Immunterapi med cytokiner
Cytokiner binder sig til andre immunceller og sætter gang i aktivering af immunforsvaret.
Hvad er cytokiner
Cytokiner er signalstoffer, der får cellerne 'til at tale sammen', når kroppen har brug for en aktivering af immunforsvaret – f.eks. i forbindelse med en infektion. Cytokinerne binder sig til andre immunceller og sætter derved gang i yderligere aktivering af immunforsvaret.
Cytokiner bruges til behandling af modermærkekræft og nyrekræft
I Danmark er cytokinerne interleukin-2 og interferon godkendt til standardbehandlingen af modermærkekræft (høj dosis) og nyrekræft med spredning (lav dosis). Behandlingen anvendes dog sjældent, da de nyere typer immunterapi har bedre effekt og færre bivirkninger. I forbindelse med T-celleterapi anvendes i nogle tilfælde supplerende interleukin-2.
Sådan foregår behandlingen
Når cytokiner bruges til behandling af kræft, gives de i doser, der langt overstiger, hvad kroppen normalt er udsat for. Det påvirker alle immunceller i kroppen og starter en bred og meget kraftig aktivering af immunforsvaret, der ikke kun er målrettet mod kræftcellerne.
Man får cytokinet som en indsprøjtning under huden eller direkte ind i blodbanen. Selve behandlingen foregår under indlæggelse, hvis der er tale om høje doser. Behandling med lav dosis kan foregå ambulant.
Bivirkninger ved behandlingen
Graden af bivirkninger afhænger af, hvor høj en dosis man får. Bivirkninger varierer fra lette influenzalignende symptomer til mere udtalte bivirkninger med påvirkning af blandt andet de indre organer, blodcirkulation, centralnervesystem og knoglemarv.
Hvor godt virker immunterapi med cytokiner?
En mindre del af patienter med modermærkekræft og nyrekræft kan opnå langtidseffekt af flere års varighed ved behandling med interleukin-2 og interferon.
En lidt større andel af patienterne kan opnå, at sygdommen mindskes og holdes i ro i kortere eller længere tid.
Her kan man få cytokinbehandling
Behandling med cytokiner er samlet på kræftafdelinger i Aarhus, Odense og Herlev.