Behandling af celleforandringer på livmoderhalsen
Behandling af celleforandringer på livmoderhalsen afhænger af graden af celleforandringer, din alder, om du ønsker at blive gravid, og om du tidligere har haft celleforandringer. Hvis vævsprøverne fra livmoderhalsen viser svære celleforandringer (CIN3), vil du altid få anbefalet en kegleoperation.
Celleforandringer inddeles i grader
Lægerne bruger et system kaldet CIN til at inddele forandringerne i grader. Ved CIN1 er der tale om lette celleforandringer, ved CIN2 er der tale om moderate celleforandringer, og ved CIN3 er der tale om svære celleforandringer.
Du får behandling alt efter, hvor alvorlige celleforandringerne er.
Behandling ved CIN1-2 afhænger af din alder
Lægerne er i dag mere tilbageholdende med at behandle yngre kvinder med CIN1 og CIN2 i forhold til ældre kvinder. Årsagen er, at man ved, at en kegleoperation øger risikoen for at føde lidt for tidligt. Man ved også, at en stor del af de letteste celleforandringer vil forsvinde af sig selv.
Hvis du er en yngre kvinde med moderate celleforandringer (CIN2) og har ønske om at kunne blive gravid, vil lægen ofte anbefale at udskyde behandlingen og i stedet følge dig med tætte opfølgningsbesøg. Det har vist sig at være sikkert, men på langt sigt er der en øget risiko for at celleforandringerne udvikler sig til livmoderhalskræft. Det er derfor vigtigt generelt at følge det anbefalede opfølgningsforløbet for celleforandringer.
Hos midaldrende og ældre kvinder er lægerne ikke lige så tilbageholdende med at behandle celleforandringer – uanset grad. Det skyldes, at der indimellem kan gemme sig sværere celleforandringer bag de lette celleforandringer. Lægen vil derfor oftere vælge at foretage et keglesnit både for at udrede, om der er sværere celleforandringer, men også for at behandle celleforandringerne. Midaldrende og ældre kvinder med lette celleforandringer kan dog også indgå i et opfølgningsforløb.
Hvis gynækologen anbefaler at se tiden an, vil du blive tilbudt et opfølgningsforløb med gentagne celleprøver, hvor der testes for forandrede overfladeceller og HPV. Celleprøverne kan evt. blive suppleret med vævsprøver fra livmoderhalsen.
Behandling ved CIN3
Lægerne anbefaler, at du får foretaget en kegleoperation (konisation), hvis din celleprøve viser CIN3. Ved kegleoperationen kan lægen sikre, at der ikke er tale om egentlige kræftforandringer og samtidig behandle dine celleforandringer.
Kegleoperation
En kegleoperation er et forholdsvis lille indgreb. Nogle få kvinder får den foretaget under fuld bedøvelse, men langt de fleste bliver kun lokalbedøvet i livmoderhalsen. Operationen foregår hos en praktiserende gynækolog eller ambulant på hospitalet. Under operationen ligger du på samme måde som ved en almindelig gynækologisk undersøgelse.
Kegleoperationen foregår gennem vagina og varer mellem 15 og 25 minutter. Gynækologen lægger lokalbedøvelse i livmoderhalsen og tjekker, om bedøvelsen virker.
Gynækologen fjerner herefter en kegleformet skive fra den nederste del af livmoderhalsen, oftest ved hjælp af en lille elektrisk slynge. Det gør ikke ondt, men du vil kunne mærke, at der bliver rørt ved dig, ligesom ved en bedøvelse i munden hos tandlægen.
Det fjernede væv er typisk 1-2 cm tykt, men det varierer fra kvinde til kvinde. Vævet bliver undersøgt i mikroskop for at se, om alle celleforandringer er fjernet. Hvis der kun er normale celler på keglens kanter, betyder det, at celleforandringerne er fjernet.
Efter operationen skal du gå til opfølgning. Forløbet varierer fra kvinde til kvinde og afhænger af, om den fjernede kegle af væv fra livmoderhalsen er fjernet i sundt væv, eller om der var celleforandringer i kanterne på keglen.
Efter kegleoperationen
Efter en kegleoperation skal du holde dig i ro et par dage.
Inden for det første døgn efter operationen kan der opstå kraftig blødning. Det sker sjældent, men hvis det sker, skal du kontakte din gynækolog eller lægevagten, så du kan få hjælp til at få blødningen stoppet.
Efter operationen dannes der en sårskorpe på livmoderhalsen. Det er normalt at have små blødninger eller brunligt udflåd op til et par uger. I de første dage er det vigtigt ikke at belaste kroppen. Derfor bør du f.eks. undgå at cykle og bære tunge ting.
Giv såret ro til at hele og undgå infektion
Så længe du har brunligt udflåd, bør du beskytte dig selv for infektion og give såret på livmoderhalsen ro til at hele. Lægerne anbefaler derfor at du:
- Undgår at bade i svømmehal eller havet
- Undgår at gå i karbad
- Undgår samleje
- Undgår at bruge tampon
10-14 dage efter operationen kan der komme mere frisk blødning, når sårskorpen på livmoderhalsen afstødes.
Den første menstruation efter operationen kan være kraftigere og vare længere end normalt.
3 til 5 uger efter operationen er såret på livmoderhalsen helet op, og en ny slimhinde dækker det område, hvor keglen blev fjernet.
Opfølgning efter kegleoperation
Opfølgning efter en kegleoperation afhænger af, om keglen er fjernet i sundt væv. Hos nogle af de kvinder, der bliver behandlet for celleforandringer, vil der være celleforandringer i kanten af den fjernede kegle. Oftest er der ikke celleforandringer tilbage på livmoderhalsen, når såret er helet, men det er vigtigt at få det tjekket.
Celleforandringer kan komme tilbage efter et stykke tid, og derfor får du tilbudt at gå til opfølgning. Hvor ofte afhænger af, om der stadig er celleforandringer og HPV til stede på livmoderhalsen. Det er fortsat vigtigt at deltage i de regelmæssige tjek for celleforandringer, når dit opfølgningsprogram er slut.
Hvis keglen er fjernet i sundt væv
Hvis keglen er fjernet i sundt væv, vil din egen læge tage en celleprøve og en HPV-test fra livmoderhalsen efter seks måneder. Hvis prøven er normal, går du tilbage til screeningsprogrammet og får en invitation til celleprøve efter 3 eller 5 år afhængig af din alder.
Hvis keglen ikke er fjernet i sundt væv
Hvis keglen ikke er fjernet i sundt væv, skal du have taget en celleprøve fra livmoderhalsen efter 6 måneder. Prøven undersøges for forandrede overfladeceller og HPV. Det foregår samme sted, som du fik kegleoperationen.
- Hvis disse prøver er normale, går du tilbage til screeningsprogrammet og bliver inviteret til celleprøve efter 3 eller 5 år afhængig af din alder.
- Hvis der enten påvises forandrede overfladeceller eller HPV, skal du have foretaget en ny celleprøve efter yderligere 6 måneder. Hvis denne prøve enten viser forandrede overfladeceller eller HPV, anbefales det at få taget vævsprøver fra livmoderhalsen for at afklare, om der kan være tale om celleforandringer, der bør behandles.
- Hvis der alene påvises forandrede overfladeceller af såkaldt ”ukendt betydning” eller ganske lette, og der ikke findes HPV, anbefales du at få en ny celleprøve efter 12 måneder.
- Først når prøverne er normale, kommer du tilbage i screeningsprogrammet.
Hvis ikke alle celleforandringer blev fjernet ved kegleoperationen
I nogle tilfælde vil lægerne anbefale et fornyet keglesnit. Det afhænger af resultatet efter opfølgningen, de tidligere resultater og din alder. Det sker heldigvis sjældent. I langt de fleste tilfælde er celleforandringerne fjernet helt efter den første kegleoperation.