Stamceller fra navlesnorsblod og moderkage

Stamceller fra navlesnorsblod

Mange overvejer i forbindelse med en fødsel, om de skal få frosset deres barns blod fra navlesnor og moderkage ned. Det er kun private firmaer, der mod betaling tilbyder at nedfryse og opbevare navlesnorsblod.

Navlesnorsblodet kan i meget sjældne tilfælde bruges, hvis man får brug for en stamcelletransplantation - f.eks. i forbindelse med behandling af en børnekræftsygdom.

Hvis det er muligt, vil lægen dog som regel foretrække at høste ens egne stamceller, umiddelbart før man kommer i behandling med kemoterapi (autolog stamcelletransplantation). Det har den fordel, at stamcellerne kun skal være frosset ned i et par måneder, mens man er i behandling med kemoterapi.

Behandling af leukæmi 

Stamceller fra en donor kan udrydde leukæmien ved et immun-angreb, som patientens egne celler ikke kan. Derfor bruger man stamceller fra en donor og ikke egne stamceller.

Indholdet af stamceller i en portion navlesnorsblod er ikke så højt som ved donorstamceller fra knoglemarv, så det tager længere tid, før knoglemarv og immunsystem er genoprettet hos patienten.

Både børn og voksne kan behandles med metoden 

På grund af det lave antal stamceller i navlesnorsblod blev kun børn transplanteret med navlesnorsblod i starten. Man har senere fundet ud af, at også voksne kan transplanteres med navlesnorsblod, hvis man bruger to portioner. 

I 2010 begyndte Rigshospitalet at udføre navlesnorstransplantationer hos voksne, og der udføres cirka ti af disse om året. Navlesnorstransplantation er en behandlingsmulighed, hvis det ikke er muligt at finde en knoglemarvsdonor med en vævstype, der matcher.

Navlesnorsdonorer er registreret, og deres donorceller er nedfrosne i navlesnorsbanker. Der findes ikke en navlesnorsbank i Danmark, så Rigshospitalet køber navlesnorsblodceller fra banker i udlandet.

Behandlingsmetoden i fremtiden 

Stamceller fra navlesnorsblod kan muligvis dyrkes til at udvikle sig i andre retninger end til knoglemarvsceller. Det kunne for eksempel være leverceller eller hjertemuskelceller. Dette kan i fremtiden måske bruges til at behandle lever- eller hjertesygdomme med, men det er ikke indført som rutinebehandling.

Man har forsøgt at behandle andre kræftformer end blodsygdomme med stamceller, men desværre uden overbevisende resultater. Det ser ud til, at kræftceller i bryst, lunge, tarm m.v. bedre kan 'skjule sig' for immunapparatet, således at transplanterede stamceller ikke danner immunceller, der kan udrydde kræftcellerne.

Succesen med stamcellebehandling af blodsygdomme har fået nogle private firmaer til at behandle en lang række lidelser, herunder kræft, med stamceller. Dokumentationen for disse behandlinger er mangelfuld eller ikke-eksisterende, og behandlingen kan i værste fald være direkte skadelig.