Hvad er screening for brystkræft?
Ved screening for brystkræft får du taget et røntgenbillede af brystet (mammografi). Det kan afsløre forandringer, som kan være tegn på brystkræft. Kvinder mellem 50 og 69 år bliver inviteret til screening hvert andet år.
Formålet med screening for brystkræft
Screening for brystkræft kan afsløre forandringer i brystet, som kan være kræft. Jo tidligere en forandring opdages, desto større er sandsynligheden for, at kræften ikke har spredt sig, og dermed er chancen for at blive helbredt større. Med screening bliver de fleste kræftknuder opdaget tidligt, og kvinderne kan dermed få en mindre operation og efterbehandling. Den primære behandling i dag er brystbevarende operation også ved større knuder.
Der er sket mange fremskridt i behandlingen af brystkræft. Det vigtigste i forhold til behandling og muligheden for at blive helbredt er stadig, at sygdommen opdages så tidligt som muligt. Derfor er det en god ide at deltage i screening.
Røntgenundersøgelsen kan afsløre forandringer i brystet ned til nogle få millimeter, som man ikke selv kan mærke med fingrene.
Hvem bliver inviteret til screening for brystkræft?
Tilbuddet om screening gælder kvinder i alderen 50-69 år, fordi denne aldersgruppe hyppigst rammes af brystkræft. Halvdelen af alle de kvinder, der får brystkræft, er mellem 50 og 69 år.
Du får en invitation til screening hvert andet år. Invitationen kommer i e-Boks.
En undersøgelse er ikke altid nok
Hvis røntgenbilledet viser en knude eller en forandring i brystet, der giver lægerne mistanke om kræft, bliver du indkaldt til en ny undersøgelse. Mistanken om kræft kan først be- eller afkræftes efter nærmere undersøgelser.
Omkring 2-2,5 pct. af de undersøgte kvinder bliver genindkaldt. 3 ud af 4 bliver frikendt alene efter en klinisk mammografi og eventuelt en vævsprøve. Det er sjældent nødvendigt at fjerne knuden, før mistanken om kræft kan afkræftes.
Screening for brystkræft virker
Screening har medført, at flere kvinder får en mere skånsom behandling, og at færre kvinder dør af brystkræft. Hvis du bliver screenet hvert andet år, øger du chancen for, at en eventuel kræftknude opdages tidligt.
Beregninger viser, at mammografiscreening kan nedsætte dødeligheden af brystkræft med mere end 20 pct. hos de kvinder, der har sygdommen.