kræften har spredt sig til andre organer. Samtidig siger stadiet noget om sandsynligheden for helbredelse.

TNM-systemet bruges til stadieinddeling af bugspytkirtelkræft

Der findes flere systemer til stadieinddeling. TNM-systemet er det mest brugte og bruges også ved kræft i bugspytkirtlen. Med dette system kan lægen klassificere knudens størrelse og  spredning til væv, lymfeknuder eller andre dele af kroppen.

TNM-systemet:

• T beskriver, hvor dybt kræftknuden (tumor) er vokset
• N beskriver graden af spredning til lymfeknuder (nodes)
• M beskriver om der er spredning til andre dele af kroppen (metastaser)

Forkortelser i TNM-systemet for bugspytkirtlen:

• Tis (carcinoma in situ): Meget tidligt stadie uden spredning
• T1: Knudens største diameter  er mindre eller lig med  2cm
• T2: Knuden  er mellem 2 – 4 cm
• T3: Knuden  er mere end 4cm
• T4: Knuden  er vokset udenfor bugspytkirtlen og ind i et eller flere, større blodkar (arterier)
• N0: Der er ingen spredning til de nærmeste lymfeknuder.
• N1: Der er spredning til maksimalt tre lymfeknuder.
• N2: Der er spredning til fire eller flere lymfeknuder.
• M0: Der er ingen fjernmetastaser (til andre organer).
• M1: Der er fjernmetastaser.

Eksempel:

For eksempel betyder T4 N1 M0, at kræften er vokset uden for bugspytkirtlen og ind i et blodkar, at den har spredt sig til højst tre lymfeknuder, men at der ikke er fundet spredning til andre organer.

TNM systemet hjælper lægerne med at bestemme, hvilken behandling der er mest optimal, men den endelige behandling afhænger også af andre ting, f.eks. ens almentilstand og om man også har andre sygdomme .

Efter en eventuel operation revurderer lægerne TNM stadiet, ud fra hvad de har fundet under operationen.

Reaktioner på en kræftdiagnose

For de fleste mennesker kommer en kræftdiagnose som et chok – også selvom man måske længe har kæmpet med mistanken om noget alvorligt.

Det tager tid at forholde sig til en kræftsygdom – både for en selv og for ens pårørende. Mange føler sig meget uafklarede i tiden efter, de har fået stillet diagnosen, og der kan være mange ting, man skal tage stilling til.

Man skal forholde sig til behandlingen, tilrettelæggelsen af hverdagen, indlæggelserne, ens økonomi og også muligheder for at få hjælp, både fra det offentlige og fra ens netværk.

Reaktioner og følelser

Kræft og parforhold

Råd til pårørende