Kontrol efter Familiær Adenomatøs Polypose (FAP)
Efter operationen skal du jævnligt til kontrol for at sikre, at nye polypper ikke udvikler sig til kræftknuder.
Ved kontrollen får du bl.a. foretaget en kikkertundersøgelse af spiserør og øverste del af mave-tarm systemet (kaldet en gastroskopi) for at undersøge, om du har polypper i tolvfingertarmen. Læs mere:
Derudover er kontrollen afhængig af, hvilken type operation du har fået:
Kontrol efter ileorektal anastomose (IRA)
Efter Ileorektal anastomose skal man gå til kontrol resten af livet.
Omkring tre måneder efter operationen får man foretaget en kikkertundersøgelse med en lang, bøjelig kikkert (sigmoideoskopi).
Her fjerner lægen eventuelle større polypper i endetarmen ved hjælp af en lille elektrisk tang eller slynge.
Det gør ikke ondt at få fjernet polypperne, og det er kun nødvendigt at bedøve, hvis der er mange eller store polypper.
Efter operationen skal man gå til kontrol årligt resten af livet.
Der vil stadig kunne opstå nye endetarmspolypper, men hvis man går til kontrol, kan man opdage og fjerne dem, inden de bliver for store.
Hvis man ikke kommer til kontrol og får fjernet polypperne, øger man sin risiko for at udvikle kræft i endetarmen.
Hos nogle få er polypvæksten i endetarmen så stor, at det er nødvendigt med behandling på grund af den øgede kræftrisiko. Hvis det er tilfældet, må man opereres igen. I så fald får man fjernet endetarmen og får lavet en ileoanal J-pouch.
Kontrol efter ileoanal pouch (J-pouch)
Efter operationen skal man til kontrol en gang årligt. Her vil man få foretaget en kikkertundersøgelse af pouchen, da der er en lille risiko for at udvikle polypper i pouchen og omkring sammensyningen i endetarmen.