Sådan nedarves en genvariant

Nedarvede gener og kræft

Arvelige kræftformer skyldes ofte nedarvede sygdomsdisponerende genvarianter i de gener, der påvirker cellens vækst eller evnen til at reparere skade på arvematerialet (DNA). Arver man en sådan genvariant fra sine forældre, har man som regel en øget risiko for at udvikle kræft – og ofte i en yngre alder end ved ikke-arvelige former for kræft.

Næsten alle typer af kræft kan skyldes arvelige faktorer, men det er vigtigt at huske, at hovedparten af kræfttilfælde ikke er arvelige. 

Arvelige kræftsygdomme og deres hyppighed: 

• Brystkræft (5-10 pct.) 
• Kræft i æggestokke (15-19 pct.)
• Livmoderkræft (5 pct.) 
• Tarmkræft (10-15 pct.) 
• Prostatakræft (5-10 pct.) 

Ved disse sygdomme kendes hovedparten af de gener, hvor medførte varianter giver øget risiko for at udvikle kræftformen. 

Kræftsygdomme, hvor risikoen kan øges ved arv kombineret med miljømæssige faktorer: 

• Bugspytkirtelkræft
• Modermærkekræft

Skader på generne (mutationer) spiller en vigtig rolle for udviklingen af mange forskellige kræfttyper. 

Skader på generne kan medføre, at normale celler udvikler sig til kræftceller

Hvis et gen bliver beskadiget (muterer), medfører det forstyrrelser i den måde, hvorpå cellen vokser. Dette kan få normale celler til at udvikle sig til kræftceller, ofte på grund af mutationer i flere forskellige gener.

Ofte er det et sammenfald mellem mutationer i flere gener - f.eks. både i de vækstfremmende og de væksthæmmende gener - der resulterer i udviklingen af en kræftsygdom.

Sådan kan en genvariant nedarves

Figuren herunder viser, hvordan en sygdomsdisponerende genvariant kan nedarves fra forældre til børn. På figuren vises ét gen hos hver forælder, og stjernen illustrerer en sygdomsdisponerende genvariant hos den ene forælder. 

Alle vores celler har to kopier af hvert gen (i figuren kaldet kropsceller), undtagen generne beliggende på kønskromosomerne, der har generne X og Y, hvor kvinder har XX og mænd XY. 

Figuren viser den autosomale dominante arvegang, hvor der er 50 pct. sandsynlighed for at videreføre den sygdomsdisponerende genvariant ved hver graviditet.

Eller sagt på en anden måde: Hvis den ene af ens forældre bærer en genvariant, så er sandsynligheden for, at man selv har arvet genvarianten 50 pct.

Mønsteret for nedarvningen er uafhængigt af kønnet af den forælder, der videregiver varianten, ligesom barnets køn heller ikke har betydning. Dette arvemønster kaldes også autosomalt dominant. 

Selvom arvemønstret ikke er afhængigt af køn, er der ofte en kønsafhængig gennemslagskraft (penetrans) for genvarianterne. F.eks. medfører sygdomsdisponerende genvarianter i BRCA1-genet forhøjet risiko for bryst - og æggestokkræft hos kvinderne, hvorimod mænd med denne genvariant, som oftest er raske. Mændene kan dog give genvarianten videre til deres børn. Det vil sige, at en kvinde godt kan udvikle brystkræft på grund af en genvariant, hun har arvet fra sin far.

Det er ikke alle personer, som bærer en given genvariant, der udvikler kræft. Dette kan også ses ved, at sygdommen i nogle tilfælde kan springe en generation over. 

Som regel er gennemslagskraften for sygdomsdisponerende genvarianter høj i høj-risiko gener, hvorimod den er lavere i medium-risiko gener. Det varierer mellem de forskellige arvelige kræftsyndromer - ved mange arvelige tilstande viser kræftsygdommene sig først i voksenalderen.