Laparoskopisk ultralydsundersøgelse (LUS)
Ved en laparoskopisk ultralydsundersøgelse får du undersøgt bughulen med ultralydsscanning kombineret med kikkertundersøgelse. Undersøgelsen bruges ofte ved mistanke om kræft i spiserør, mavesæk, bugspytkirtel, lever og galdeveje. Undersøgelsen kan være med til at afgøre, om en operation er en mulig behandlingsform
Hvad er en LUS
Det er et operativt indgreb, hvor lægen fører et lille rør ind ved navlen, hvorigennem der blæses kuldioxid ind i bughulen. Derefter kan lægen ved hjælp af en kikkert undersøge bughulen for forandringer, som bliver synlige, fordi bughulen bliver udspilet af luften, så der skabes overblik over organerne – specielt kan lægen vurdere, om der er tegn på spredning af en kræftsygdom.
Derefter fører lægen en ultralydsscanner ind gennem et andet lille rør ved navlen. Lægen kan derefter scanne bughulens organer, f.eks. lever, milt, hovedpulsåre, bugspytkirtel og mavesæk.
Under kikkertundersøgelsen kan lægen vejledt af ultralyd tage præcise vævsprøver. Vævsprøverne sendes til nærmere mikroskopisk undersøgelse for at finde eventuel sygdom. Læs mere om vævsprøver:
Sådan foregår undersøgelsen
Hvis du skal have foretaget en laparoskopisk ultralydsundersøgelse, må du ikke spise og kun drikke ganske lidt fra midnat dagen før undersøgelsen.
Undersøgelsen foregår altid under indlæggelse og i fuld bedøvelse. Du kan forvente at være indlagt til dagen efter, at undersøgelsen er slut. Det første døgn efter undersøgelsen må man ikke køre bil eller andre motorkøretøjer.
Svar på undersøgelsen
Du vil normalt få svar på undersøgelsen dagen efter, at undersøgelsen er foretaget. Men hvis der er taget vævsprøver, kommer der først svar på dem efter ca. 1 uge.
Meget lav risiko ved undersøgelsen
Der er altid en lille risiko ved en operation. I forbindelse med en kikkertundersøgelse i bughulen er der også en risiko for blødning fra de rør, som føres ind i kroppen. Risikoen for blødning er dog mindre end en procent.