Knoglemarven danner celler til blodet
I knoglemarven produceres nye celler til blodet. Fornyelsen sker ved, at stamcellerne deler sig.
Om knoglemarven og blodceller
Cellerne i vores blod har en begrænset levetid. Livet igennem er det knoglemarvens opgave at producere nye celler til blodet.
Knoglemarv er celler i en væske, der findes i knoglernes hulrum. Fornyelsen af blodet sker fra stamceller, der deler sig og modnes til de forskellige typer af blodceller: Røde blodlegemer, hvide blodlegemer og blodplader.
Knoglemarven producerer:
- Røde blodceller, der transporterer ilt fra lungerne rundt i kroppen
- Blodplader, som får blodet til at størkne, så en eventuel blødning stopper
- Hvide blodceller, der bekæmper bakterier og svampe
- Hvide blodceller, som laver antistoffer, der bekæmper infektioner
- Hvide blodceller, der bekæmper virus
- Hvide blodceller, som 'kontrollerer' vævstypen på cellerne i kroppen
De tre sidstnævnte hvide blodceller kaldes også immunforsvaret, som altså også bliver udskiftet ved en stamcelletransplantation.