Hvad er screening for livmoderhalskræft?
Screening for livmoderhalskræft er et tjek for celleforandringer eller for HPV på livmoderhalsen. Alle kvinder mellem 23 og 64 år bliver tilbudt screening. Ved at deltage i undersøgelsen mindsker du risikoen for, at eventuelle forstadier udvikler sig til livmoderhalskræft.
Formålet med screening for livmoderhalskræft
Formålet med screening er at finde en eventuel HPV-infektion eller celleforandringer, som kan være forstadier til kræft. Forstadier udvikler sig langsomt, oftest over 10-15 år. Afhængig af svaret på prøven, bliver du tilbudt opfølgning. Hvis prøven viser svære celleforandringer, bliver du evt. tilbudt en kegleoperation (også kaldet keglesnit), og på den måde forebygger man, at det udvikler sig til kræft.
Celleforandringer kan nemlig være forstadier til kræft, men forstadier er ikke kræft.
Forstadier kan behandles, så de ikke bliver til kræft
Ved at deltage i screening mindsker du din risiko for, at forstadier udvikler sig til livmoderhalskræft. Undersøgelser viser, at cirka halvdelen af dem, der får livmoderhalskræft, ikke er blevet screenet regelmæssigt. Det er vigtigt at begynde screening allerede, når du får din første invitation som 23-årig.
Hvem inviteres til screening for livmoderhalskræft?
- 23-29-årige kvinder tilbydes cellebaseret screening hvert tredje år
- 30-59-årige kvinder født på en ulige dato tilbydes HPV-baseret screening hvert femte år
- Kvinder i alderen 30-59 år født på en lige dato tilbydes cellebaseret screening
- Hvert tredje år, hvis man er mellem 30 og 49 år. Hvert femte år, hvis man er mellem 50 og 59 år
- 60-64-årige kvinder tilbydes en afsluttende HPV-baseret screening, inden tilbuddet stopper
- Fra 1.1.2025 tilbydes alle 30-59 årige kvinder HPV-baseret screening hvert femte år
Screening for livmoderhalskræft virker
Screening for livmoderhalskræft er årsag til, at færre kvinder får livmoderhalskræft i dag. I Danmark blev screeningsprogrammet gradvist indført i 1960'erne. Dengang var der cirka 900 kvinder om året, der fik livmoderhalskræft. Siden er det tal mere end halveret. Nu får omkring 320 kvinder om året konstateret livmoderhalskræft. Der er også langt færre kvinder, der dør af sygdommen i dag end i 1960'erne pga. bedre behandling og opsporing igennem screeningsprogrammet.
HPV er årsag til livmoderhalskræft
Livmoderhalskræft skyldes smitte med Human papillomavirus (HPV), som er en seksuelt overført virus. En HPV-infektion giver ingen symptomer. Både mænd og kvinder kan derfor være smittet uden at vide det og hos langt de fleste forsvinder infektionen af sig selv. Men i nogle tilfælde kan infektionen blive kronisk og udvikle sig til celleforandringer. Celleforandringer kan også forsvinde af sig selv igen, men der er en lille risiko for, at de udvikler sig til svære celleforandringer, som senere kan udvikle sig til livmoderhalskræft. Hvis celleforandringerne opdages f.eks. ved screening, kan man behandle i tide, inden det udvikler sig til kræft.
HPV-vaccine forebygger livmoderhalskræft
Man kan forebygge livmoderhalskræft med HPV-vaccination, som er en del af børnevaccinationsprogrammet. Screening er dog stadig meget vigtig, fordi HPV-vaccinen ikke beskytter 100 procent, og hvis vaccinationen er givet efter seksuel debut, vil beskyttelsen også være mindre.
Cecilie, 36 år
Livmoderhalskræft
I 2019 fik Cecilie konstateret livmoderhalskræft, efter hun i flere år havde ignoreret invitationerne til screening. Nu har hun en opfordring til andre kvinder.
Cecilie: 'Kom nu afsted til screening'
Cecilie, 36 år
Livmoderhalskræft