Hormon- og antihormonbehandling
Tre kræftformer kan stimuleres af kroppens kønshormoner
Brystkræft, livmoderkræft og prostatakræft
En del tilfælde af brystkræft og livmoderkræft stimuleres af det kvindelige kønshormon østrogen. Det betyder, at kræftknuden vokser, når der er østrogen tilstede.
Prostatakræft er afhængig af det mandlige kønshormon testosteron, som dannes i testiklerne.
Behandling
Ved at undersøge prøver af en kræftknude kan lægen afgøre, om den er påvirkelig af hormoner.
Uden hormon til at stimulere kræftcellerne, vil sygdommene udvikle sig langsommere. Derfor kan hormonfølsomme kræfttyper behandles ved at fjerne eller dæmpe kroppens produktion af kønshormon.
Anti-hormonbehandling ved brystkræft og livmoderkræft kan bestå af stoffer, der hindrer dannelsen af østrogen eller af stoffer som blokerer østrogens virkning. Livmoderkræft kan i nogle tilfælde hæmmes med det andet kvindelige kønshormon progesteron (hormonbehandling).
Anti-androgen behandling af prostatakræft hæmmer dannelsen, virkningen eller aktiveringen af testosteron.