Kurser og andre aktiviteter
På denne side finder du kurser og andre aktiviteter, som Kræftrådgivningen i Roskilde tilbyder.
Motion og bevægelse
Kom og vær med hver torsdag, når vi træner i fællesskab. Vi håber, at træningen vil inspirere dig til at være aktiv i fremtiden.
Hver gang vil træningen bestå af øvelser, der arbejder hele kroppen igennem. Der vil være fokus på bevægelighed, styrke, udholdenhed og balance.
Træningen vil foregå stående, siddende og liggende, så det er nødvendigt, at du kan komme til og fra liggende stilling. Der tages hensyn til individuelle begrænsninger.
Du kan deltage i træningen, hvis du er berørt af kræft, uanset om du er i behandling eller har været i behandling for kræft.
Hvis du er i tvivl, om du kan træne med andre, vil vi råde dig til at spørge din læge, inden du starter.
Gruppen ledes af professionel frivillig/fysioterapeut Anne Hega Nielsen og Kirsten Dennis.
Hvad får du ud af det?
- Træning opbygger og vedligeholder musklerne
- Træning kan mindske bivirkninger af kræftbehandlingen
- Træning kan give en sund træthed og fremme søvn.
- Træning kan give en oplevelse af en bedre fysisk og psykisk kapacitet.
Praktisk information:
Vi mødes i Kræftrådgivningen i Roskilde hver torsdag fra kl. 10.00-11.00.
Motionstilbuddet er gratis og kræver ikke tilmelding. Mød bare op omklædt kl. 10:00.
Du kan finde aktuelle datoer i kalenderen:
Drop-in meditationstræning i Kræftrådgivningen i Roskilde er for alle med kræft inde på livet. Du behøver ikke at tilmelde dig - bare kom forbi.
Træningen er både for dig, der gerne vil prøve hvad meditation er, og for dig, der allerede har erfaring med meditation.
Om meditation:
Meditation har vist sig at have mange positive effekter i forhold til bl.a. stress, indre uro, søvnforstyrrelser, smerteoplevelser, angst og nedtrykthed.
Meditation betyder at være ”vågen og tilstede” i øjeblikket og være bevidst om det, der foregår. Vi træner en meditationsform, der styrker evnen til at være nærværende uanset om det, der foregår i livet, er behageligt eller ubehageligt.
Meditationen kan foregå både siddende, stående og liggende, samt som afspænding og meditativ kropsscanning.
Praktisk information:
Meditationstræningen foregår i Kræftrådgivningen i Roskilde.
Du behøver ikke at tilmelde dig - bare mød op. Du er velkommen til inden du kommer første gang at kontakte Kræftrådgivningen i Roskilde og høre nærmere om tilbuddet.
Du er velkommen til at deltage i meditation fredage kl. 12.30 – 13.30.
Du kan finde aktuelle datoer for holdtimerne i vores kalender:
Kom ud og nyd naturen sammen med andre - få en snak om alting og ingenting – på en helt uforpligtende måde.
Alle kræftpatienter, pårørende og efterladte, der har lyst til at møde andre og få frisk luft på samme tid, er velkomne til at møde op og gå med på en tur rundt i Roskilde.
Turen afvikles i snakketempo og varer normalt en times tid (ca. 5 km.) Bagefter er der kaffe i Kræftrådgivningens mødelokale.
Praktisk information:
Vi mødes ved Kræftrådgivningen i Roskilde kl. 10.00, hvor fra turen tager sit udgangspunkt.
Turene finder sted året rundt. Du skal ikke tilmelde dig, blot møde i rådgivningen. Find aktuelle datoer i kalenderen:
Andre tilbud i kræftrådgivningen
Når en forælder rammes af kræft, påvirkes hele familien i større eller mindre omfang. Her kan forældre nemt blive usikre på, hvad og hvor meget, der skal fortælles børnene.
Forældrerådgivning er samtaler, som tager udgangspunkt i børnenes behov. Formålet er at støtte jer som forældre til at forstå børnenes reaktioner og følelser.
For mere information eller spørgsmål kontakt Kræftrådgivningen i Roskilde på tlf.: 70 20 26 48 | e-mail: roskilde@cancer.dk eller Kræftrådgivningen i Herlev på: herlev@cancer.dk
I læsekredsen mødes vi og taler bøger, vi har læst.
Målgruppen er personer, som er i behandling for kræft, er færdigbehandlet eller personer som har mistet en nærtstående af kræft.
Gruppen ledes af frivillig Vibeke Isager.
Er du interesseret, så kontakt Kræftrådgivningen i Roskilde på tlf.: 70 20 26 48 eller e-mail roskilde@cancer.dk
En navigator hjælper kræftpatienter, der af forskellige grunde har særligt brug for støtte igennem kræftforløbet. Det kan f.eks. være, hvis du ikke har nære pårørende, som kan støtte dig, og du har svært ved at overskue de mange aftaler, undersøgelser og behandlinger i dit forløb.
En navigator er en frivillig, der er særligt udvalgt af Kræftens Bekæmpelse til at hjælpe kræftpatienter gode igennem deres sygdomsforløb. Normalt varer et navigatorforløb i ca.6 måneder, hvor den frivillige navigator har ca. 3 timer om ugen til at støtte dig.
Du kan læse mere om tilbuddet, og hvordan man får en navigator her:
Kom og vær med i vores håndarbejdsgruppe for alle berørt af kræft.
Du skal selv medbringe et håndarbejde og materialer efter frit valg. Vi vil nyde et par timer i hinandens selskab mens vi fordyber os i håndens arbejde.
Der er samtidig plads til at tanker og samtale kan flyde frit, imens vi nyder en kop kaffe/the.
Det handler om at lave håndarbejde sammen i fællesskab med andre, der er berørt af kræft.
Du behøver ikke at kunne strikke, sy eller hækle, eller være dygtig til det, bare du har lysten til at være en del af et fællesskab, hvor vi laver håndarbejde sammen.
Vi stiller et startkit til rådighed til dig, hvis du ikke har erfaring med håndarbejde.
Ingen tilmelding – du møder bare op, vi mødes hver anden mandag i ulige uger kl. 11-13
Gruppen ledes af frivillige.
I sanggruppen vil vi gennem sang frisætte den energi, som giver velvære, glæde og overskud.
Du behøver hverken være vant til- eller dygtig til at synge for at deltage i sanggruppen. Det vigtigste er, at du har lyst.
Sangvalget vil være ældre og nyere viser og sange om livet og eksistens, om kærlighed, sorg og glæde, årstidssange og meget mere ud fra gruppemedlemmernes og korlederens forslag.
Efter ankomst, lidt varmt til halsen og smalltalk er der opvarmning med en glad fællessang, kropsopvarmning og træning i rigtig vejrtrækning.
Så leger vi med stemmen for smidighed, styrke, højde og dybde samt fokus på klang og samklang.
Vi starter med at lære en ny sang. Herefter træner vi kendt stof.
Vi holder altid kaffe/tepause med hyggesnak hvorefter vi genoptager fællessang og sommertider taler vi om teksternes indhold.
Vi mødes hver anden tirsdag i ulige uger kl. 14-16 - ingen tilmelding, du møder bare op.