Uforklarlig blødning
Tal med din læge, hvis du opdager blod i din urin, afføring eller opkast, hvis du hoster blod op eller bløder fra underlivet.
Kontakt lægen
En uforklarlig blødning skal man altid tage alvorligt og få undersøgt af en læge.
En blødning behøver ikke være tegn på kræft, men man ser det i forbindelse med visse kræftformer.
Det skyldes, at kræftknuder danner mange nye blodkar, som let kan komme til at bløde. En kræftknude kan også vokse ind i eksisterende blodkar og dermed medføre blødning.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at blod ikke nødvendigvis er rødt. Hvis blødningen i mave-tarm kanal opstår højt oppe, vil blodet i afføringen være sort.
Det skal du være opmærksom på
- Blodig opkastning
Blodig opkastning kan skyldes en voldsom maveinfektion, mavesår eller udvidede blodårer i spiserøret. Men mavekræft kan også bløde. Kaster man frisk blod op, skal man gå til læge med det samme. - Blodigt opspyt
Hoster man blodigt slim op, kan det skyldes f.eks. bronkitis. Men det kan også være tegn på kræft i lungerne. - Rødt eller sort blod i afføring
Blødning fra endetarmen skyldes oftest hæmorider, men rødt blod i afføringen kan også være tegn på tarmkræft. Visse ting man har spist, f.eks. rødbeder eller kultabletter, kan farve afføringen mørk. Sortfarvet afføring kan dog også skyldes blødning fra den øvre del af tarmen. Både frisk blod og sortfarvet afføring bør undersøges hos lægen. - Blod i urinen
Blod i urinen kan stamme fra infektion, nyresten eller rifter. Men det kan også skyldes kræft i nyrerne eller blæren, hvor blødningen som regel ikke er ledsaget af smerter. Blod i urinen er aldrig 'normalt', og derfor skal man altid søge læge. - Blødning fra underlivet
Blødninger fra underlivet, der ikke skyldes menstruation, eller som opstår efter overgangsalderen, bør man altid får undersøgt nærmere. Årsagen kunne være kræft i livmoderhalsen eller livmoderen. - Blod i sæden
Som regel finder man aldrig årsagen til blod i sæden, men det kan skyldes infektion eller være et symptom på prostatakræft.