Røntgenundersøgelse
Røntgenfotograferingen er en gennemlysning af kroppen med ioniserende stråler. Røntgenbilleder udnytter at forskelligt væv optager strålingen forskelligt. Knoglevæv bliver hvide skygger, bløddele viser sig som grå skygger, og luften i lungerne bliver sort.
Røntgenstråler i større doser er skadelige, men moderne røntgenapparater tager billeder ved brug af meget lave stråledoser.
Til sammenligning vil man ofte modtage mindre stråling ved et røntgenbillede af brystkassen end under en flyvetur. Det skyldes, at man opholder sig højt oppe i luften under flyveturen, hvor den kosmiske stråling er kraftig.
Røntgenstråler anvendes også ved CT-scanning, som ofte anvendes, da CT-scanning giver mere detaljerede billeder. Mammografi er også en røntgenundersøgelse, som kan vise, om der findes knuder eller mistænkelige områder i brystet.