Gode råd til at holde en sund vægt
Det er vigtigt, at voksne holder en stabil vægt og undgår at tage på i vægt. Sund kost og bevægelse er et godt sted at starte, hvis du vil holde en sund og stabil vægt.
En sund og stabil vægt
En sund vægt vil for de fleste være en stabil vægt, hvor vægtøgning forebygges.
For at holde vægten stabil er det vigtigt at finde balancen mellem den mængde energi du får gennem mad og drikke, og den mængde energi du har brug for.
Her på siden finder du et par tips, der kan hjælpe dig på vej.
Men husk! Ikke alle mennesker oplever den samme effekt af disse tips. Sund kost og regelmæssig bevægelse er dog noget alle mennesker har gavn af.
Begræns de tomme kalorier
En sund og varieret kost er et godt redskab til at holde en sund og stabil vægt. Vi skal dog ikke glemme, at vores kroppe reagerer meget forskelligt på, hvad - og hvor meget vi spiser og drikker.
Det vil altid være individuelt, hvad der er den rette kost, hvis du vil holde en sund og stabil vægt. Ønsker du vejledning ift. din kost, er det en god idé at tale med din læge eller en diætist.
Der er dog ingen tvivl om, at der er nogle mad - og drikkevarer du bør skære ned på, hvis du vil fastholde en sund vægt.
Disse mad - og drikkevarer kaldes tomme kalorier, og selvom de for mange smager godt, bidrager de ikke til en sund vægt.
Hvad er tomme kalorier?
Tomme kalorier er en betegnelse der typisk bruges om mad - og drikkevarer som snacks, sodavand og fastfood.
Tomme kalorier bidrager ikke positivt til din kost med vigtige næringsstoffer som vitaminer, mineraler og kostfibre.
Tomme kalorier indeholder til gengæld store mængder energi, sukker, salt, mættet fedt og alkohol, som er nemmere at indtage end at forbrænde.
Hvordan begrænser jeg de tomme kalorier?
Problemet med tomme kalorier er, at de indeholder mange kalorier, men uden at mætte. Derudover bliver de udviklet til at være hyper-velsmagende, så du er mere tilbøjelig til at spise - og drikke dem.
Når du indtager tomme kalorier, risikerer du derfor hurtigt at få lyst til mere mad eller drikke, selvom du måske er mæt og lige har indtaget en masse kalorier. Det kan medføre, at du kommer til at indtage flere kalorier, end du har behov for.
Disse råd kan forhåbentlig hjælpe dig med mindske dit indtag af tomme kalorier:
Store portioner af drikke- og fødevarer med et højt indhold af sukker, fedt og salt er nemme at spise i store mængder.
Produkterne og portionerne i supermarkederne og fastfoodkæderne er i mere end 20 år gradvist blevet større. Det er problematisk, da størrelsen på produkternes pakker og portioner bestemmer, hvor meget du spiser.
Du kan dog sandsynligvis blive mæt af lidt mindre portioner, end du er vant til. Der er derfor gode grunde til at vælge mindre portioner, når det er muligt.
Forskning viser nemlig, at en større portion hverken gør dig mere mæt eller stiller din sult i længere tid.
Salgstricks og tilbud på snacks, slik og fastfood bruges ofte til at få dig til at købe og spise mere, end du havde planlagt.
Det kan derfor være en god strategi at overveje de gode tilbud en ekstra gang.
Særligt kiosker, fastfoodkæder, biografer, caféer og tankstationer mersælger usunde mad- og drikkevarer med mange kalorier og et højt indhold af fedt, salt og/eller sukker.
Vil du holde vægten, er denne slags tilbud problematiske - særligt hvis portionerne er store.
Undgår du de forskellige mersalgs tilbud, sparer du både unødvendige kalorier og penge.
Følger du de officielle kostråd vil din kost som udgangspunkt både være sund og varieret.
Kostrådene lægger særligt vægt på mad - og drikkevarer, som bidrager med vigtige vitaminer, mineraler og kostfibre.
Disse vigtige næringsstoffer bidrager til, at du forbliver mæt, så du ikke har det samme behov for at slukke sulten og tørsten med tomme kalorier.
Kostrådene hjælper dig med at få nogle sunde kostvaner, som kan bidrage til at holde en stabil og sund vægt.
Bevæg dig mere i hverdagen
Det er vigtigt for os mennesker at bevæge os. Vi er ikke skabt til at være stillesiddende, selvom flere arbejdsformer nu foregår ved en kontorplads.
Bevægelse og motion er vigtigt for at holde vægten stabil, da det giver mulighed for at forbrænde noget af den energi, vi indtager i løbet af dagen.
Bevægelse og motion bidrager desuden til en sundere fordeling af fedt i kroppen, uanset hvilken vægt du har. Det øger dit generelle helbred og velvære.
Motion og bevægelse er mange ting, men et simpelt og effektivt sted at starte er at gå mere i din hverdag.
Gå en tur
Gåture er en nem måde at brænde noget energi af på. Selv korte ture på 5 minutter nytter, men jo mere jo bedre.
Gåture forebygger vægtøgning, overvægt og svær overvægt, mens din kondition bliver bedre.
Går du ture forebygger du også kræft og andre sygdomme.
Sprint, løb, gang eller lunten. Uanset hvad du foretrækker, forbrænder du næsten det samme antal kalorier pr. kilometer, når du medregner hvilestofskiftet.
Hvilestofskiftet er den forbrænding, der hele tiden foregår i kroppen.
Afstanden er i højere grad end hastigheden afgørende for, hvor mange kalorier du forbrænder. Din forbrænding vil dog være højere i timerne efter en løbetur, end ved en gåtur.
Få råd og vejledning til, hvordan du kan være mere aktiv i din hverdag
Undgå vægttab med restriktive kure
Et varigt vægttab er svært at opnå. For de fleste vil det derfor være bedst at fokusere på at holde en stabil vægt og undgå at tage yderligere på.
Når du arbejder for at tabe dig, vil din krop bekæmpe dine forsøg på vægttab ved bl.a. at producere flere hormoner, der øger appetitten og ved at nedsætte forbrændingen.
Kure hjælper dig ikke nødvendigvis med et varigt, sundt vægttab. Det er nemlig ikke sundt at svinge for meget i vægt, som mange oplever ved f.eks. meget restriktive kure.
Opnår du et vægttab med en restriktiv kur, kan du risikere en hurtig tilbagevenden til din oprindelige vægt efter kurens afslutning. På sigt ender mange endda med at tage endnu mere på.
Ønsker du at opnå et sundt og varigt vægttab, bør du tale med din læge eller en diætist.
Hvem har skylden for folks overvægt?
9 ud af 10 borgere i Danmark mener, at det er folks egen skyld, at de har overvægt. Men er det så simpelt? Besøg Et lettere samfund og find ud af, hvilken rolle vores samfund spiller i folks overvægt.
Sådan får vi overvægt